Mange blev til færre og bedre kyllinger

Der er rigtig god plads til kyllingerne i standen hos Helle Birgitte og Brent Christensen. – Foto: Henrik Kastenskov.

En kylling er ikke bare en kylling. Derfor skiftede ejerne af Hopballe Mølle masseproduktionen af fjerkræ ud med dyrevelfærd og franske kvalitetskyllinger

Dette er ikke historien om en fjer, der blev til fem høns. Tværtimod. Det er fortællingen om 1,3 millioner kyllinger, der svandt ind til blot 130.000 af slagsen. Ikke som resultatet af sladder som i H.C. Andersens eventyr Det er ganske vist og ej eller på grund af dårlige tider i landbruget.

Nej, for på Hopballe Mølle i Jelling går det godt. Her er det ejerne, Helle Birgitte og Brent Christensen, der selv har taget beslutningen om ikke mere at producere 1,3 millioner kyllinger om året.

LÆS OGSÅ: Familien Danmark elsker deres kæledyr

I 2006 blev de konventionelle kyllinger, som parret førhen opdrættede, endegyldigt skiftet ud med kvalitetskyllinger af den franske art La Bell, og med udskiftningen er meget forandret. For eksempel har de 130.000, der hvert år opdrættes på Hopballe Mølle, fire til fem gange så meget plads at bevæge sig rundt på, som de konventionelle havde, og så lever de mere end dobbelt så længe som de fleste af de kyllinger, vi finder i købmandens frysedisk.

Sammenlagt betyder det bedre kvalitet for forbrugerne, fortæller Brent Christensen, der har arvet landbruget af sin far og nu er sjette generation på stedet.

En konventionel kylling, der kun lever mellem 31 og 34 dage, kan ikke nå at bygge sine knogler op. Det kan vores, som går mellem 65 og 90 dage inden slagtning. Det betyder, at den udvikler bedre muskler, hvilket giver kødet en meget bedre struktur og smag, forklarer han.

Det var dog ikke den landbrugsuddannede Brent Christensen, men derimod hans kone, der fik idéen om, at de skulle satse på et opdræt med større fokus på dyrevelfærden end hidtil. Hun havde ikke lyst til at give parrets egne fire børn mad lavet af de kyllinger, de selv opdrættede på Hopballe Mølle, og hun fik overtalt sin mand til at give det en chance. I nogle år forsøgte de sig således frem med ændrede vilkår for en lille del af deres kyllinger, og med en frysecontainer til opbevaring samt en lille bod med parasol og cigarkasse røg de første kvalitetskyllinger over disken.

Det begyndte at rygtes ude omkring, at vi var begyndt at opdrætte disse kyllinger, og der kom flere og flere og ville købe dem. Ind imellem havde jeg også kasser fyldt med kyllinger med ned til mine børns børnehave, fordi pædagogerne havde bestilt, fortæller Helle Birgitte Christensen.

I 2006 stoppede Hopballe-parret endegyldigt salget af konventionelle kyllinger, og med til virksomhedens succeshistorie hører også den café, de fik indrettet i en sidebygning på gården på opfordring fra de gæster, der kørte lidt længere end normalt for at få fat i de lækre La Bell-kyllinger. Succesen var dog lige ved at vokse dem over hovedet. Både Helle Birgitte og Brent Christensen husker, hvordan de løb rundt for både at skænke kaffe op og lange kyllinger over disken uden helt at kunne nå det hele.

Det var helt vildt, men bestemt et positivt kaos, konstaterer Brent Christensen.

Vi sidder på en overdækket terrasse, hvor efeu slynger sig op ad de pæle, der holder tagdugen fast. Der er direkte kig ud til den gamle mølledam, som ligger blikstille hen denne varme sommerdag, og med skoven, der omkranser hele herligheden, glider tankerne automatisk hen på de gamle Morten Korch-film.

Men det her er ikke Danmark anno 1930, ligesom det heller ikke er Hopballe-parrets egen private terrasse, vi sidder på. I 2008 åbnede de som følge af det stadig stigende antal gæster på Hopballe Mølle et stort køkken, en lækker restaurant med terrasse samt en gårdbutik, hvor der ud over kyllinger sælges brugskunst af forskellig slags. Desuden har de selskabslokaler, der kan rumme godt og vel 100 gæster.

