I nogle faser af livet har patienten mere brug for lægens væren end gøren

Med udgangspunkt i Atul Gawandes bog "Being Imortal", reflekterer Ole J. Hartling over lægegerningens afmagt

I mange lægeromaner er lægen centrum. Arketypen på lægen er den gode og magtfulde læge, som redder menneskeliv. Sidste år udkom lægen Atul Gawandes bog ”Being Mortal” (At være dødelig). Det er ikke en roman, og den handler ikke om, hvad læger har magt til at udrette. Tværtimod. Det er en læges optegnelser og kloge overvejelser over lægers magtesløshed.

Gawande er amerikansk kirurg. Jeg blev første gang opmærksom på ham, da han i 2009 i The New Yorker havde skrevet en epokegørende artikel om, hvorfor det amerikanske sundhedsvæsen er vanvittigt dyrt. Gawande forklarede, at når lægegerningen møder konsumerismen i et privatiseret system, vil det gå galt, fordi økonomiske kræfter driver de lægelige beslutninger.

Den artikel blev læst af Obama og hans stab og indgik i forberedelserne til præsidentens sundhedsreform.

Bogen ”Being Mortal” er også epokegørende. Den har vakt kolossal opmærksomhed og er allerede udkommet i store oplag. Det er til trods for, at den ikke fortæller om heltemodige læger - eller måske netop derfor. Gawande beskriver, hvor lægerne kommer til at svigte, ikke fordi de ikke gør noget, men også fordi de gør for meget.

Han fortæller om en hospitalsindlagt patient, som han mødte tidligt i sin karriere. Patienten var delvist lammet af en cancer, som havde spredt sig i kroppen. Sandsynligheden for, at den patient kunne vende tilbage til noget i nærheden af det liv, han havde haft blot et par uger forinden, var nær nul. ”Men det var, som om vi ikke kunne indrømme det endsige hjælpe ham med, at det var sådan,” siger Gawande.

”Vi tilbød ikke forståelse eller trøst eller vejledning. Vi kunne blot underkaste ham endnu en behandling.”

Den patient giver Gawandes selvopfattelse et grundskud: ”Jeg havde som læge set, hvordan lægelig behandling endda under vanskelige omstændigheder kunne få folk igennem. Chokket var derfor at se, at behandlingen ikke fik folk igennem. Teoretisk vidste jeg jo godt, at patienter kunne dø - naturligvis - men hvert enkelt tilfælde oplevedes som en krænkelse, som om de regler, jeg mente, vi fulgte, var brudt. (“) Jeg vidste ikke, hvad lægegerningen var for en slags sport, men det var en, hvor vi altid vandt.”

Gawande peger på, at det er lægens magt og kompetence, som giver ham eller hende en tryg fornemmelse af identitet. ”For en læge er der derfor ingen større trussel mod den, man tror, man er, end en patient med et problem, man ikke kan løse.”

Når det grundlæggende problem ikke kan løses, er det fordi, det ikke er et problem, men et vilkår. Og vilkåret er, at mennesker er dødelige. Vi er ikke bare dødelige, men døende. Gradvist mister vi kontrol over livsfunktioner. Efterhånden mister vi vore sanser og i større eller mindre grad førligheden, helbredet og tænkeevnen. Knoglerne afkalkes.

Det er, som om kalken siver fra knoglerne over i de bløde væv, som for eksempel blodårerne. I 80-årsalderen har vi mistet en fjerdedel af vores muskelmasse. Hjernen mindskes i størrelse; i 20-årsalderen fylder den hjernekassen helt ud, i 80-årsalderen er der blevet bedre plads.

Kan der siges noget opbyggeligt om dette forfald? Det kan der kun, hvis man ser det i øjnene, og det betyder, at det ikke skal betragtes som et lægeligt, medicinsk problem, som skal løses, for det kan det grundlæggende ikke. Læger er gode til at håndtere særlige, individuelle problemer: tarm-kræft, forhøjet blodtryk, slidgigt i knæene.

Men den ældre kvinde med flere forskellige lidelser - en ældre kvinde i risiko for at miste det liv, hun holder af - har lægevidenskaben vanskeligere ved at klare.

Det er ”for meget” på en gang, og lægernes lapperier og række af medicinordinationer gør ofte tingene værre. Gawande beundrer det ene lægelige speciale, geriatri, som sigter mod at håndtere alderens samlede svækkelser og patientens livssituation. Men faget har ikke prestige, og i Danmark gælder det, at det for tiden udsultes i takt med, at befolkningens gennemsnitsalder stiger.

”Being Mortal” rummer en rigdom af visdom for alle dem, som har med det svækkede og sygdomsramte menneske at gøre. Når mennesker er mere afhængige af andres hjælp, bliver selvbestemmelsen begrænset, for ikke alle valg er længere mulige.

Selvbestemmelse består da snarere i, at patienten stadig er ”medforfatter til sin livsfortælling”, siger Gawande. Lægen, der er opdraget til at handle og klare problemer, og til at informere om behandlinger og muligheder, skal indimellem turde lade sin handlekraft ligge og i stedet blot være til stede. I nogle faser af livet har patienten mere brug for lægens væren end lægens gøren.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen