Etisk set

Drukner etikken i partiernes gensidige beskyldninger?

Det gælder om at identificere elementerne ”Change” og ”Yes, we can” i de mange forskellige sammenhænge, overveje den konkrete troværdighedsgrad - og tage et ansvarligt bestik af det samlede billede, når man beslutter, hvor krydset bør sættes, skriver tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann Foto: Claus Bech

Ja, det gør den nok. For helte og skurke er ligesom mandaterne fordelt mellem partierne efter stemmetal, og ingen har så meget at lade andre høre, skriver tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann

”CHANGE” (Forandring) stod der på mange skilte under Barack Obamas første valgkamp for at blive præsident i USA. På andre skilte var budskabet ”Yes, we can” (Ja, vi kan) - et slogan, som et fløjparti i Spanien har overtaget ved at tillægge sig selv partinavnet Podemos (spansk for ”vi kan”, underforstået ”forandre tingene”).

Ved nærmere eftersyn har vi her at gøre med et af de mest grundlæggende politiske budskaber op til et valg: Der er brug for grundlæggende forandring - og vi kan tilvejebringe den. Der er brug for ”Change”, og ”Yes, we can”.

Det kan virke som en på forhånd given skabelon, som det blot gælder om at udfylde med eksempler fra områder, hvor der er brug for forandring - og det er der stort set altid i en ufuldkommen verden, der dagligt er leveringsdygtig i både mindre og større skandaler og beskrivelser af ting, der fungerer for dårligt. Denne påpegning af behovet for forandring suppleres så med forsikringen om, at vi kan - det vil sige, vores parti kan.

Brugen af skabelonen kan varieres på mange måder. For eksempel kan den vendes på hovedet, så forandring fremstilles som noget truende, samtidig med at man selv fremstår som dem, der evner og kan - nemlig forhindre en sådan negativ forandring.

Mens en forandring derfor ikke altid står som et gode, så er ”Yes, we can” et fast element i budskabet. Dette element er til gengæld slet ikke så let at have med at gøre.

FOR DET FØRSTE er det nemlig kun sikkert, at we can under den bestemte forudsætning, at valgresultatet gør det muligt - enten fordi vi selv får mandater nok, eller fordi vi kan få andre partier om bord. Det kan man så mene, at vælgerne bør kunne sige sig selv - men skal vi nævne det som et forbehold, så vil det jo nok svække fanfaren i budskabet“

For det andet er det naturligvis risikabelt at være særlig konkret med hensyn til, på hvilken måde man konkret kan, hvad man hævder at kunne, fordi kimen til et løftebrud efter valget dermed let vil være lagt. Erfaringen tilsiger som bekendt, at det er lettere at love grønne skove end at skaffe guldet til dem.

Hvor bliver nu etikken af? Drukner det hele i partiernes gensidige beskyldninger mod hinanden for at gøre, hvad de selv gør?

Ja, det gør det nok. Helte og skurke er ligesom mandaterne fordelt mellem partierne efter stemmetal, og ingen har så meget at lade andre høre.

Til gengæld har vi som almindelige vælgere et enkelt og ukompliceret analyseværktøj, som vi kan bruge op til valget. Det gælder om at identificere elementerne ”Change” og ”Yes, we can” i de mange forskellige sammenhænge, overveje den konkrete troværdighedsgrad - og tage et ansvarligt bestik af det samlede billede, når man beslutter, hvor krydset bør sættes.

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk