Tabloidjournalistik i TV 2-format
Formålet med TV2's Operation X er at afsløre bedragere, snydere og lovovertrædere i det danske samfund. I denne og næste uge handler det om sociale anbringelser på private opholdssteder.
Kommunerne tager imod opholdsstederne med kyshånd, fordi der ikke er offentlige bosteder nok til borgere, der kræver døgnbemanding i de såkaldte enkeltmandstilbud, hvor borgeren bor alene sammen med en eller to pædagoger.
Via skatten betaler vi mange, mange millioner kroner hvert år til sådanne anbringelser. Ingen tjekker tilsyneladende, hvad de mange millioner går til. Hjørring Kommune betaler eksempelvis 9,6 millioner kroner til det privatejede Nordlien, som har 12 ansatte.
Nordlien får 646.000 kroner om måneden til aflønning af de 12. Lommeregneren fortæller, at det giver en løn på omkring 54.000 kroner. På papiret får en pædagog cirka 30.000. Hvor de sidste par 100.000 kroner ryger hen, er der ikke nogen i kommunen, der har spekuleret på.
Et andet eksempel er i Årup på Fyn, hvor kommunen udbetaler over 700.000 kroner i kørselspenge om året til en enkelt person på et privat bosted. Det svarer til at køre et par gange rundt om Jorden. Men ifølge beboeren selv er det eneste af jorden, han har set, en café i Odense, der ligger 20 kilometer væk.
Operation X udstyrede en medarbejder fra et af bostederne med en skjult mikrofon til et medarbejdermøde, hvor lederen bramfrit sagde, at som en god købmand havde han da fundet huller i systemet, og dem ville han udnytte fuldt ud. Dernæst konfronterede journalist Morten Spiegelhauer lederen med oplysningerne. Og sådan gik det slag i slag i de 40 minutter, som udsendelsen varede.
Spændingen og forargelsen bygges op i takt med afsløringen, og seerne ånder lettede op, når skurkene trækkes ud i gabestokken. Spørgsmålet er, om det er en særlig etisk journalistik, som TV 2 lægger for dagen. Aftenens skurke i form af lederne fra diverse private bosteder har helt klart overtrådt loven og bedraget og snydt, men er det grund nok til, at journalister kan liste sig ind med skjulte kameraer og mikrofoner og aflytte der, hvor ingen tror sig aflyttet?
Hvor går grænsen? I de tidligere kommunistiske lande mente systemet jo, at man havde ret til at intimidere borgerne på denne måde for at opretholde systemet. Tænk bare på den fantastiske film fra 2006 Das Leben der Anderen (De andres liv) om det kommunistiske Østtyskland, som netop handlede om, hvad det gør ved mennesker, når vi ikke ved, hvilken side den anden arbejder for. Er du ven eller fjende?
Er det sådan et samfund, vi ønsker? Skurrer det ikke i ørerne, at TV 2 med ekstrabladslignende virkemidler dømmer folk, før de overhovedet er blevet politianmeldt? Det er ikke rart at købe ind hos bageren dagen efter sådan en udsendelse. Det er Paulus ord om, at selvom alt er tilladt, er ikke alt gavnligt, og med den elektronik, vi har i dag, kan meget jo lade sig gøre, som ikke var muligt for bare 15 år siden. Men at det er muligt og tilladt er det grund nok til at gøre det?
Kristine Stricker Hestbech, sognepræst og foredragsholder