Loven skal give plads til religionsfrihed!
Ja, man skal følge loven. Men loven skal respektere religionsfriheden, skriver generalsekretær i bevægelsen Ordet og israel
Debatindlæg af Ole Andersen, teolog og generalsekretær i bevægelsen Ordet og Israel
Man skal følge landets love. Det skriver menighedsrådsformand og byrådsmedlem i Aarhus for Dansk Folkeparti Knud N. Mathiesen i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 3. marts som kommentar til debatten om fødevareministerens forbud mod rituel slagtning.
Ja! Men det er kun halvdelen af sandheden i denne sag. Den anden halvdel, som Knud N. Mathiesen fuldstændig ignorerer, er, at landets love skal respektere religionsfriheden.
LÆS OGSÅ: Det nye, danske forbud mod rituel slagtning vækker debat i udlandet
Men Mathiesen ved slet ikke, hvad religionsfrihed er. Det fremgår sørgeligt klart af hans indlæg.
For det første begrænser han religionsfriheden til en frihed til at dyrke den religion, Mathiesen selv har. Alle skal have religionsfrihed bare de opfører sig som Mathiesen!
Mathiesen forstår ikke reglerne for rituel slagtning, så rituel slagtning hører derfor ikke med til hans definition af religionsfriheden. Mathiesen erklærer, at omskæring af drengebørn er et uforståeligt synspunkt ergo hører det heller ikke med til religionsfriheden.
Men en frihed til at være enig med Knud N. Mathiesen er slet ikke religionsfrihed. Det er tyranni. Religionsfrihed er at give frihed til mennesker af andre religioner, hvis tro jeg er uenig i, og hvis ritualer og traditioner muligvis er uforståelige for mig.
Det betyder ikke, at alt skal tillades i religionens navn. Enhver rettighed skal afvejes med andre rettigheder. Omskæring af piger er et så voldeligt og uhyggeligt indgreb i en piges liv, at det må forbydes, selvom det af nogle begrundes med religion. Men rituel slagtning og omskæring af drenge kan ikke på nogen måde sammenlignes med det. Det er så begrænsede indgreb, at de bør tillades for ikke at forvolde en omfattende indskrænkning af religionsfriheden.
For det andet henviser Mathiesen til, at hvis man bor i Israel, Irak og Iran, må man selvfølgelig overholde disse landes love. Nej, det må man ikke betingelsesløst! Love, der ikke respekterer religionsfriheden, skal ikke efterleves, men ændres. Et land som Iran har i modsætning til Danmark og Israel ikke religionsfrihed. Her foregår alvorlig diskrimination af for eksempel kristne og i særlig uhyggelig grad af muslimer, der konverterer til kristendommen. Det skal borgerne ikke bare affinde sig med, fordi de ifølge Mathiesen skal følge landets love.
Mathiesens sørgelige mangel på forståelse for religionsfriheden umuliggør kritik af den manglende religionsfrihed i Iran og mange arabiske lande.
I Vesten skal vi protestere mod den manglende religionsfrihed i disse lande og presse landene til at ændre lovgivning og praksis. Vi skal kæmpe for religionsfrihed til de undertrykte i disse lande! Vi skal ikke acceptere, at ayatollaherne forbyder al religion, de ikke deler eller forstår. Netop derfor skal vi heller ikke i Danmark forbyde de religiøse traditioner, Mathiesen ikke forstår!
For det tredje tillader Mathiesen sig at beskrive sit angreb på religionsfriheden som udtryk for, at han værner om danske værdier og kristendommen. Han gør ingen af delene!
Grundtvigsk frisind og åndsfrihed er en dansk værdi, som Mathiesen åbenbart ikke har begreb skabt om.
Og Jesus gentog den gamle jødiske leveregel: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. (Matt. 7, 12). Hvis vi selv ønsker frihed til at praktisere vores religiøse tro, så er vi ifølge Jesus nødt til at give samme frihed til andre. Det gælder også jøder og muslimer, selvom Knud N. Mathiesen ikke kan forstå deres traditioner.
Ole Andersen er teolog og generalsekretær i bevægelsen Ordet og Israel