Husk patienterne i debatter om dyr medicin

Patient og pårørende kan gå hen og blive helt glemt i diskussioner om kostbar medicin, afskedigelser, administration og meget andet. Men det er trods alt dem, det drejer sig om. Så hvorfor starter man ikke med at tale med dem?

”UDSIGTSLØS BEHANDLING er vigtigste dilemma i sundhedsvæsenet.” Sådan lød en overskrift på forsiden af Kristeligt Dagblad den 22. januar.

Det Etiske Råds formand, Jakob Birkler, citeres i artiklen for at sige, at ”sundhedssystemet nogle gange behandler dødeligt syge så lang tid, at det giver dårlige livsafslutninger. Vi skal blive bedre til at sige stop”.

Dette og mange lignende udsagn om udsigtsløs behandling og dårlige livsafslutninger klingede i mit hoved, da jeg i Kristeligt Dagblad den 8. maj så overskriften ”Kostbar medicin skaber dilemma”. Når vi sætter denne overskrift i relief til artiklen i januar om udsigtsløs behandling, og at sundhedssystemet behandler dødeligt syge alt for længe, så kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Hvorfor i alverden taler man ikke med patient og pårørende om sagen?

Hvorfor tager man ikke denne ”svære samtale” og siger sandheden til patient og pårørende? Hvorfor giver man dem ikke helt konkret valget imellem at modtage behandling, som ikke kan helbrede, men måske forlænge livet ganske kort tid, eller modtage palliativ (lindrende) indsats?

Denne indsats dækker professionel hjælp og omsorg ved problemer af fysisk, psykisk, social eller eksistentiel karakter for at opnå størst mulig livskvalitet i den resterende del af livet. Specialiseret palliativ indsats kan gives på hospice og af palliative teams.

Hvorfor taler man ikke med patient og pårørende om sagen? Det er dog trods alt dem, det drejer sig om.

Desværre ser vi alt for ofte, at patient og pårørende får så sen besked om det uafvendelige i situationen, at de kun har ganske få dage til at forberede sig på afslutningen. Tage afsked med venner og familie. Få orden i økonomi og sociale forhold. ”At sige verden ret farvel.”

Når der nu ifølge artiklen om kostbar medicin skal tales pris på medicin og behandling, så ved vi jo, at den sidste måned i et menneskes liv er den dyreste overhovedet. Var det så ikke bedre at tale med patient og pårørende, så snart man ved, at der ikke er nogen vej tilbage, så man giver patient og pårørende bedre tid til at gøre alle forberedelser og samtidigt spare den dyre, udsigtsløse medicin?

Og naturligvis skal der ikke tales med patient og pårørende om pris med videre. Det er ikke prisen, patient og pårørende skal tage stilling til, det er alene, hvad der skal ske i den tid, der er tilbage. Om man ønsker udsigtsløs behandling eller palliativ indsats.

Det vil i den grad gavne patient og pårørende at få ”sandheden” at vide - i stedet for at få tilbudt en udsigtsløs behandling med kostbar medicin, som alligevel ikke kan gøre patienten rask. Det vil give patient og pårørende tid til at forberede sig på, at patienten inden for en overskuelig fremtid - uger eller måneder - skal sige farvel til livet og til sine kære.

Hvorfor starter man ikke med at tale med dem, som det egentlig drejer sig om, nemlig patient og pårørende? De kan gå hen og blive helt glemt i diskussioner om kostbar medicin, afskedigelser, administration og meget andet. Men det er trods alt dem, det drejer sig om.

Og hvis man starter der, så får man måske skabt mange flere gode livsafslutninger, hvilket vel er det vigtigste. Og samtidig kan det gavne de pårørende samt lette presset på de ansatte og samfundet som helhed.

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk