Har visse dyr mere værdi end andre?

Hunde- og kattemishandling forarger de fleste. Forholdene for grise i landbruget vækker mindre vrede, og de færreste bekymrer sig for fisks dyrevelfærd. Der findes ingen fornuftig grund til at tillægge visse dyr mindre værdi end andre, siger filosof

Skovskaden havde længe irriteret tv-værten Søren Ryge Petersen. Den åd af kernerne på foderbrættet, der var reserveret til andre fugle, og det ville han nu sætte en stopper for.

Så jeg sagde til seerne, at nu ville jeg fange den i en fælde.

Og det lykkedes. Den hoppede lige i fælden. Søren Ryge Petersen greb fat om fugl-en og tog den ud af fælden, hvorefter han instruerede seerene i, hvordan man bedst afliver sådan et dyr. Et godt tag i kroppen og et hurtigt ryk i hovedet, og så var den død, sagde han.

LÆS OGSÅ: Dyrevelfærdens danske stemme i EU

For spændingens skyld holdt værten to sekunders pause og lod så fuglen flyve. Den havde ikke gjort nogen fortræd, så han kunne ikke drømme om at aflive den, sagde han til kameraet for 25 år siden.

Men så brød Helvede løs. I de to sekunder, hvor det så ud til, at jeg ville aflive skovskaden, havde over 50.000 slukket for deres fjernsyn. De ville simpelthen ikke se det. Så de greb til telefonen og klagede til DR, og jeg fik hundredvis af hadebreve, siger han.

Rune Klingenberg er ph.d.-studerende i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet. Han tror, der er flere grunde til, at historier som Søren Ryge Petersens fremkalder så kraftige reaktioner hos mennesker.

Når vi forholder os til dyr som enkelte individer, vækker de som regel vores empati særligt fordi dyr på mange måder er forsvarsløse væsener. For mennesker er det almindeligt at tage de svages parti, og derfor er reaktionerne meget naturlige. Samtidig er dyr kommet længere ind i vores liv. Rigtig mange mennesker har for eksempel kæledyr i dag. Det er med til at fremme vores empati over for dyr, siger han.

Af nyere sager er blandt andet den omstridte hundelov, der trådte i kraft i 2010, og som i øjeblikket er ved at blive revideret. Loven har forbudt 13 hunderacer i Danmark og siger også, at hunde skal aflives, hvis de skambider et menneske eller en anden hund. Imidlertid har over 15.000 sat deres signatur på en online underskriftindsamling mod loven, mens flere Facebook-grupper mod loven er blevet oprettet. Den nyeste blev til i søndags og har nu over 22.000 synes godt om-tilkendegivelser. Den 13. oktober mødte 2500 demonstranter op i København og protesterede mod loven foran Christiansborg.

Dyreværnet Foreningen til Værn for Værgeløse Dyr er også modstander af hundeloven. Foreningen er aktuel i en programserie af samme navn på TV3, hvor den netop har trodset et påbud fra Fødevareministeriet om ikke at transportere 12 hundehvalpe ud af landet. Hvalpene er gadekryds med ulovlig race i sig, og derfor er de ikke tilladte i Danmark

Ifølge Signe Sehested Lund, der er direktør i foreningen, skaber programmet masser af debat på de sociale medier og på e-mail, hvor foreningen har fået tusindvis af henvendelser og kommentarer. Hun tror, ligesom Rune Klingenberg, at debatten vækker mange følelser hos mennesker, fordi det handler om forsvarsløse væsener.

Folk reagerer kraftigt på det, fordi dyrene ikke har deres egen stemme. Det mobiliserer følelser hos folk, fordi man skal forsvare et væsen, der ikke selv har mulighed for at forsvare sig, siger hun.

Tidligere på året rullede en anden sag om selvtægt i forhold til en hund. Det var i januar, da hunden Thor stod til aflivning, fordi den sidste efterår havde bidt en mindre hund. Politibetjenten Lars Bo Lomholt var imod den afgørelse, og derfor bortførte han hunden, dagen før den skulle aflives.

Sagen og især betjenten fik enorm medieopmærksomhed. Lars Bo Lomholt fik støttegrupper på nettet i sit navn med over 12.000 medlemmer.

Lars er betjenten med hjertet på det rette sted, som heltemodigt på eget initiativ i sidste øjeblik bortførte Thor fra internatet, hvor hunden afventede aflivning, står der på gruppens side.

Han passede hunden i tre måneder, inden han sendte den i sikkerhed i Sverige.