I restauranten satser de udelukkende på mad lavet fra bunden, og et blik på frokostbuffeten med kyllingefrikadeller, rabarberkompot, fyldte tarteletter og lækre salater får tænderne til at løbe i vand.

I restauranten satser vi benhårdt på nærvær, tradition og kvalitet. Vores tjenere skal interessere sig for gæsterne, maden skal være hjemmelavet, og gæsterne skal vide, hvad de får, når de kommer her, siger Brent Christensen.

Han har lært sig selv op som kok ved at gå og kigge sine ansatte i køkkenet over skulderen. Ambitionen har været, at blev kokkene pludselig syge og måtte blive hjemme, ville han selv kunne springe til og tilrettelægge maden, uden at gæsterne af den årsag skulle kunne smage forskel. I dag er han erfaren i køkkenet og giver af og til en hjælpende hånd med.

Brent Christensen er ikke i tvivl om, at de med deres koncept om kvalitetskylling og gourmetrestaurant har fat i den lange ende.

Jeg tror generelt, at der i vores samfund er en bevægelse i den retning. Førhen skulle vi bare have noget at spise. Tv og bilen skulle havde det rigtige mærke og så pyt med, hvad vi puttede i munden. Sådan er det ikke mere. Folk er blevet mere bevidste om, hvad de spiser, og hvor det kommer fra, siger han.

Samtidig er kyllingeproducenten godt klar over, at markedet for kyllinger som hans stadig er begrænset. Ellers ville langt flere kaste sig over det og stoppe opdrættet af konventionelle kyllinger.

Det er en niche, vi arbejder med, og jeg har dyb respekt for det konventionelle landbrug, der arbejder, som vi gjorde før i tiden. De følger bare med efterspørgslen det er hos forbrugerne, vanerne skal ændre sig, hvis flere landmænd fremadrettet skal satse på kvalitet frem for kvantitet, slår han fast.

Vi går en tur over i en af hallerne, hvor La Bell-kyllingerne bor. Der dufter af lunt halm, og efter at have vasket hænder og skiftet fodtøj må vi træde ind til de 11.000 små, gule kyllinger, der er udklækket på et lille rugeri i nærheden af Viborg og blot er 10 dage gamle. De bliver forskrækkede og stimler sammen i store flokke, da fotografen vil tage billeder, hvilket efterlader mange kvadratmeter tom gulvplads, der overbeviser om, at her bliver ingen kyllinger mast som følge af for lidt plads til at strække vingerne.

Om natten har kyllingerne otte timer, hvor lyset er slukket, så de har helt ro til at hvile. Det er for at følge deres naturlige rytme og er ikke sædvane i de konventionelle masseproduktioner. Kyllingerne bliver også vaccineret mod en tarmsygdom, som alle kyllinger kan risikere at blive ramt af det koster mange penge, men det gør kvalitet, mener Brent Christensen.

Helle Birgitte Christensens besøg blandt de små pippende kyllinger i dag er uvant. Produktionen overlader hun helt til sin mand og deres to faste medhjælpere. I stedet er det hende, der står for kontorarbejde, hjemmeside og administration. Og det er ikke så lidt endda. Fra Hopballe Mølles hjemmeside er det for eksempel muligt at bestille kyllinger i forskellige størrelser og forskellige udskæringer, og bor man et sted, hvor der er brofast forbindelse, kan man få varer bragt til døren en gang om ugen.

På gården bor også syvende generation i form af parrets fire børn. Som Brent Christensen overtog stedet fra sine forældre i 1982, håber han også, at et af hans børn vil drive stedet videre, når han selv siger stop. Men ikke for enhver pris.

Det er ikke noget, der skal trækkes ned over hovedet på dem. Så bliver det aldrig godt. Det skal være, hvis lysten og evnerne er til det, siger han og pointerer, at det er noget specielt at arve et helt landbrug.

Man føler ikke det samme ejerskab, som havde man arvet en gammel bil. Det er nærmere en overbringelse, hvor det gælder om at gøre det så godt, vi kan, så længe vi er her. Og det er så det, vi prøver på, siger Brent Christensen med et smil.