Nyt medlem af Det Etiske Råd er valgt

Jeg blev glad og sagde ja, fordi Det Etiske Råd for mig er et meget vigtigt organ, især nu hvor der sker så mange videnskabelige landvindinger, siger Anders Raahauge, der er nyt medlem af Etisk Råd. Foto: Claus Fisker/Scanpix Foto: Claus Fisker

Kulturjournalist og sognepræst Anders Raahauge er udnævnt som Christopher Arzrounis efterfølger i Det Etiske Råd

Det er nu blevet afgjort, hvem der skal overtage Christopher Arzrounis plads i Det Etiske Råd, efter han i juli forlod rådet på grund af ansættelsen som rådgiver for udenrigsminister Kristian Jensen. Valget er faldet på kulturjournalist Anders Raahauge.

Den 58-årige kulturjournalist, magister i litteratur, sognepræst og fast skribent for Kristeligt Dagblad, fik beskeden for cirka en måned siden.
 
"Jeg blev glad og sagde ja, fordi Det Etiske Råd for mig er et meget vigtigt organ, især nu hvor der sker så mange videnskabelige landvindinger, og hvor videnskaben kan mere og bevæger sig ud i nye områder. Videnskabelige fremskridt og eksempelvis stamcelleforskning er noget, der interesserer mig." 

Anders Raahauge finder det for tidligt at vurdere, hvilken rolle han kommer til at få i Det Etiske Råd, og hvilke mærkesager han kommer til at arbejde med. Men han ser sin baggrund som en fordel for rådet.

"Jeg har det held, at jeg som fast skribent for Kristeligt Dagblad holder øje med de etiske debatter i den udenlandske presse og interviewer mange eksperter om etiske problemstillinger. Derudover arbejder jeg som sognepræst, hvor jeg ofte skal formulere mig om noget med en etisk klangbund. Derfor kan man sige, at jeg føler mig godt klædt på. Men netop kun klædt på som noget ydre. Det er afgørende at understrege, at indeni kan intet menneske være mere etisk kvalificeret end andre. En sådan rangordning ville virkelig være uetisk," siger Anders Raahauge.