Fra fødsel til flæskesteg

Hvert år fødes der 30.000 grise på Søren Helmers gård. - Foto: Leif Tuxen.

For en moderne dansk gris varer livet fem en halv måned. Landmanden sikrer en så tryg og sygdomsfri tilværelse som muligt, for det befordrer livets mening: at komme til at veje 100 kilo og blive spist

På usikre ben, med sammenknebne øjne og endnu indsmurt i mørkt fosterfedt vakler den lille lyserøde nyfødte sine forsigtige skridt på trægulvet. Den kæmpemæssige mor ligger på siden og gør med et dybt grynt opmærksom på, at mælken er løbet til, og snart patter den lille gris side om side med sine 12 søskende. Her er lunt og lyst, og lugten er temmelig stram.

Vi er på Bredebjerggård ved Ugerløse nær Ringsted. Livets mirakel er indtruffet. Et griseliv er begyndt.

Et navn får vores lille gris aldrig. Her på gården fødes 30.000 smågrise om året, og af helt indlysende grunde er der aldrig nogen, der kommer til at få et særlig nært forhold til den lille nyfødte, for om fem en halv måned slutter griselivet med en tur på slagteriet.

Menneskelivet på landet leves på mange forskellige måder af dem, der har valgt at bo her. Meget beror på tilfældigheder, held og uheld. Griselivet ligger derimod i langt mere faste rammer og kun ganske lidt overlades til tilfældighederne.

For gårdejer Søren Helmer har griselivet to nøgleord: trivsel og vækst. Grisen skal have det godt, få nok at spise og undgå sygdom. Så kan den nemlig tage rigtig mange kilo på, og så er der er rigtig meget at spise, når grisen har taget turen via slagteriet og supermarkedets køledisk til forbrugernes middagsbord.

- Moderne landbrug er jo en industri. Men det er ikke et mekanisk system, man bare kan slukke for klokken 22. Det er levende væsener, som man skal sørge for. Og for at kunne arbejde her skal man kunne lide dyr, forklarer Søren Helmer.

Når man drager en parallel mellem et menneskeliv og et griseliv, svarer den tid, vores lille gris patter hos sin mor, til hele barndommen. Den finder sted i farestalde på Bredebjerggård og varer fem uger. Farestalden er det sted, hvor soen tilbringer tiden, lige efter at hun har faret, altså født smågrise.

Barndommen tilbringer den lille gris sammen med sine søskende. Hver børneflok har et lille indelukke sammen med deres mor. I et hjørne af indelukket kan smågrisene søge ind i en lille hule, hvor en skarp lampe sikrer ekstra lys og varme. Ellers render de og leger ved siden af moderen, som bliver holdt væk af en metalbøjle. Dermed undgår man, hvad der ellers er den hyppigste dødsårsag for en nyfødt lille gris: at blive mast ihjel af moderen, når hun vender sig.

Trods metalbøjlen er det tydeligt, at mor og børn har et kærligt forhold til hinanden, og at moderen med et omsorgsfuldt grynt sikrer, at ungerne holder sig til, når det er spisetid. Smågrisene spiser 20 gange om dagen. I begyndelsen får de kun mors mælk, men gradvis overgår de til andet foder.

Når den lille gris er fem uger gammel og vejer syv kilo, er barndommen forbi. Det er tid at forlade moderen og rejse til en anden gård. Mor og barn ser aldrig hinanden igen.

Faderen er slet ikke til stede i grisens liv. Samtlige smågrise er undfanget ved kunstig befrugtning. Der findes ganske vist to orner sammen med de knap 1100 søer på Bredebjerggård, men deres opgave er ikke at befrugte søerne. Når søerne står i løbestalden og er på vej til at have ægløsning, bliver ornerne hentet. Lugten fra en ægte orne hjælper den naturlige proces på vej, hvorefter Søren Helmer og hans medarbejdere kan foretage inseminationen med indkøbt ornesæd.

Fra løbestalden fortsætter den inseminerede so til drægtighedsstalden. Her forløber tre måneder, tre uger og tre dage, hvorefter et nyt kuld smågrise kommer til verden. En produktiv so føder op til 18 smågrise ad gangen. Når de fem uger i farestalden er gået, går soens rejse tilbage til insemination i løbestalden. En supermor kan gennemføre 10 fødselsforløb, altså bringe op mod 180 nye liv til verden. Mindre produktive mødre bliver tidligere sorteret fra til den faste endestation, som venter for enden af ethvert griseliv i den industrielle del af landbruget.

