Mekaniske babymonstre: Kampagne skræmmer unge kvinder unødigt

Socialpædagogikkens babymonstre bør ikke skræmme usikre, vordende teenagemødre til at skylle deres spæde babydrømme ud med badevandet, skriver læser

Dette debatindlæg er skrevet af Hellmut Seifert Toftdahl, Trige

UNGE TEENAGERE, der drømmer om at få børn, skræmmes fra deres drømme ved at få en mekanisk baby med hjem. Det kunne vi læse i Kristeligt Dagblad den 12. februar. Efter nogle dage med bleskifte, barnegråd og natlige rædsler er mange af dem kureret. Nogle allerede gravide bliver så forskrækkede, at de vælger en abort i stedet. Samtidig fødes der alt for få børn i Danmark af ældre og ældre mødre. Det hænger dårligt sammen.

Som ung mand var jeg inkarneret babymodstander. Mine gode venner blev familiefædre, og så var festen slut. Ikke flere ungkarlerejser eller bodegature. Prægtige alfahanner blev forvandlet til tuttenuttende barnefædre med bleskifte og godnatlæsning. Aldrig i livet lovede jeg mig selv. Men sådan skulle det ikke gå.

LÆS OGSÅ: Testbabyer afskrækker unge piger fra at få børn

Da jeg stod med min førstefødte i favnen, var jeg fortabt. Bøvlet, som jeg havde frygtet, viste sig endnu værre end frygtet, men belønningen: oxytocin, dette lystfremmende, såkaldte krammehormon, som udløses ved at dufte en baby i nakken eller se dens glæde ved at få skiftet en ble, forvandlede min ungkarleafsky til faderstolthed. Forældreskabet forvandlede egocentrisk seksualfiksering til ansvar, omsorg og ømhed. Alt dette kan en babysimulator naturligvis ikke skabe. Den aktiverer udelukkende de besværligheder, som enhver ung mand eller kvinde har set tilstrækkeligt af hos familie og venner, men den hormonudløste eufori, der er langt dybere for en kvinde end for en mand, oplever disse simulerede teenagemødre ikke i samvær med en babyrobot.

Denne sadistiske babysimulation minder om den formanende seksualvejledning, vi fik i min ungdoms mellemskole: Plancher med oversavede mænd og kvinder og skrækhistorier om alle de lidelser, et sundt seksualliv kunne medføre rygmarvsudhuling ved onani eller syfilis og gonore ved samleje. At vi nogensinde kom i gang med at lave børn, skyldtes det mirakel, som Skaberen i sin visdom har nedlagt i vores gener godt hjulpet på vej af offentlige seksualvejledere som Johannes Fabricius-Møller samt Inge og Sten Hegeler.

Forhåbentlig vil det mirakel også få kommende teenagere til at pille batterierne ud af deres skrigende robotbabyer og komme i gang med at fremstille den ægte vare.

Socialpædagogikkens babymonstre bør ikke skræmme usikre, vordende teenagemødre til at skylle deres spæde babydrømme ud med badevandet.