Screening mod kræft er problematisk
Det er bedre at forebygge end at helbrede, lyder talemåden som en uimodsigelig sandhed. Men det gælder slet ikke altid. En betingelse er, at der skal være en kendt årsag til den sygdom, man vil forebygge, og at årsagen kan fjernes
DET ER BEDRE at forebygge end at helbrede, lyder talemåden som en uimodsigelig sandhed. Men det gælder slet ikke altid. En betingelse er, at der skal være en kendt årsag til den sygdom, man vil forebygge, og at årsagen kan fjernes. Polio kan for eksempel forebygges med vaccination. Omkostningerne kan også være for store i forhold til gevinsten: For 100 år siden trak man alle tænder ud for at forebygge det senere forfald.
LÆS OGSÅ: Kræftens Bekæmpelse kritiserer forskere
Vi vil gerne kunne forebygge kræft, men vi har ikke en klar og entydig årsag, som kan angribes effektivt. Når det ikke er muligt, kan vi dog i det mindste påvise sygdommen så tidligt, at den kan behandles tænker vi. Og tidligt vil ofte være, før den har givet nogen symptomer. Det vil sige, at vi må havde fat i de raske eller dem, der tror, de er raske. Idéen med kræftscreeninger er at finde sygdommen tidligt. Det kan ikke være andet end rigtigt tænker vi.
Den fornemmelse af rigtighed kommer fra talemåden om forebyggelse og fra en anden kendt sætning, som lyder: Kræft kan helbredes, hvis det opdages i tide. Det siger på en måde sig selv og det gør det, fordi det netop er en cirkelsætning. Hvad er i tide? Jo, at det kan helbredes alt andet var ikke i tide.
Der har været et screeningsprogram for livmoderhalskræft i mange år. Det blev indført uden nærmere forudgående dokumentation for en gavnlig effekt. Brystkræftscreeningen er nu også indført landet over, og inden længe påbegyndes screening for tarmkræft. Der bruges enorme ressourcer på screeninger. Desværre har alle screeningsprogrammerne grundlæggende problemer, og de bliver mere og mere tydelige.
Problemerne kan illustreres med brystkræftscreening, som der er en voksende skepsis over for rundt om i verden. Den forventede gavnlige virkning fortaber sig og ser efterhånden ud til at være forsvindende lille. Samtidig bliver det stadig mere klart, at skadevirkningerne er betydelige, fordi man er nødt til at behandle alt, hvad man ser, og fordi man ser alt for meget. Det kaldes overdiagnostik, og overdiagnostik fører til overbehandling, som i sagens natur er voldsom: operationer og strålebehandling.
HOS DE KVINDER, som bliver indkaldt til brystkræft-screening, vil et normalt fund udløse lettelse: Jeg er endnu rask. Godt, at samfundet screener os, mens et fund af brystkræft, kan følges af: De fandt det i tide! Jeg blev reddet. Det betyder, at screeningen tager sig godt ud uanset udfaldet.
Men begge dele kan være forkert. Screeningen overser kræft i en del tilfælde det har længe været kendt. Nyere viden viser desuden, at det i de fleste tilfælde ikke er screeningen, som redder de kvinder, der får påvist kræft.
Det kolliderer naturligvis med den helt intuitive fornemmelse af, at det må være godt at finde kræften tidligt. Den amerikanske forsker H. Gilbert Welch fremhæver i Science Times, at selvom den almindelige opfattelse er, at den, som har fået påvist en kræft ved screening, har overlevet på grund af screeningen, så er det ud fra statistikken det sandsynligste, at den pågældende har været overdiagnosticeret.
Hvordan kan det være, at det ikke altid er bedre at finde kræft tidligt? En måde at se på det er at forestille sig fire forskellige kategorier af brystkræft, som findes ved screening: 1) Der er langsomt voksende kræft, som ville blive helbredt med og uden screening.
2) Der er alvorlige (såkaldt aggressive) kræftformer, som er dødelige, hvad enten de findes med screening eller på grund af symptomer. Kvinder med disse to former for kræft har ikke gavn af screeningen. Den er overflødig.
3) Der er mange uskyldige kræftformer, som aldrig ville have udviklet sig til noget som helst, men også de bliver behandlet, når de ses på mammografien. Kvinder med de kræftformer er overdiagnosticerede og bliver således behandlet unødigt, og her er screeningen direkte skadelig.
4) Endelig er der en brøkdel af alvorlige kræftformer, som bliver fundet på det helt rette tidspunkt for effektiv behandling. Disse kvinder har gavn af screeningen. Men højst 1 ud af 1000 kvinder, som screenes regelmæssigt i 10 år, falder i den kategori. Det vurderes, at af de 39 millioner amerikanske kvinder, som hvert år bliver screenet for brystkræft, vil under en halv promille have gavn af det. Det er ikke sikkert, at forebyggelse altid er bedre end helbredelse. Vi har brug for mere skepsis over for talemåder og intuition. Ved nærmere eftersyn er screening for kræft på det nærmeste virkningsløs, den er ofte skadelig, og den er med sikkerhed dyr.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, dr.theol. Ole Jensen og journalist Kåre Gade