Har diakonien en rolle i et moderne velfærdssamfund?

"I det moderne velfærdssamfund er der en række opgaver, som vi mener, samfundet bør løfte som fællesskab. Desuden er der en lang række økonomiske ydelser, som mennesker i specielle situationer har krav på. Velfærdssamfundets hjælp er reguleret i lovgivningen, og det betyder, at den enkelte har et retskrav på en given ydelse." siger cand.theol. og journalist Michael Pedersen Foto: .

Barmhjertig samaritaner anno 2011 Velfærdssamfundet har ikke et bestemt menneskesyn og udspringer ikke af en bestemt række værdier. Diakonien hævder derimod den enkeltes ubestridte værdi i sig selv og gør det alene ud fra det faktum, at alle er skabt af Gud

Langt de fleste danskere vil være enige i, at den nordiske velfærdsmodel er et gode, som vi nødig vil undvære. Vi kan skændes om, hvor meget velfærdssamfundet skal tage sig af. Vi kan være uenige om, hvor dyrt velfærdssamfundet må være. Men når det kommer til at tage et ansvar for samfundets svageste, er det nærmest indiskutabelt – selvfølgelig gør vi det.

Diakonien har en lang tradition for at tage sig af samfundets svage. Velfærdssamfundet har på mange måder overtaget det ansvar og gjort det til et professionelt anliggende. Mange vil mene, at diakoniens rolle dermed er udspillet. Som kirke må vi spørge os selv, om det er rigtigt, og overveje de udfordringer, diakonien møder fra velfærdssamfundet.

Diakoniens rødder og udspring er Det Nye Testamente. Begrundelsen for diakonien skal dels findes i tanken om efterfølgelse af Jesus Kristus, dels i en form for skyldsforståelse, forstået på den måde, at fordi Gud i Jesus Kristus har vist os sin kærlighed, så skylder vi at elske hinanden. Diakonien er altså et krav, som begrundes i, hvad vi selv har modtaget.

Jeg vil med udgangspunkt i bibelske tekster pege på to vigtige aspekter af diakonien. Det første aspekt kan man kalde diakoniens universelle karakter. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er fortællingen om, hvordan en mand uforvaret falder i hænderne på røvere, som gennembanker ham, tager hans ejendele og lader ham ligge tilbage hjælpeløs i grøften. To personer, en præst og en levit, går forbi uden at hjælpe. Men en fremmed samaritaner ser den nødlidende, standser op og hjælper ham.

Manden, der får hjælp, er sikkert af dem, der hørte lignelsen, automatisk blevet tænkt på som en jøde, men det er uvæsentligt for historien. Det væsentlige er, at to mennesker, som er fremmede for hinanden, mødes, og at den ene tager et ansvar for den andens hjælpeløshed. Et andet aspekt er, at samaritaneren ikke opstiller kriterier for den nødlidende. Der er ingen tilbagebetalingskrav over for de midler, samaritaneren bruger. Der er heller ingen krav om en bestemt opførsel.

Den anden bibelske tekst handler om diakoniens start. I Apostlenes Gerninger fortælles det, at der i takt med menighedens vokseværk opstod praktiske gøremål, som apostlene ikke havde tid til at ordne. Derfor valgte man mennesker fra menigheden til at tage sig af de praktiske ting, herunder at tage sig af de svageste. Det vigtige aspekt er, at diakonien ikke tilsidesætter fællesskabets ansvar, men derimod er begrundet i fællesskabet.

Velfærdssamfundet er af langt yngre dato. Skal man sætte en fødselsdato på velfærdssamfundet, er K.K. Steinckes (S) socialreform fra 1933 et naturligt bud. Før reformen har det været muligt at få hjælp gennem kommunekasserne, men der har ikke været tale om et retskrav. Med socialreformen i 1933 får arbejdsløse og ulykkesramte lovbestemte rettigheder.

Velfærdssamfundets udvikling tager fart i 1960'erne og 1970'erne. Det skyldes dels en generel økonomisk vækst og dels, at kvindernes indtog på arbejdsmarkedet betyder, at områder som børnepasning, ældrepleje og hjælp til mennesker med handicap må varetages af et kollektivt fællesskab. I det moderne velfærdssamfund er der en række opgaver, som vi mener, samfundet bør løfte som fællesskab. Desuden er der en lang række økonomiske ydelser, som mennesker i specielle situationer har krav på. Velfærdssamfundets hjælp er reguleret i lovgivningen, og det betyder, at den enkelte har et retskrav på en given ydelse.

