Kære innovationsminister – lad os nu undgå for meget hokus pokus!

Der er ærligt talt ikke brug for flere ” quick fix ” eller guruer, skriver Lene Tanggaard i denne uges Etisk set-klumme

VI HAR FÅET en ny minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V). Da nyheden breakede , sagde min gode ven, hvis datter er sygeplejerske: ”Åh nej, nu skal hun nok løbe endnu hurtigere.” Det svarer meget godt til de forskningsundersøgelser af innovation i det offentlige, som vi har lavet i vores forskningsgruppe på Aalborg Universitet. Vores interviewpersoner er ikke sene til at konkludere, at innovation i det offentlige enten betyder besparelser eller alternative hokuspokus-øvelser. Så lad mig benytte lejligheden til at give lidt gode råd til vores nye minister ude fra velfærdssamfundets frontlinje, hvor jeg indimellem er heldig at blive inviteret ind.

På tværs af den private og den offentlige sektor er der noget, der går igen. Der er ærligt talt ikke brug for flere ” quick fix ” eller guruer. En tur til Stanford for topledelsen gør ikke organisationen mere innovativ. I hvert fald ikke i sig selv. Der er i øvrigt også langt fra Stanford til Slagelse, Silkeborg og Sønderborg.

Når jeg fortæller mine gode kollegaer i USA, at vi valfarter over til dem for at blive klogere på innovation i den offentlige sektor i Danmark, så griner de og siger, at vi da vist i Danmark har arvet amerikanernes tiltro til virkningerne af den hurtige energiindsprøjtning, men ærligt talt: Det, der virker, er at træffe valg i dagligdagen, at sikre at frontmedarbejderne faktisk har kapaciteten og lysten til at forny sig, at fokusere og at sikre tid til faglig fordybelse.

I løbet af de seneste to år har jeg været involveret i uddannelsen af innovationsledere i Region Sjælland. Vi har forsøgt at klæde dem på til innovationsledelse i praksis, og det virker. De har gennem konkrete projekter arbejdet med at forny deres mødekultur, de har lavet ”opfindsomhedstavler”, hvor idéerne cirkulerer meget hurtigere end på e-mail.

De har fundet på nye måder at genbruge linned på, og de har eksperimenteret med nye samarbejder på tværs af faggrupper til gavn for patienterne. Det har boblet frem med nye initiativer. Det kan godt være, at det ikke er radikalt fornyende innovation, men det risikerer det at blive til, hvis disse ledere holder gejsten.

Det kræver opbakning, en kontinuerlig og vedvarende indsats og først og fremmest, at organisationen ikke pludselig begynder at tvivle. Det virker ikke at finde på nye mål, hvis det bare ender med, at vi bruger al tiden på at måle. Det virker ikke at klistre organisationen til med buzz-words og uærlig snak. Det virker at have tillid til, at organisationen kan løfte store opgaver og forny sig, hvis der satses på kontinuitet. Det rimer ikke umiddelbart på innovation, men det er det nye sort.

Selvfølgelig skal organisationen inspireres udefra. Selvfølgelig skal der ske kvalitative spring i opgaveløsningen og håndteringen af de store udfordringer, der eksisterer i en foranderlig verden, men grobunden for dette skal så at sige findes og kultiveres i hverdagen. I øjeblikket er der en tendens til, at vi klistrer vores organisationer til med kortsigtede løsninger og projekter, der hurtigt forsvinder. Medarbejderne lærer primært, at det hurtigt går over.

Vi krydser af i skemaer som aldrig før, men får et udvendigt og instrumentaliseret forhold til dem. Der ansættes implementeringskonsulenter som aldrig før, fordi de mange top-down-styrede projekter selvfølgelig ikke virker og derfor får brug for masser af fødselshjælp og oversættelser. Så derfor – undgå hokuspokus og skab plads til analysen af hverdagens udfordringer. Så skal der nok ske masser af innovation.

Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen , professor i psykologi Lene Tanggaard , medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris , professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo .