Læserbrev: Når livet forlænges unødigt. Et eksempel

En tidligere sygeplejeske fortæller om mødet med en ældre mand, der døde og til sin store fortrydelse blev genoplivet

I EN AFTENVAGT på intensiv afdeling, hvor jeg var sygeplejerske, blev en 73-årig mand indlagt med hjertestop. Det ligger nu nogle år tilbage. Hr. Jensen faldt om i en lægekonsultation og fik derfor hurtig hjælp.

Ved ankomsten blev patienten, som var vågen, lagt i respirator, og så længe man ligger i den, er det svært at gøre sig forståelig. Hr. Jensen var selvfølgelig forvirret og bange og så på mig med et forpint og ulykkeligt blik.

LÆS OGSÅ: Etisk råd peger på dilemma med hjertestartere

En uge senere kom hr. Jensen ud af respiratoren og kunne gøre sig forståelig. Det første han sagde til mig var: Hvorfor kunne jeg ikke blive i himmelen?.

Disse ord og kun disse ord blev gentaget og gentaget. Og så disse ulykkelige øjne.

Et år senere var jeg vikar som nattevagt på et plejehjem. Hvem møder jeg den første morgen? Min hr. Jensen med de ulykkelige øjne og med sit spørgsmål: Har du hørt, at jeg ikke kunne få lov til blive i himmelen?. Og mens han græd, spurgte han:Varer det længe endnu?.

Hr. Jensen var død i tre minuttter. Da han så på mig, kom jeg pludselig til at tænke på Lazarus, som var død i fire dage. Hvordan han havde det efter opvækkelsen, ved vi ikke, og det er jo også en helt anden snak.

LÆS OGSÅ: FOA: Ældre skal selv bestemme over døden

Hr. Jensen har flere år haft hjerteproblemer, og han var virkelig en træt gammel mand, som absolut skulle holdes i live.

Nej, det er ikke altid rigtigt at forlænge livet.