Peter Sandøe er professor i bioetik ved Københavns Universitet og tidligere formand for Det Dyreetiske Råd. Han har også fulgt med i sagerne om hundeloven og hunden Thor. Ifølge ham er de kraftige reaktioner på historierne et udtryk for, at sagerne i bund og grund handler om mennesker.

Jeg tror, det handler om mere end almindelig dyretik. Det, at folk kan hidse sig sådan op over, at hunden Thor skulle aflives, skyldes ikke mindst, at hunde nu om dage bliver betragtet som familiemedlemmer. Hunden Thor tilhørte en dame, og når man ville tage den fra hende og slå den ihjel, så svarer det næsten til at fjerne og dræbe et barn eller en nær ven, siger han.

At hunde og katte nu bliver betragtet som familiemedlemmer betyder, at de er rykket op i den høje ende af den såkaldte sociozoologiske skala, tilføjer Peter Sandøe. Skalaen er kort sagt en hitliste over, hvor meget vi føler for forskellige dyr. Mus og rotter har lav status, mens produktionsdyr som grise og køer befinder sig midt på skalaen.

Den sociozoologiske skala og vores opfattelser af forskellige dyrs værdi kommer blandt andet til udtryk i mediehistoriernes gennemslagskraft. For eksempel bliver mange forarget, hvis en kat bliver mishandlet, mens vreden hos folk er knap så stor, når medierne melder om dårlige forhold for slagtekyllinger, siger Peter Sandøe.

Vi bekymrer os mere om nogle dyr end andre. Det kan der være en vis dobbeltmoral i, men det afspejler nok, at vi har lettere ved at identificere os med katte og hunde end med kyllinger og fisk for eksempel. Sidste måned foreslog Det Dyretiske Råd at forbyde put and take-søer, men det virkede ikke, som om der var så mange, der bed på det forslag, siger han.

Dobbeltmoralen har filosof Rune Klingenberg også lagt mærke til. Han tror, at vi vurderer nogle dyr lavere end andre for lettere at kunne acceptere dårlige forhold for visse dyr.

Nogle dyr forholder vi os sjældent til som individer, men snarere som produktionsenheder. Her er der ikke meget empati at hente, men derimod en vis distance. Ellers vil det for eksempel være for forfærdeligt at forholde sig til forholdene for dyr i det industrialiserede landbrug, siger han.

Og det bliver et etisk problem, hvis folk kun reagerer på enkeltsager om mishandling af dyr øverst på den sociozoologiske skala for derefter at vende det blinde øje til forholdene for landets produktionsdyr, mener Rune Klingenberg.

Det er svært at se, hvorfor det ene dyr skal have krav på alle mulige hensyn, mens det andet ikke skal. Medmindre nogen kan pege på en betydelig forskel på, hvordan en hund og en gris lider, kan jeg ikke se nogen fornuftig grund til, at man skulle gå mindre op i det, der foregår i landbruget i dag end i enkeltsager med hunde, siger han.

Sørens Ryge Petersens skovskade og de hundredvis af hadebreve blev en lektie lært af journalisten, forfatteren og filosoffen fra Djursland. Om at emnet er alt for følsomt til at lave sjov med.

Efterfølgende har der dog stadig været sager, hvor seerne har været efter Søren Ryge Petersen for at aflive dyr. For eksempel har han fået kritik for at slagte en høne og rive hovedet af en due på tv.

Når man på tv afliver et dyr og her snakker jeg om et smukt dyr, ikke en grim gris eller en grim tyr så er der en stigende del af befolkningen, der bliver følelsesmæssigt berørt at det. Langt hovedparten af danskerne bor i dag langt væk fra landbrug, hvor dyr bliver aflivet til hverdag. Jeg tror, at det er en del af årsagen til, at det fremkalder så kraftige reaktioner, siger han.

Søren Ryge Petersen har en medfødt holdning til, at det er i orden at aflive dyr, hvis man har et formål med det. Men han har ikke svært ved at forstå folk, der bliver forarget over at se det.

Hvis jeg skal spise en høne, så slår jeg den ihjel. Det kan jeg gøre med de fleste dyr, uden at det berører mig, så længe jeg har remedierne til at gøre det humant. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan forstå folk, der har det svært med det, siger han og mindes en historie fra sin barndom:

Min bedstefar var bonde. En stor og stærk tidligere gymnast og garder ved kongen. Men når de skulle have kylling om søndagen, var det min bedstemor, der skulle tage livet af den. Han kunne ikke få sig selv til det. Det, synes jeg, er et lidt sødt eksempel på, at det er tilfældigt, hvem der kan, og hvem der ikke kan.