Han skal straffes! Anders Breiviks diagnose skaber forargelse i Norge

To norske retspsykiatere har i en 243 sider lang rapport konkluderet, at Anders Bering Breivik (tv.) er psykisk syg og derfor ikke kan straffes med fængsel, hvis han bliver erklæret skyldig i terrorangrebet i sommer. I stedet vil han få en behandlingsdom, og det har vakt vrede i Norge. – Foto: Aftenposten.

Den 16. april næste år begynder retssagen mod 32-årige Anders Breivik, som er anklaget for at have taget 77 menneskers liv i Oslo og på Utøya tidligere i år

I sidste uge kom de to norske retspsykiatere Synne Sørheim og Torgeir Husby med deres konklusion på Breiviks mentale tilstand. Rapportens 243 sider er resultatet af 36 timers interview med Breivik, og de to psykiatere vurderer, at han gennem flere år har været paranoid skizofren.

LÆS OGSÅ: Utilregnelig Breivik kan stadig fængsles

Det betyder, at Breivik ikke kan straffes med fængsel, hvis han bliver erklæret skyldig i terrorangrebet, men at han i stedet vil få en behandlingsdom. Det har vakt forargelse i Norge, hvor mange mener, at det er for let sluppet.

I hvilket andet land ville en massemorder få behandling i stedet for straf?, spørger lederskribenten i avisen Verdens Gang.

Også Norges statsminister, Jens Stoltenberg (Arbejderpartiet), har kommenteret rapporten og siger til det tyske magasin Bild, at han forstår, hvorfor mange har svært ved at forsone sig med konklusionerne.

Selve rapportens indhold har været genstand for megen kritik af andre psykiatere og eksperter. På en skala for symptomer fik Breivik to ud af 100, hvilket betyder, at han hverken bør være i stand til at binde sine snørebånd eller gøre rede for, hvem han er.

Norges største avis, Aftenposten, har fået to eksperter til at læse rapporten igennem, og de tvivler begge på grundlaget for diagnosen.

Rapporten siger, det er psykotisk, at Breivik tror, at han blev aflyttet, mens han planlagde handlingerne, men er det ikke snarere realistisk? Hvis politiet havde fungeret optimalt, skulle de jo netop have aflyttet ham, siger Arne Thorvik, som er overlæge i psykiatri i Vestfold.

Det er den svenske professor i psykiatri Johan Cullberg enig i. Han er en af foregangsmændene bag Sveriges psykiatrivæsen og mener, at Breivik er i stand til at modtage en fængselsstraf.

Det eneste, der taler for, at Breivik er paranoid skizofren, er hans tro på, at han leder en politisk bevægelse. Alt andet peger snarere mod, at han er dybt narcissistisk og har storhedsvanvid, idet han har planlagt og udført angrebene minutiøst gennem flere år. At frikende ham fra straf er både uprofessionelt og fantasiløst, siger han til den svenske avis Dagens Nyheter.

Retspsykiaterne får også kritik for, at de ikke har inddraget eksperter, som kunne redegøre for Breiviks synspunkter omkring muslimer og indvandring. Det siger religionshistoriker ved Oslos Holocaustcenter Terje Emberland.

Breiviks holdninger bliver kaldt paranoide og private, men faktum er, at de deles af en stor gruppe på den ekstreme højrefløj. Hadkulturen er udbredt, og holdningerne kan ikke bruges til at rubricere Breivik som sindsforvirret, siger han til Dagsavisen.

Flere advokater, politikere og almindelige nordmænd har krævet en ny vurdering af Breivik, og en af Anders Breiviks advokater, Geir Lippestad, siger til den norske avis Dagbladet, at advokaterne overveje at bede om en ny rapport.

Anders Breivik mener selv, at han er strafferetsligt tilregnelig, og han blev ifølge sine advokater fornærmet, da han hørte diagnosen paranoid skizofreni.