- Dårlige mødre i vores system bliver slagtet. Nogle søer føder ikke smågrise nok. Hvis der er en, der kun får 10 i stedet for de gennemsnitlige 14, er der ikke råd til, at den optager pladsen i farestalden, forklarer Søren Helmer.

Hvis de fem uger hos moderen er barndommen, så forløber ungdomslivet de efterfølgende syv uger på Rørholm, som ligger lige i nærheden og også ejes af Søren Helmer. Her går de unge grise i grupper på 30 i 12 kvadrameters grisestier med fast gulv, overdække, god varme og masser af foder. Det sidste er vigtigt, for det primære mål med de syv ugers ungdomsliv er ikke at træde ind i de voksnes rækker, men at tage omkring 25 kilo på.

Såvel på Bredebjerggård som på Rørholm lever grisene indendørs hele tiden. Som Søren Helmer forklarer, fungerer det bedst at holde grise inden døre. Det er også her, der er de bedste muligheder for at holde en høj hygiejnestandard. Besøgende til grisene i stalden får således besked på ikke alene at vaske hænderne, men også at tage alt tøjet af bortset fra undertøj og iføre sig helt rent arbejdstøj.

De moderne staldforhold og den skrappe hygiejne er med til at bringe antallet af sygdomstilfælde og dødsfald ned til et minimum. Det vil konkret sige, at kun omkring hver tiende gris dør på gården.

- Man kan diskutere, hvor en gris har det bedste liv. For den enkelte so ville det måske være bedst at gå ude og rode i jorden med trynen. Men her i staldene har dyrene langt den bedste overlevelsesevne. Det kan diskuteres rent etisk, hvad der er vigtigst: hensynet til moderen eller til den lille gris. Hos os mennesker har etikken over for børn stor vægt, erklærer Søren Helmer.

Netop etikken kan blive udfordret ved det punkt på grisens rejse gennem livet, vi nu er nået til. Efter ophold på først den ene, så den anden af Søren Helmers gårde er tiden kommet til at rejse bort. Ungdommen er forbi, og voksenlivet som slagtesvin venter.

For de fleste af grisene fra Bredebjerggård og Rørholm går rejsen kun 10 kilometer bort til gården Saltofte. De to gårdejere har nemlig en fast leveringsaftale. Men omkring 15 procent af sine svin sælger Søren Helmer til andre aftagere.

Her er det problematiske ifølge gårdejeren, at det økonomisk er langt mest profitabelt at sælge til tyske landmænd. Men transporten af de levende svin kan være en anstrengende affære for grisene, og medierne har flere gange kunnet berette om transporter, der ikke alene var på kant med den herskende dyreetik, men også med lovgivningen.

At én landmand specialiserer sig i at få født så mange smågrise som muligt, mens en anden specialiserer sig i at gøre dem klar til slagteriet, står ikke til diskussion for en industriel landmand. Hvert led i produktionskæden kræver nogle bestemte rammer, og moderne landbrug er så kapitaltungt at etablere, at hver landmand ifølge Søren Helmer er nødt til at specialisere sig.

Over halvdelen af det samlede griseliv forløber på Saltofte - i alt omkring tre måneder. Stadig inden døre i en lun, gennemkontrolleret stald med ét centralt mål: Den voksne gris skal tage yderligere 70-75 kilo på, så den vejer omkring 105 kilo, når den drager ud på sin sidste rejse i levende live. Fra Saltofte går turen typisk til Danish Crown-slagteriet i Ringsted, hvilket er en overskuelig tur på en snes kilometer

Danish Crowns slagterier slagter hvert år 17,7 millioner svin i Danmark. Det er ifølge virksomheden selv 82 procent af alle de grise, som bliver forarbejdet til mad herhjemme. 90 procent af svinekødet bliver eksporteret. Resten ender hjemme i køleskabet og på spisebordet hos de danske forbrugere. Som skinke, pølser, leverpostej, hamburgerryg, koteletter, frikadeller og flæskesteg.

Sådan slutter det moderne griseliv. Så kort i tid, men så rigt på kalorier.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Grisen vejer omkring 105 kilo, når den drager ud på sin sidste rejse i levende live. Fra Saltofte går turen typisk til Danish Crown-slagteriet i Ringsted. -- Foto: Leif Tuxen.
For gårdejer Søren Helmer har griselivet to nøgleord: trivsel og vækst. Grisen skal have det godt, få nok at spise og undgå sygdom. Så er der også meget at spise, når grisen ender på middagsbordet. -- Foto: Leif Tuxen.
Det er tydeligt, at mor og børn har et kærligt forhold til hinanden, og at moderen med et omsorgsfuldt grynt sikrer, at ungerne holder sig til, når det er spisetid. -- Foto: Leif Tuxen.