Endelig er velfærdssamfundet som udgangspunkt værdifrit, forstået på den måde, at velfærdssamfundet ikke udspringer af en bestemt række værdier. Velfærdssamfundet reguleres derimod af behov, politiske flertal og viljen til at betale skat til fællesskabet.

I velfærdssamfundet har den enkelte borger rettigheder og pligter. Uanset hvem du er, har du ret til den hjælp, som lovgivningen giver dig ret til. Det afhænger ikke af en tilfældig socialarbejders holdning til dig som person. Samtidigt er der mange ydelser, som er forbundet med en forpligtelse. Er du dagpengemodtager, er du forpligtet til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Du er som modtager af en økonomisk ydelse forpligtet til at oplyse om eventuelle ændringer i din situation.

Den barmhjertige samaritaner satte ikke på samme måde rammer op for den hjælp, han ydede. Omvendt var manden i grøften på ingen måde i en situation, hvor han juridisk kunne gøre krav på hjælp. Samaritanerens forpligtigelse opstod alene i de to personers møde og er ubetinget. Rettigheder og pligter er i mange tilfælde et gode, men der er mennesker, som falder igennem, og som ikke kender deres rettigheder eller kan opfylde deres pligter, og det er netop oftest de allersvageste. Første bud på en reformulering af diakoniens rolle i velfærdssamfundet kan derfor være at tale denne gruppes sag.

VELFÆRDSSAMFUNDET HAR ikke et bestemt menneskesyn. Diakonien hævder derimod den enkeltes ubestridte værdi i sig selv og gør det alene ud fra det faktum, at alle er skabt af Gud.

Der er også i Jesu omgang med samfundets udstødte belæg for at hævde, at et kristent menneskesyn tager udgangspunkt i det enkelte menneskes ubetingede værdi. Det er værdier, som ikke nødvendigvis deles af alle ansatte i den offentlige sektor. Sager som sommerens afsløring af københavnske hjemmehjælperes systematiske snyd vidner om, at det ikke altid er omsorg for mennesker i nød, som er den største drivkraft for ansatte i den offentlige sektor. Det skal slås fast, at mange i den offentlige sektor heldigvis har en god etik og et godt menneskesyn og gør et godt stykke arbejde. Den anden udfordring for diakonien kunne være at fremføre det enkelte menneskes værdi i en værdifri velfærdsstat. Den kan på det store plan fremføres i samfundsdebatter, politiske debatter samt politisk arbejde. På et lokalt plan kan den enkelte diakon være med til at præge synet på arbejdet og på de mennesker, der skal have hjælp.

I et moderne samfund er fællesskaber en mangelvare for mange. Diakoniens udspring er det kirkelige fællesskab. Det betyder ikke, at diakoniens opgave begrænser sig til kirken, den er universel. Men hvor hjælp fra den traditionelle velfærdsstat ikke automatisk giver noget tilhørsforhold eller fællesskab, så leder diakonien både den, der udøver diakoni, og modtageren ind i et fællesskab. Tredje udfordring for diakonien er at besinde sig på værdien i dens udspring i det kirkelige fællesskab og at formå at skabe rammer omkring diakonien, som inkluderer mennesker i det kirkelige fællesskab.

Diakonien som sådan må finde sin legitimitet og rolle i forhold til det omgivende samfund – altså velfærdssamfundet. Hvor det alt for ofte ender med, at nogle begræder, at hjælpen i dag er professionaliseret og uden en kaldstanke, kan diakonien finde sin rolle i at være aktiv medspiller i velfærdssamfundet. Selv verdens bedste velfærdssamfund har sine fejl og mangler, der ofte opleves som stærke af samfundets svage grupper.

Diakoniens opgave kan derfor være at være en profetisk stemme samt i sin praksis vise et rummeligt fællesskab, hvor alle er værdige til den hjælp, de behøver. Vi har belæg for, at profeter tidligere har talt "de faderløse og enkernes" sag. Moderne diakoni skal besinde sig på den opgave og turde være en røst i samfundsdebatten. Netop ved at stille sig på de svagestes side tager diakonien sit kors op og følger efter den herre, som gang på gang kæmpede de hjælpeløses sag og viste dem et menneskeligt og guddommeligt ansigt.

Michael Pedersen er højskolelærer og informationsmedarbejder, cand.theol. og journalist