Generalsekretær Gitte Seebergs råd er galt afmarcheret

Det er statens opgave at sørge for, at produktionsforholdene er etisk forsvarlige. På billedet ses en stald med danske slagtesvin. Foto: Camilla Rønde Denmark

Staten skal sikre vores grundlæggende sundhed og sikkerhed, ved at sørge for, at de produkter vi køber, er produceret under etisk forsvarlige vilkår

Gitte Seeberg, WWFJeg har naturligvis stor sympati for generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Gitte Seebergs arbejde for kloden og dyrelivet, men den vej, hun anviser ved at anklage kæledyrsejerne, er galt afmarcheret.

I sit debatindlæg den 20. marts vælger hun at holde fast i sin holdning om, at kæledyrsejeres brug af omsorgsgivende behandlinger for deres kæledyr er både unødvendig og absurd, og hun forsøger at sammenkoble denne omsorg med andre arters forringede levebetingelser.

LÆS OGSÅ: Mine råd er ikke sære

Tillige bringer Gitte Seeberg myten om, at det er fru Hansen som den politiske forbruger, der ved køledisken bærer ansvaret for, at der gennemføres dyrevelfærd og økologi, på bane. Lad mig starte med at få aflivet denne myte.

Hvilken general(sekretær) ville vælge at sende sine soldater ud én for én foran en velorganiseret hær? Hvis den politiske forbruger skulle fungere i praksis, ville det kræve, at forbrugeren var i besiddelse af alle informationer om et givet produkt og havde forudsætningerne for at tolke informationerne.

Dette er utopisk. Man må som borger kunne forvente, at man kan overlade det til staten at sikre sin grundlæggende sundhed og sikkerhed, ved at den sørger for, at de produkter, man køber, er produceret på en etisk og økologisk forsvarlig måde, hvor der blandt andet tages de helt nødvendige hensyn til dyrevelfærd og produktionsforhold, som ikke skader naturen.

Frem for at lade det enkelte individ tage kampen op mod industrimastodonter og multinationale selskaber burde vi kunne have tillid til, at det mandat, vi har givet de folkevalgte, bliver løftet, så det afspejler vores reelle ønsker og behov. Det må og skal være industrien, der beviser et hvilket som helst produkts uskadelighed ikke kun fra vugge til grav, men fra vugge til vugge. Og det må og skal være statsmagtens ansvar at sikre, at dette sker.

Myten om den politiske forbruger har vel omtrent samme negative effekt for dyrevelfærd, som Bjørn Lomborg har for klimaet. Hvis delfiner, havskildpadder og jaguarer, som Gitte Seeberg nævner, skal vente på hjælpen fra den politiske forbruger, kommer de til at vente forgæves.

Gitte Seeberg postulerer, at kæledyrsejeres brug af økonomiske ressourcer ikke blot er usund, men at dette forbrug tillige går ud over andre arters eksistensbetingelser. Ud fra tesen om hvad nu, hvis kæledyrsejere i stedet for at bruge pengene på deres kæledyr, brugte dem på at sikre og beskytte andre arters eksistens, som om det hænger således sammen, at der er tale om en enten-eller-konstellation. Hvad nu, hvis vi droppede makeuppen og blev Plan-faddere? Hvad nu, hvis militærbudgetterne kanaliseredes om til naturbeskyttelse og humanitært arbejde?

Rækken af hvad nu hviser er alenlang, og det er ikke det forbrug, som går til levende væseners velbefindende, der først springer mig i øjnene som meningsløst og absurd.Tesen om hvad nu hvis er således lige dele naiv og populistisk, da man vel godt kunne forestille sig, at det er de samme mennesker, der bruger penge på deres kæledyr, som er medlemmer af for eksempel Dyrenes Beskyttelse og måske Verdensnaturfonden.

Al dyreetisk tænkning tager sit udgangspunkt i, hvilke grunde menneskearten har til enten at ekskludere eller inkludere andre arter i vores moralske sfære. Har vi den empati, der kræves, til at forstå, hvorfor natur og dyr har rettigheder og krav på beskyttelse? Kæledyrsejere beviser med deres vilje til at bruge ressourcer på deres dyr, at de har den empati, som er den altafgørende bevæggrund for at respektere og imødekomme andre arters behov.

I takt med, at kineserne tager hunden til sig som kæledyr, tages den samtidig af menukortene. Måske vi kunne få vores fælles ønske om en mindre kødspisende befolkning opfyldt, hvis flere danskere tog grisen til sig som kæledyr? Truede arters overlevelse og viljen til at beskytte naturen er direkte afhængig af, at vores art udvikler emotionel intelligens og empati. Vejen frem er ikke at anklage dem, som går forrest i forhold til at udvise omsorg og omtanke.

Nina Bjarup Vetter,stud.theol.,Jægergårdsvej 4, Ebeltoft