Vi har et fælles ansvar for at undgå madspild

En tredjedel af verdens fødevarer bliver aldrig spist, skriver fødevareministeren og direktøren for den grønne tænketank Concito. Foto: Marc OLLIVIER/PHOTOPQR/OUEST FRANCE

Når vi fisker efter den mest friske mælk bagest i køledisken, selvom den forreste sagtens kunne holde i dagevis, bidrager vi til verdens kæmpe madspil, skriver fødevareminister Henrik Høegh (V) og direktør i den grønne tænketank Concito Thomas Færgeman

EN TREDJEDEL af de drivhusgasser, der er med til at forandre klimaet og på den måde truer verdens fødevareproduktion, stammer fra produktionen af fødevarer og opdyrkning af nye arealer.

LÆS OGSÅ: Butikker kasserer mad for miliarder

Et paradoks, hvis omfang kun forstærkes af, at anslået en tredjedel af verdens fødevareproduktion aldrig bliver spist, men går til spilde det ene eller andet sted mellem marken, forbrugeren og affaldsforbrændingen. Det gælder i den rige del af verden såvel som i den fattige.

LÆS OGSÅ
: Vi smider ikke mad ud, siger vi

I tredjeverdenslande sker madspildet hovedsageligt på gården eller under transport. Afgrøderne rådner op eller bliver spist af mus og rotter, fordi der ikke er råd til gode lagermuligheder og afkøling under transport.

I vores del af verden er problemerne lige så store, de ligger bare med tyngden i den modsatte ende af kæden fra jord til bord og skraldespand. Overflod og manglende forståelse for de begrænsede naturressourcer, der indgår i fødevareproduktionen, betyder, at tonsvis af god mad smides ud, selvom det intet fejler.

Det sker, når kantinen fremstiller meget mere mad, end der bliver spist, når vi fravælger det brød, der blev bagt i går, når vi falder for at købe tre i stedet for to – og aldrig får spist den tredje, og når vi stikker hånden ind bagest i køledisken for at få den friskeste mælk, selvom den forreste sagtens kunne holde sig i dagevis.

Det største spild af mad i vores del af verden sker i husholdningerne og i detailhandlen.

Men på grund af økonomiske hensyn, markedsstrukturer og forbrugervaner spildes der også mad – og råvarer, der kunne være blevet til mad – allerede i primærproduktionen og i fødevareindustrien. Det sker, når gartneren ikke kan få solgt sine kålhoveder, fordi de er mindre end markedsnormen, og når brødfabrikken har bagt mere, end supermarkedet endte med at aftage.

Det er spild af mad og dermed også spild af de naturressourcer, vand, landbrugsjord og gødning, der er brugt til produktion af maden. Det er især et problem, fordi naturens ressourcer ikke er ubegrænsede.

Blandt andet af ovennævnte grunde bevæger det internationale fødevarefokus sig mere og mere i retning af forsyningssikkerhed.

Spørgsmål om bæredygtighed og fødevaresikkerhed er fortsat centrale, men selve det at brødføde verdens befolkning er blevet mere og mere presserende i lyset af klimaforandringerne og presset på jordens ressourcer.

Det bliver en kæmpe udfordring at producere mad nok til de ni milliarder mennesker, vi forventer at være i 2050. Det er to milliarder mere end i dag, hvor allerede en milliard lever under sultegrænsen.

Vejen frem er en betydelig bedre udnyttelse af ressourcerne og nedbringelse af madspildet i hele verden. Det er et fælles ansvar, og også i vores lille rige land er vi nødt til at se på, hvordan vi kan reducere madspildet.

Henrik Høegh (V) er fødevare minister, og Thomas Færgeman er direktør i den grønne tænketank Concito