Haarder: Hvilken nytteetisk bacille taler Birkler om?

Det forhold, at jeg selv er far til en handicappet, har måske gjort mig ekstra opmærksom på de forbedrede vilkår, skriver Bertel Haarder Foto: Arkivfoto

Det er ikke uetisk, at virksomheder og lønmodtagere bruger penge på sundhedsforsikringer, når det ikke går ud over andre, skriver Bertel Haarder

Det er altid bedre at vise vejen for andre frem for at beskylde dem for at være på vildveje og skyde dem motiver i skoene. Og det er bedre at konkretisere kritik end at sprede kritik ud over et ubestemmeligt antal medmennesker.

Jeg kan ikke genkende den sundhedsdebat, som Jacob Birkler beskriver. Danmarks Radios kampagner skal ikke forveksles med virkeligheden.

LÆS OGSÅ: Birkler: Det danske sundhedsvæsen er inficeret med en nytteetisk bacill

Indtil for nylig var jeg en ret engageret sundhedsminister engageret især i etiske spørgsmål, hvad partiernes ordførere kan bekræfte. Jeg har forelagt både dem og Jacob Birkler konkrete, vanskelige etiske spørgsmål. For eksempel spørgsmål om sterilisering af unge, der ikke kan tage vare på et barn, spørgsmål om screening for hiv, organdonation og meget mere.

Jeg kender ingen, der gør samfundets behandling af handicappede til et nyttespørgsmål, som Jacob Birkler antyder. Og der er ikke tale om, at der "bliver stadig længere fra parole til praksis". Lige fra jeg blev undervisningsminister første gang, har jeg været vidne til (og bidraget til) det ene fremskridt efter det andet på handicapområdet. Senest den nye "ungdomsuddannelse for unge med særlige behov".

Jeg tror virkelig, at Danmark (sammen med Norge og Sverige) er længere fremme end noget andet land i verden, når det gælder sikring af handicappedes vilkår og rettigheder.

Det forhold, at jeg selv er far til en handicappet, har måske gjort mig ekstra opmærksom på de forbedrede vilkår. Det medvirkede måske til, at jeg udskød udlægningen af særforsorgen til kommunerne i sin tid. Jeg ville være sikker på, at fagligheden hos personalet fulgte med.

Jeg kender ikke nogen politikere, der taler om "selvforskyldte sygdomme". Jeg kan heller ikke genkende, at der skulle have "indsneget sig en bacille i vores bevidsthed", som får os til at fokusere på samfundets interesse i, at folk holder sig sunde og tager et større ansvar for deres helbred. Der er jo ingen modstrid mellem samfundets og den enkeltes interesse.

Der er forskel på at understrege den enkeltes medansvar for eget helbred og på at gøre den enkelte "skyldig" i de helbredsskavanker, der eventuelt følger af usund livsstil.

Hvis man vil tale om ulighed i sundhed, kommer man ikke uden om, at der er grupper af samfundsborgere, især ikke-uddannede i visse yderområder, der i særlig grad er ramt af usund livsstil. Dem bør sundhedskampagnerne rettes imod. Især børnene og de unge. Det svarer ganske til, at vi gerne vil lære dem at læse og skrive, så de kan få en uddannelse.

MEN JEG ER ENIG med Jacob Birkler, når han opponerer imod, at borgerne skal "betinges til en ændret sundhedsadfærd, som var det Pavlovs hunde". Vi må værne om den enkelte myndige borgers ret til ikke at lytte til de gode råd.

Unge under 18 har vi lov at være formyndere over for. Enhver skolebestyrelse, efterskolebestyrelse og ungdomsuddannelsesbestyrelse bør tage ansvaret for, at eleverne overhovedet ikke ryger i skoletiden. Men når eleverne fylder 18 år, er de myndige og bør selv tage ansvar.

Når Jacob Birkler taler om en "nytteetisk" eller "ideologisk bacille", kan jeg ikke lade være med at spørge, om han selv skulle være angrebet af en ideologisk bacille, når det gælder sundhedsforsikringer? Han bygger sine betragtninger på en falsk forestilling om, at fradrag for sundhedsforsikringer går ud over nogen, nemlig dem, der "skal bagerst i køen til sundhedsydelser", som han skriver.

Men sundhedsforsikringer forkorter jo køen for dem, der ikke har en forsikring. Jeg har svært ved at se det uetiske i, at virksomheder og lønmodtagere (fortrinsvis faglærte) bruger penge på sundhed, når det ikke går ud over andre. Det betyder jo ekstra penge til sundhed og kortere ventekøer, når de forsikrede sparer det offentlige for udgiften.

Hvis det er "nyttetænkning" at lade folk forbedre deres egen situation, når det samtidig gavner andre, ja, så er jeg tilhænger af "nyttetænkning".