Så vælg da livet

I juletiden er der særlig stor grund til at fokusere på lyset og livet. For aktiv dødshjælp har i år fyldt alt for meget i debatten, mener medlem af Det Etiske Råd

HER I ADVENTS- og juletiden er der for mig særlig grund til at fokusere på lyset og livet frem for mørket og døden. Midt i en ofte travl og stresset hverdag giver julen os et åndehul, hvor vi får mulighed for at samles om lyset - det lys, der blev tændt for menneskeheden julenat. Jesus er netop lyset i mørket, og hans endelige sejr over død, mørke og ondskab betyder, at vi mennesker ikke længere behøver leve i mørket.

Juletiden er også et åndehul, hvor vi i særlig grad får tid til refleksion og eftertanke og tid til at evaluere det forgangne år og bringe ønsker frem for det nye år. Mit ønske for det nye år er, at vi i højere grad fokuserer på lyset og livet frem for mørket og døden.

Helt konkret i forhold til den offentlige debat i det forgangne år synes jeg, at døden har fyldt alt for meget. Debatten om aktiv dødshjælp er blusset op med fornyet kraft i 2014. Det har der været mange grunde til, én af dem er selvfølgelig Bille Augusts film ”Stille hjerte”. Men også en ny og tankevækkende undersøgelse fra Storbritannien har givet fornyet næring til den aldrig døende debat. Ifølge undersøgelsen mener hver 10. brite, at svage ældre skal belønnes, hvis de vælger aktiv dødshjælp frem for at ligge samfundet til last.

UNDERSØGELSEN ER tankevækkende, ikke mindst fordi den tegner konturerne til et helt nyt perspektiv i debatten om aktiv dødshjælp, nemlig at døden nu ikke længere kun skal være en ret, sådan som mange tilhængere af aktiv dødshjælp ellers sædvanligvis har slået til lyd for, men i nogle tilfælde sågar en pligt.

Jeg synes, perspektiverne er uhyggelige. Der er ingen tvivl om, at mange syge og plejekrævende ældre i forvejen oplever både et indre og et ydre pres i forhold til ikke at ligge samfundet og de pårørende til last. Det menneskesyn, der kommer til udtryk i den britiske undersøgelse, er blot med til at forstærke denne oplevelse af at være til besvær.

Men det er jo netop en del af menneskets grundvilkår, at vi til tider har brug for andres pleje og omsorg. Det gælder ikke alene ældre og syge, det gælder også børn og andre. Det er for mig et fattigt samfund, der fokuserer så meget på, hvordan vi slipper af med dem, der ikke kan klare sig selv, og som hele tiden fokuserer på, hvordan vi kan fremskynde døden for mennesker, der ikke længere bidrager positivt til væksten i samfundet. Lad os dog i stedet opmuntre hinanden til at vælge livet frem for at være så forhippet på, hvordan vi kan fremskynde døden.

HVIS MAN SOM JEG på nærmeste hold har været vidne til det fantastiske arbejde, der udføres på landets hospicer, så tror jeg, mange vil erfare, at der findes et livsbekræftende alternativ til aktiv dødshjælp. Lad os kalde det aktiv livshjælp.

De tværfaglige teams på landets hospicer er specialister i at lindre psykiske smerter og tage sig af de psykologiske, åndelige og sociale problemer, som pludselig melder sig, når et menneske, man holder af, bliver uhelbredeligt syg.

Hvis vi i stedet for at tale om aktiv dødshjælp, fokuserer på en fortsat udbygning og udvikling af den palliative indsats, er det min opfattelse, at det vil være i meget få tilfælde, hvor uafvendeligt døende mennesker vil opleve aktiv dødshjælp som den bedste løsning. Det må aldrig være sådan, at en mangelfuld palliativ indsats for nogle bliver årsag til, at aktiv dødshjælp kan tage sig ud som en attraktiv mulighed.

Jeg tror, at hvis flere danskere fik et større kendskab til det arbejde, der udføres rundt omkring på hospicer og af de palliative teams, så ville megen snak om aktiv dødshjælp forstumme. I stedet tror jeg, at mange ville få øjnene op for det meningsfulde og værdige i den aktive livshjælp.

Christian Borrisholt Steen er medlem af Det Etiske Råd og arbejder til daglig som konsulent i Krifa. Han er cand.mag. i samfundsfag og psykologi og master i etik og værdier i organisationer (MEVO) fra Aarhus Universitet