Det Etiske Råds nye medlem kalder sig selv en ulv i ulveklæder

Det Etiske Råd har fået et nyt, liberalt medlem, som holdningsmæssigt adskiller sig betydeligt fra flertallet i rådet. Se hvem, der gemmer sig bag ulvemasken

Christopher Arzrouni har svært ved at forestille sig, at der er andre medlemmer af Det Etiske Råd, der er lige så liberalt anlagte som han. Det er nok, fordi hans holdninger til fri markedsøkonomi adskiller sig så markant fra resten af rådets i alt 17 medlemmer. I modsætning til det nuværende flertal i Det Etiske Råd er han for eksempel for en liberalisering af markedet med organer og kropsfunktioner. Christopher Arzrouni er et ud af seks nye medlemmer af Det Etiske Råd. Han er kendt som debattør og har tidligere været politisk rådgiver for daværende socialminister Eva Kjer Hansen (V). Og så var han også med til at stifte den borgerligt-liberale tænketank Cepos i 2004.

Nu har jeg i over 10 år spurgt venner og bekendte i politik, om jeg måtte komme med i rådet, forklarer den 46-årige Christopher Arzrouni fra sin plads bag skrivebordet i Dagbladet Børsens redaktionslokaler i det indre København, hvor han i dag er ansat som debatredaktør.

Jeg startede med at plage Lars Løkke Rasmussen (V), da han var indenrigs- og sundhedsminister. Og det var mit klare indtryk, at han syntes, det var en god idé. Alligevel blev det ikke til noget dengang. Men så for nylig pegede nogle af de blå medlemmer af Folketingets udvalg vedrørende Det Etiske Råd så på mig.

LÆS OGSÅ: Mød de seks nye medlemmer af Det Etiske Råd

Han mener selv, han er blevet indstillet til rådet på den blå kvote som en af de eneste. Han er fordomsfuld, men bevidst om det, og har en klar idé om, at de fleste af rådets medlemmer er betydeligt mere venstreorienterede, end han er.

Således skrev han den 21. december 2013 på det sociale medie Twitter:

Er blevet medlem af Etisk Råd. Det skal nok blive sjovt (men måske lidt ensomt).

I første omgang er han i rådet for en treårig periode, men han tvivler på, at han bliver genindstillet, når tiden kommer.

I 2005 skrev han debatbogen Helt uforsvarligt. Den udkom nogle få uger, før han blev politisk rådgiver for VK-regeringen, og bogen var et liberalistisk opgør med kriminalisering af forbrydelser uden ofre. I bogen argumenterer Arzrouni blandt andet for, at fattige tredjeverdensborgere skal have deres frie ret til at sælge organer til rige vesterlændinge.

En problematik, der for nylig udmøntede sig i en 102 sider lang redegørelse fra Det Etiske Råd med en række anbefalinger om, hvordan man lovgivningsmæssigt bør håndtere behandlingsturisme fra organhandel til rugemoderskab.

I redegørelsen betragter flertallet af Det Etiske Råd salg af organer som en devaluering af menneskets værdi. Endvidere bliver rugemoder-branchen kritiseret, fordi det vurderes, at det oftest er kvinder i Den Tredje Verden, der ud af desperation lægger livmoder til vestlige barnløses behov.

Det er et par af de områder, hvor Arzruoni adskiller sig holdningsmæssigt fra flertallet af rådets nuværende medlemmer.

Det nuværende system er grusomt. Hvis man for eksempel taler om donation af organer, så skal personer, der desperat mangler en nyre, krydse fingre for, at et raskt, ungt menneske bliver kørt ned på cykel i det indre København. Det synes jeg er topmålet af noget uetisk.

Man fortier, at den fremgangsmåde, vi har i dag, hviler på nogle betingelser, der er mindst lige så etisk problematiske som de kommercielle muligheder, man kritiserer. Jeg nægter at forstå argumentationen i de diskussioner, der har været om organhandel. Det bliver forsimplet til, at det er rige velstående mennesker i den vestlige verden, der udnytter fattige mennesker i Den Tredje Verden. Men hvem er det lige, der er mest desperat? Det må da være dem, der er døden nær, forklarer Christopher Arzrouni.

Og så er der spørgsmålet om rugemødre. Der er medlemmer af rådet, der i rapporten himler op over, at det er stakkels fattige kvinder i Den Tredje Verden, der bliver udnyttet. Men klap lige hesten. Hvad mener man om for eksempel abort? Man ser jo ikke noget problem i, at den samme stakkels fattige kvinde vælger en abort, hvis hun skulle gå hen og blive gravid, og hvis det ikke er økonomisk muligt for hende at opfostre et barn. Der er jo ikke nogen, der vil forhindre, at kvinden skal have en abort med den argumentation, at hun er så fattig, at hun ikke ved, hvad der er godt for hende. Men den type argumentation bruger man pludselig, når hun vil udlåne sin livmoder til at bære et barn for nogle andre. Så er hun for fattig og uvidende om, hvad der er godt for hende. Jeg vil mene, at aborten er et større indgreb og er mere etisk problematisk end problemstillingen med rugemoderen.

Der er særligt tre områder, hvor Arzrouni ser sine styrker i Det Etiske Råd.

For det første ser han sine politiske synspunkter som en opfriskning:

Jeg er klassisk liberal, og min etik tager udgangspunkt i individuel autonomi. Det vil sige, at min krop og min bevidsthed tilhører mig. Overordnet set mener jeg, at mennesket tilhører Gud, da jeg selv er kristen, men forvaltningen af min krop er mit ansvar. Fratager man mig det ansvar, krænker man for alvor min værdighed, siger han.

