Etisk set

Folketingsvalget og alle de etiske valg

De etiske valg beror altid på et skøn. Man anvender sin sunde fornuft og sin livserfaring til at dømme om, hvad der vil være det bedste at gøre i for eksempel ældreplejen eller den sociale sagsbehandling, skriver Klavs Birkholm. Foto: Finn Byrum

Politik handler om de værdivalg, vi træffer for at opnå det gode samfund. Men desværre er det kun Uffe Elbæk, der forsøger at tale værdier i valgkampen, skriver Klavs Birkholm

Hvad har folketingsvalget at gøre med de etiske valg - de valg, der løbende drøftes i Det Etiske Råd, på etikkonferencer, i forskergrupper og på virksomheder? Næsten alt har de to valg med hinanden at gøre! Hvor meget de er forbundne, kan ikke understreges nok.

Politik betyder i folkestyrets tidsalder den fælles, ligebyrdige samtale om, hvad vi forstår som det gode samfund. Etik har siden Aristoteles handlet om vejen til det gode liv. Vel at mærke det gode liv i fællesskabet, så sandt som mennesket er et fællesskabsvæsen, et ”politisk dyr”; det lykkelige liv på bekostning af fællesskabet er en fiktion.

Altså: Politik er værdivalg, i et demokrati kan det ikke være andet. Etik handler om, hvordan vi orienterer os og træffer de fornuftigste og mest afbalancerede valg til gavn for alle.

Denne sammenhæng synes helt at være gået i glemmebogen. Nutidige fænomener som: indførelsen af robotteknologi i ældreplejen, nye fosterdiagnostiske metoder, digitalisering af borgernes kontakt med myndighederne, standardisering af kommunernes sociale indsats - de er alle udtryk for værdivalg, som er truffet af administrative enheder, men som har overvældende etiske implikationer og derfor burde debatteres i det offentlige rum og træffes af de hertil valgte politiske repræsentanter.

I valgkampen er det kun Uffe Elbæk, der forsøger at tale om værdier, og det begriber journalisterne ikke en pind af.

Det skyldes, at de store tv-stationer, der efterhånden definerer præmisserne for den politiske samtale i Danmark, er blevet så integrerede med magteliten, at de faktisk selv tilhører den.

Og magteliten har siden Jens Otto Krags (S) og Hilmar Baunsgaards (R) dage hyldet den opfattelse, at politik handler om at finde tekniske løsninger på tekniske problemer.

Noget der naturligvis bedst gøres af de hertil uddannede embedsmænd.

Således orkestrerer pressen valgkampen som en enorm fordummelse: Hvad er de rigtige tal? Hvor skal pengene komme fra? Hvad siger de økonomiske ”eksperter”? Og så videre.

Det er folkestyrets abdikation, som efter 50 år nu endelig er fuldt gennemført. Når eksempelvis finansminister Bjarne Corydon (S) siger om Goldman Sachs-salget - igen efter kritikken fra Folketingets præsidium - at hans opgave alene er ”at passe på borgernes skattekroner”, så er det et ufrivilligt, men lysende eksempel på, at en ledende politiker ikke længere aner, hvad politik går ud på.

Når Inger Støjberg (V) og Anders Samuelsen (LA) ikke lægger vægt på den moralske integritet hos Danmarks kommende statsminister, er det et lige så lysende eksempel på, hvor langt væk vi er kommet fra den demokratiske kultur i Perikles' Athen.

De etiske valg beror altid på et skøn. Man anvender sin sunde fornuft og sin livserfaring til at dømme om, hvad der vil være det bedste at gøre i for eksempel ældreplejen eller den sociale sagsbehandling. Derfor er det etiske valg altid bundet til situationen, med plads til forskellige anskuelser. Der skal være frihedsluft. Og det etiske valg kan aldrig gøres endeligt op som en matematisk ligning. Afgørelsen er altid midlertidig.

Netop det er ubærligt for konkurrencestatens djøf-klasse, der vil måle og veje alt. For at kunne standse samtalen med et definitivt svar, der eliminerer ansvaret. Men er det ikke netop, hvad politik burde gå ud på: at svare an?

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk