Forbyd nu dyresex! Hvorfor tøver Det Dyreetiske Råd?

Statistik fra Dansk Kennel Klub viser, at kamphunde i gennemsnit hver 14. dag angriber andre dyr eller mennesker i Danmark. - Foto: stock.xchng.

En læser går ind i kampen for et forbud mod sodimi

JOHANNES L. BUNDGAARD skriver om sodomi – det vil sige menneskers anvendelse af dyr til sex – i Kristeligt Dagblad den 12. april, at det er besynderligt, at dyreværnsorganisationerne står alene i deres kamp mod sodomi, da det jo sandsynligvis også er skadeligt for mennesker.

Jeg repræsenterer dem, der kæmper for et forbud for dyrenes skyld, men jeg kan kun bekræfte, hvad Bundgaard er inde på. I flere af de undersøgelser, der er om dyresex, konkluderes det, at personer, der bruger dyr til sex, ofte selv er blevet seksuelt krænket. Og meget tyder på, at personen selv tager skade ved at bruge dyr på den måde, således at hans eller hendes sociale samt seksuelle relationer til medmennesker skades.

Hvor ofte det er tilfældet, er der forskellige oplysninger om, men ved en gennemgang af litteraturen og beretningerne om tilfælde (også fra kriminologer, psykiatere og psykologer med flere) går det så hyppigt igen, at det også – ud over de mange skader på dyrene – må medtages som et vægtigt argument for, at vi bør have et forbud mod sodomi herhjemme, som også en del andre lande i Europa nu har fået.

Det har undret mange, at Det Dyreetiske Råd ikke kan støtte et forbud. Og især formanden, Peter Sandøe, har i forbindelse med den genopblussede debat på grund af en meget omtalt udsendelse i TV 2 den 7. april været i medierne mange gange for at forsvare sin og rådets (minus et medlem) position.

DET BESYNDERLIGE ER, at han – og rådet – mest går imod et forbud for at beskytte mennesker, idet han finder, at et seksuelt mindretal, der ønsker at bruge dyr til sex, skal have lov til det.

Det har undret mig, da et dyreetisk råd bør have fokus på dyrene. Hvad angår dyrene, forekommer det mig, at han nedtoner skaderne og ikke forholder sig til de seriøse undersøgelser fra blandt andet Sverige, Norge og England, der desværre påviste en betydelig frekvens af ret alvorlige skader på dyrene.

Herhjemme kunne Det Dyreetiske Råd ikke få de danske dyrlæger til at besvare spørgeskemaerne angående skader, men det er ikke rigtigt, som Sandøe sagde på tv, at kun én dansk dyrlæge har set skader på dyr efter sodomi. Det modbevises af det, der står i rådets egen udtalelse om sodomi fra 2006 side 21, og det modbevises også af de mange tilfælde af seksuelle overgreb mod heste, som toppede i 2004, hvor politiets egen konklusion var, at mindst halvdelen af de mange tilfælde måtte formodes at have haft et seksuelt motiv.

I Norge har hver femte dyrlæge set tilfælde med skader på dyr, hvor man skønnede, at der var tale om seksuelt misbrug af dyret. 125 danske dyrlæger forfattede i 2007 et fællesbrev, som de sendte til Folketinget med anmodning om et forbud mod sodomi for at beskytte dyrene.

Kun SF, Dansk Folkeparti og løsgængeren Christian H. Hansen har foreløbig kunnet støtte et forbud.

Når man læser udtalelsen om sodomi fra Det Dyreetiske Råd, forundres man over, at menneskehensyn vejer tungt hele vejen igennem. Konstant tales der om "rådets zoofile kontaktpersoner", og det er betænkeligt, synes jeg, når kommissoriet var, at rådet skulle forholde sig til, om sodomi i det hele taget skulle overvejes forbudt.

PÅ DEN BAGGRUND er det betænkeligt, at rådet tildeler de zoofile (personer, der bruger dyr til sex) en hovedrolle i udtalelsen, og det på en måde, hvor de flere gange omtales meget sympatisk og på en ret positiv måde.

På den måde legitimerer man fra rådets side indirekte selve deres anvendelse af dyr til sex. Som det vil fremgå, når man læser udtalelsen, giver rådet indtryk af, at de zoofile tager hensyn til dyrene, når de bruger dem seksuelt. Virkeligheden viser os noget ganske andet.

I den omtalte tv-udsendelse må man også sige, at de to eksempler, der blev vist her, som i øvrigt var ret typiske for fænomenet, også talte for sig selv.

Et par, der skulle medbringe deres hund til sexudlån, forklarede, at den var urenlig (typisk symptom for psykisk uligevægt hos hunde), samt at de jo udelukkende gjorde det af egoistiske grunde for deres egen skyld, ikke for hundens skyld.

Det andet eksempel var en mands indtrængen i en stald og brug af en hunged til samleje. Hvis man bare ved en smule om dyr, kunne man se på hungeden, at der var tale om et væsentligt overgreb mod den.

Lad os få et forbud.

Anne-Mette Iversen,

Hesteinternatet af 1999,

Rørbækvej 7,

Give