Cameron vil stoppe massakrer på truede dyr

Kruger National Park staff walk near the carcass of a three-day-old rhinoceros killed by poachers at Houtboschrand in the southern part of Kruger National Park, northeastern South Africa, on November 27, 2013. South African conservation authorities on November 26 said they aim to reduce rhino poaching by 20 percent a year, insisting their strategy is working despite record levels of poaching. "The war against poaching is not yet won, but we can reduce the figures... it's an ongoing process, " said Major General Johan Jooste, who heads the Kruger National Park anti-poaching task team. AFP PHOTO / STRINGER Foto: STRINGER/ Denmark

Næsehorn, elefanter og tigre er så truede af krybskytter, at den britiske premierminister har indkaldt 50 nøglelande til internationalt topmøde i London

Krybskytteri og ulovlig handel med dele fra truede dyr som elefanter, næsehorn og tigre er kommet helt ud af kontrol. Det vurderes, at den illegale handel indbringer over 100 milliarder kroner årligt, og at en stor del af pengene finansierer væbnede ekstremistgrupper.

Situationen er så alvorlig, at Storbritanniens premierminister, David Cameron, nu vil tage kampen op mod de internationale forbrydersyndikater med et topmøde i denne uge på allerhøjeste niveau.

Alene sidste år måtte over 1000 næsehorn i Sydafrika lade livet for krybskytter, der skar deres værdifulde horn af og efterlod de dræbte dyr. Landet har 80 procent af Afrikas bestand af næsehorn. Hornene sælges hele eller i pulverform til købere i især Kina og Vietnam, hvor mange tror, at pulveret styrker potensen eller kan kurere kræft.

Også smugleriet af elfenben vokser med rasende fart, hvilket en række store beslaglæggelser på det seneste vidner om.

Den 12. og 13. februar er David Cameron sammen med prins Charles vært for et topmøde i London. Cameron har inviteret stats- og regeringschefer eller udenrigsministre fra 50 lande, der har nøgleroller som leverandører eller modtagere af ulovlige produkter fra truede dyr.

LÆS OGSÅ: Museer hærges af tyverier af næsehornshorn

Blandt de inviterede er Kinas præsident, Xi Jinping, Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, præsident Joseph Kabila fra DR Congo, Thailands premierminister, Yingluck Shinawatra, og hendes vietnamesiske kollega, Nguyen Tan Dung. Desuden Tysklands kansler, Angela Merkel, EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, USAs udenrigsminister, John Kerry, samt repræsentanter for en række FN-organisationer, udviklingsbanker og Interpol.

Prins Charles fastslog i 2013, at vi står over for en af de største trusler nogensinde mod Jordens dyreliv:

Og vi må behandle det som en krig, for det er præcis, hvad det er, sagde han.

FNs Sikkerhedsråd vedtog i sidste uge to resolutioner, rettet mod DR Congo og Den Centralafrikanske Republik, for at standse pengestrømmen fra den illegale handel til de væbnede oprørsgrupper i det østlige DR Congo. FN har ifølge AFP mistanke om, at også Somalias al-Shabaab-islamister og Sudans berygtede Janjaweed-militser finansieres af krybskytteri.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er ikke inviteret til London, for Danmark spiller ikke nogen nøglerolle i den globale trafik med elfenben, næsehorn eller skind.

Det siger biolog Maj Friis Munk i Naturstyrelsen, som hilser det velkomment, at smugleriet nu udløser handling på højeste politiske plan.

Der skal både holdningsbearbejdelse og kontrol til, og man skal selvfølgelig have fat i aftagerlandene, siger Maj Friis Munk.

WWF Verdensnaturfonden frygter, at mennesket snart får nogle af klodens mest ikoniske dyrearter på samvittigheden, siger generalsekretær Gitte Seeberg. Problemet er især, at den voksende middelklasse i Asien efterspørger produkter fra truede arter.

Krybskytteriet går desværre hårdest ud over de helt store pattedyr som tiger, næsehorn og elefant, men også løven kan blive truet. I 2012 blev over 20.000 elefanter dræbt, og elefanten kan være udryddet i den fri natur i 2025. Tigerbestanden er helt i bund, og man anslår, at der kun er omkring 3000 tigre tilbage i verden, siger Gitte Seeberg.

I dag er handlen desværre så god en forretning, at terroristgrupper fra eksempelvis Somalia ernærer sig ved at handle med truede dyr. Der er altså også sikkerhedspolitiske grunde til at bekæmpe handlen, siger WWFs generalsekretær.