Tænk, at livet koster livet
Vores fokus må være på en værdig død, mener Thyra Frank, folketingsmedlem og socialordfører for Liberal Alliance
JEG ER IKKE BANGE for at dø jeg har bare ikke lyst til at være der, når det sker. Sådan sagde den amerikanske filminstruktør Woody Allen, og han rammer plet, når det gælder den aktuelle debat om hjertestartere på plejehjemmene og den voldsomme stigning af ældre, der bliver indlagt på medicinske afdelinger.
For vi har efterhånden taget livet af døden og bekæmper den med alle midler. I stedet for burde vi erkende, at livet koster livet og sætte fokus på en værdig død.
LÆS OGSÅ: FOA: Ældre skal selv bestemme over døden
Nordmændene ønsker efter sigende at dø med skistøvlerne på, mens den franske drøm er at dø som 95-årig med en kugle i brystet fra en jaloux ægtefælle. Det eneste sikre i livet er, at vi skal dø, og de fleste af os ønsker at dø efter et langt levet liv pludselig og uventet i eget hjem. Men fakta er, at det efterhånden er de færreste, der får den ønskede afslutning på livet.
For 100 år siden indtraf de fleste dødsfald hjemme. Livet var i hjemmet indtil begravelsen. Alle familier havde derfor erfaring med døden og dødsfald i hjemmet.
I dag er det anderledes. 80 procent af alle dødsfald finder sted på institutioner. Det er de færreste familier, der oplever, at bedstefar eller mormor får omsorg i hjemmet ved livets afslutning og stille lukker øjnene efter et forhåbentlig langt liv.
LÆS OGSÅ: Når livet forlænges unødigt
Vi er blevet fremmedgjorte over for døden, og det er i mine øjne den største sociale samfundsændring af alle, de sidste hundrede år.
Bare se på den måde, vi taler om døden på både i medierne, privat og i dødsannoncer. Vi pynter på det: Han er gået bort, Hun er sovet ind, Hun blev revet bort fra os. Det kan være svært for børn at forstå, at nogen går bort eller sover ind, for hvor gik de hen, og vågner jeg heller ikke igen, når jeg skal sove næste gang?
En af myterne, mange klamrer sig til, er: Det er bedst at dø uvidende og lykkelig. Vi må aldrig tage håbet fra nogen. Vi har gode nyheder, der er altid håb. Det er forståeligt, at det store håb for de fleste patienter og pårørende er at blive rask eller at vinde tid. Så længe dette er inden for rækkevidde, vil flertallet af patienter, pårørende og læger vælge at kæmpe, også med behandling, som medfører omfattende bivirkninger. Men før eller siden kommer situationen, hvor sygdomsudviklingen og komplikationer tager overhånd, og hvor levetiden begrænser sig til måneder, uger eller dage.
LÆS OGSÅ: Læserbrev: Når livet forlænges unødigt. Et eksempel
Så er det tid at ændre målsætning. Målet er ikke længere at overleve, men at beholde værdighed, livskvalitet og håb i den tid, som er tilbage. Nu er håbets forudsætning åbenhed og gode forberedende samtaler med patient og pårørende.
Derfor er det også trist, at antallet af indlæggelser på medicinske afdelinger for danskere over 65 år er steget med over 20 procent inden for de seneste fem år. Det er trist af flere grunde. Min erfaring er, at man sagtens kan undgå en del indlæggelser på sygehuse, hvis man bruger sin faglighed og sunde fornuft.
Når den tid nærmer sig, er det vigtigt, at vi som pårørende og personale er nærværende med en varm hånd i stedet for at bruge en hjertestarter eller ringe efter en ambulance.
Hvordan vi dør, er helt afgørende for håb og værdighed ikke kun for patienten eller plejehjemsbeboeren i deres sidste levetid men også for de efterladte.
Dette er også grunden til min betænkelighed ved at installere hjertestartere på alle landets plejehjem. Lad os i stedet for få en holdnings- og værdidebat om et værdigt liv før døden.