Det store flertal i Det Etiske Råd anvender begrebet menneskelig værdighed i den nye redegørelse om behandlingsturisme. De gør begrebet værdighed til omdrejningspunktet for deres konklusion. Men jeg synes, de slipper dårligt fra at give en fyldestgørende definition af, hvad menneskelig værdighed er.

LÆS OGSÅ: Det Etiske Råd beskyldes for at være elitært

For det andet ser han sin faglighed som en styrke. Han er samfundsfagligt højtuddannet både på papiret og i praksis, og hans erfaring i det politiske liv har styrket ham i argumentation og diskussion.

For det tredje ser han sin konfronterende metodik i tilgangen til debatten af svære problemstillinger som et plus.

Jeg er uforfærdet og Spørge-Jørgen-agtig. Jeg lader mig ikke skræmme af, at folk vil sige: uh, det er ikke i pagt med menneskelig værdihed, eller uh, det er fæl kommercialisering. Jeg tror, at jeg på det punkt er mere dristig end andre medlemmer i rådet, siger han.

Christopher Philippe Arzrounis efternavn er armensk. Han har det fra sin far, en halvt armensk, halvt schweizisk arkitekt med det franskklingende navn Philippe. Det navn fik han i kraft af sin farmor, der kom fra den fransktalende del af Schweiz.

Selvom hans mor var dansker, kan Christopher Arzrounis opvækst bedst karakteriseres som international. Han boede en årerække i Algeriet, hvor hans far var udstationeret for en dansk ingeniørvirksomhed. Her gik han som 10-12 årig på en fransksproget skole, hvilket han også gjorde, da han vendte tilbage til København senere i sit liv.

Det var i Algeriet, jeg blev stærkt antikommunistisk. Algeriet var både et arabisk og et kommunistisk land, hvor alt manglede. Vi boede ved grænsen til Tunesien, der har mange af de samme historiemæssige træk, men alligevel kunne man se en verden til forskel på det kapitalistiske Tunesien og det kommunistiske Algeriet.

Jeg kan huske, når der kom sovjetiske soldater med båden til den havneby, vi boede i. De var lykkelige. De var kommet til paradis, bare fordi de pludselig kunne købe barberblade. Og det var altså i Algeriet. Så hvis de syntes, det var godt, så må Sovjetunionen have været forfærdelig, griner Christopher Arzrouni. Det var min første politiske bevidstgørelse. Da var jeg 11 år.

Hans opvækst har gjort ham rodløs. Men det mener han selv er en styrke. I mødet med alverdens kulturer og sprog har han mødt et fællestræk:

Det er ikke rart at blive undertrykt af hverken staten eller andre.

Arzrounis optagelse i Det Etiske Råd er blevet mødt med blandede reaktioner. Han er kendt for sine liberale holdninger og spidse udtalelser, hvilket har resulteret i oprørte udfald fra kritikere. Der er praktisk talt ingen, som betragter Arzrouni som en oplagt kandidat til den etiske rådgiverpost.

Hvilken interesse har Danmark i at skulle rådgives etisk af et menneske med så umenneskelige meninger?, spurgte en vred læser fra Svendborg i dagbladet Politiken den 1. januar.

Læseren fandt det chokerende, at Arzrouni havde fået en plads i Det Etiske Råd.

Christopher Arzrouni har fået det lille læserbrev fra Politikens debatsider i hånden.

Manden må være fra den, griner han.Han laver en fejlslutning, fordi han forudsætter, at medlemmerne af Det Etiske Råd er mere etiske end andre mennesker. At Det Etiske Råd skulle være en slags vogternes råd befolket af særligt udvalgte, der i al deres hellighed kan oplyse etiske synderne i samfundet om rigtigt og forkert. Det er ikke formålet. Det Etiske Råd skal være et sted, hvor man diskuterer forskellige perspektiver og får lagt argumenter på bordet i en diskussion om, hvad der er god etik.

Arzrouni har dog forståelse for, hvor forestillingen om rådet som en slags etiske dommere kommer fra.

Der har været tendenser til smagsdommeri i rådet, og det tænker jeg ikke er meningen. Men det er også derfor, jeg skal være med: For at udfordre tabuerne.

Fakta: Det mener Christopher Arzrouni

Aktiv dødshjælp:
Det bryder jeg mig ikke om. Det involverer en anden end den, der skal dø. Selvmord involverer kun dig selv, og det er i sig selv skidt. Men det er udtryk for individuel autonomi, og det må jeg acceptere. Men ved aktiv dødshjælp forventer man, at en anden skal bidrage.

Abort:
Det skal være tilladt. Men der er nogle problemer i forbindelse med abort. Spørgsmålet er, hvornår fosteret er levedygtigt. Den grænse rykker sig, og derfor er der grund til at diskutere abortgrænsen. Det er en diskussion, der ikke bliver afsluttet med det samme.

Handel med organer:
Det skal være lovligt. Det er et spørgsmål om individuel autonomi, og der er det op til den enkelte at bestemme over sin egen krop. Det er et marked, som staten ikke skal gøre mere sort, end det er i forvejen.

Fosterdiagnostik:
Det er en god idé at vide, om der er sygdomme eller medfødte handicap. Det etiske problem starter ikke ved fosterdiagnostikken, men ved aborten. Når man har tilladt abort, har man sprunget over kløften. Fosterdiagnostik er kun et spørgsmål om viden.

Rugemoderskab:
Det er jeg for. Der er nogle juridiske, definitoriske problemer i det. For eksempel hvis en dansk kvinde får leveret et spansk æg og en amerikansk sædcelle til en indisk rugemor. Hvad er så hendes tilhørsforhold til det barn? Det er ikke et etisk problem, men et juridisk problem.