Må du eller må du ikke slå ihjel?

Sagen mod Mubarak har fået mig til at tænke over skyld og ansvar i revolutioner og krige, desværre uden at komme til klarhed. Det skriver Sven Burmeister, der er forfatter, tidligere vicedirektør i Verdensbanken og bosat i Kina

Mubaraks skæbne i Egypten er blevet et personligt dilemma for mig. Jeg er hverken teolog eller jurist, men uden særlig eftertanke er jeg enig i det femte bud, at man ikke må slå ihjel, og i den juridiske fordømmelse af dødsstraf, som nu er et af optagelseskriterierne for EU-medlemskab og altså ikke længere tilladt i Europa.

Jeg mener som mange af mine egyptiske venner, at det er forkert at hænge Mubarak. De synes, at den gamle mand er blevet ydmyget nok ved at blive præsenteret for nationen liggende i en hospitalsseng i et bur i retssalen. Så lad os nøjes med at give ham en fængselsdom for korruption.

LÆS OGSÅ: Retssag mod Mubarak vakler fra start

Men er Mubarak overhovedet skyldig? Han var klart korrupt, og det er alle enige om, at han bør straffes for. Men den alvorligste anklage om nedskydning af revolutionære på Tahrirpladsen i Kairo er en anden sag.

I hele denne problemstilling om skyld og ansvar mærker jeg, at jeg er påvirket af, at jeg kender Mubarak personligt. Han er ikke nogen nær bekendt, men jeg mødte ham fire gange, da jeg var leder af Verdensbankens kontor i Kairo, i små grupper på fire til seks personer et par timer hver gang. Mubarak slog mig som en myndig og elskværdig mand, klart mere soldat end politiker. Han levede forholdsvis beskedent i en villa inden for præsidentkontorområdet i forstaden Heliopolis.

Vi fattede måske en vis gensidig sympati, fordi vi begge er stærkt hørehæmmede. For hans vedkommende stammede det fra det larmende sovjetiske bombefly, han fløj i krigene mod Israel. Jeg talte højt, tydeligt og langsomt, og han var glad for, at han endelig kunne høre, hvad de der Verdensbank-folk ville fortælle ham.

Så sagen mod Mubarak har fået mig til at tænke over skyld og ansvar i revolutioner og krige, desværre uden at komme til klarhed. Mubarak mener utvivlsomt selv, at han er uskyldig. Under Egyptens undtagelseslov var det hans pligt at sikre ro og orden ved at stoppe de revolutionære.

TRE AF MINE amerikanske venner har været i krig og er blevet dekoreret for at dræbe. Det er min kollegieven Jim Fox, der var major i hæren, Bob Santos, en af Amerikas bedste skarpskytter og min ven fra utallige løbeture i Washington, og endelig USAs tidligere forsvarsminister Robert McNamara, som var min chef i Verdensbanken.

Jim godtog ikke den blødsødne rekruttering af unge mænd og kvinder, som blev lokket med uddannelse og store oplevelser. Jim fortalte rekrutterne, at det var hans opgave at lære dem at dræbe. Ærlig snak, men det var der et par stykker, som klagede over, og det blev enden på Jims militære karriere. Han er højt dekoreret for ildkamp i Vietnam og har ikke ringeste skyldfølelse over sin indsats.

Da jeg mødte Santos, var han midt i 30erne. Han pralede med, at han havde været på USAs olympiske hold i skarpskydning, og at han havde skudt 17 nordkoreanske snigskytter ned fra træerne ved den demilitariserede zone i Korea. Det var efter krigen, men der er aldrig sluttet fred i Koreakrigen, så Santos var vel ikke ligefrem en simpel morder?

Med tiden fik Santos skrupler. Han var troende katolik og frygtede, hvad der skulle ske ham efter døden. Gang på gang spurgte han mig, om jeg mente, han var skyldig. Jeg sagde, at han jo var soldat og handlede under ordre, og hvis han ikke havde skudt, var han vel selv blevet dræbt. Hverken Santos eller jeg følte os helt overbevist af de argumenter. Han døde af kræft som 54-årig og blev begravet med fuld militær honnør.

McNamara sagde, at hvis USA havde tabt verdenskrigen, ville han være blevet dømt som krigsforbryder af japanerne. Han var ansvarlig for tæppebombningen af de japanske byer, hvor tusindvis af civile blev dræbt. Som forsvarsminister for både Kennedy og Johnson var McNamara også ansvarlig for Vietnamkrigen. Godt 50.000 amerikanske soldater og en million vietnamesere blev dræbt. Som krigen skred frem og blev mere og mere blodig, fik McNamara kvaler med, om krigen overhovedet kunne vindes eller retfærdiggøres og med i det hele taget at skjule sin tvivl.

I 1968 blev han dekoreret med USAs højeste orden, hvorefter Johnson fyrede ham! Lige siden var McNamara et splittet menneske, der kæmpede med spørgsmålene om skyld og ansvar. Han prøvede at gøre bod ved at bekæmpe fattigdom i sin tid som præsident for Verdensbanken. Og det var ham til nogen trøst, at han blev modtaget med åbne arme i både Japan og Vietnam. Japanerne og vietnameserne kunne jo sådan set have arresteret ham og sendt ham til Den Internationale Straffedomstol med anklage for krigsforbrydelser. Det taler til McNamaras ære, at han var stærk tilhænger af amerikansk medlemskab af Den Internationale Straffedomstol, selvom det i hvert fald i princippet kunne have ramt ham selv. USA er stadig ikke medlem.

I 1996 SKREV McNamara sin erindringsbog om Vietnam. Søndagen efter at den var udkommet, sluttede New York Times en helsides leder med ordene: Robert S. McNamara, we will never forgive you (vi vil aldrig tilgive dig). McNamara fortalte mig, at han følte sig dybt ramt.

Instruktøren Errol Morris lavede i 2003 dokumentarfilmen The Fog of War (Krigens tåge) om McNamaras liv. Den vandt årets Oscar som bedste dokumentarfilm. I filmen siger McNamara, at Vietnamkrigen var en fejl, men undlader at tage skylden for den.

Tåge er vel et godt billede på min egen vaklen i disse spørgsmål om skyld og ansvar i revolution og krig. Kynisk kan man sige, at den stærkeste bliver honoreret, mens taberen anklages for krigsforbrydelser. Det vidste Santos og McNamara, og det plagede dem. Selv takker jeg min Gud og skaber for, at jeg ikke er en af mine fire bekendte eller dansk soldat i Afghanistan.

Sven Burmester er forfatter, tidligere vicedirektør i Verdensbanken og bosat i Kina