Debat

Hvem skal bestemme, om en person er uværdig til at leve?

I stedet for at tale om aktiv dødshjælp burde Rasmus Gravesen i stedet slå den gode kappe (palliativ behandling) om den døende plejehjemsbeboer og i øvrigt erindre ordene: lindre, trøste, stundom helbrede, men ej liv at tage, skriver Nanna Drejer. Foto: Lars Helsinghof Bæk

Aktiv dødshjælp er indimellem den værdige løsning, skrev sygeplejerske-studerende Rasmus Gravesen for nylig. Det er en problematisk holdning, mener speciallæge Nanna Drejer

Indlægget i Kristeligt Dagblad den 23. juni af sygeplejestuderende Rasmus Gravesen vedrørende aktiv dødshjælp får mig til at stille flere spørgsmål.

Rasmus Gravesen skriver blandt andet: ”Jeg har plejet skæbner, som det måtte synes etisk forkert fortsat at holde i live.” Mit spørgsmål er: Hvordan skal udtrykket ”etisk forkert” tolkes, og er der i øvrigt en entydig tolkning heraf?

Videre skriver Rasmus Gravesen, at ”der er et krav om at stoppe udsigtsløs behandling“”. Mit spørgsmål er: Hvem er det, der kan stille krav om at stoppe udsigtsløs behandling? Er det den pågældende, de pårørende eller sygeplejepersonalet? Vi har i Danmark en sundhedslov, der giver mulighed for at ophøre med udsigtsløs behandling, men det er bestemt ikke det samme som, at der er ”nogen”, der kan stille krav herom.

Rasmus Gravesen skriver desuden, at ”Lige så snart eutanasi kan komme på tale, er livet allerede taget”, og i det efterfølgende beskriver han et tilfælde fra et plejehjem.

Sygehistorien, som Rasmus Gravesen beretter om, giver mig indtryk af, at Rasmus Gravesen gerne så denne plejehjemsbeboer aflivet. Ja, det lyder voldsomt, men nu er vi altså ved sagens kerne - at udføre aktiv dødshjælp, som i mine øjne er drab på begæring.

Den omtalte plejehjemsbeboer befinder sig i grænselandet mellem liv og død, og som Rasmus Gravesen ”ser det, vil aktiv dødshjælp rent faktisk give muligheden for at kunne forberede et ordentligt farvel på en fredelig, kontrolleret og ikke-kaotisk måde.”

Nu melder spørgsmålene sig: Hvem skal bestemme, om en person, der befinder sig i grænselandet mellem liv og død, er uværdig til at leve og derfor må dø? Hvilket menneske har nøglen til et andet menneskes liv? Hvem kan skråsikkert afgøre et andet menneskes livskvalitet? Hvem skal udføre dødshandlingen?

Til det sidste spørgsmål kan jeg svare, at ingen danske læger er uddannet i at give aktiv dødshjælp. Læger i Danmark er uddannet til at redde liv, ikke til at tage liv.

Hvis Rasmus Gravesen har oplevet kaotiske dødsfald i sit arbejde som sygeplejestuderende, så er det efter min mening, fordi der ikke har været tid, faglig ekspertise eller hænder nok til at tage sig af den døende.

I stedet for at tale om aktiv dødshjælp burde Rasmus Gravesen i stedet slå den gode kappe (palliativ behandling) om den døende plejehjemsbeboer og i øvrigt erindre ordene: lindre, trøste, stundom helbrede, men ej liv at tage.

Nanna Drejer er speciallæge i intern medicin og geriatri, Præstevænget 30, Svendborg