Juridisk kønsskifte er problematisk

Det er problematisk, at regeringen lægger op til, at man skal kunne skifte køn ved blot at erklære, at man oplever sig selv mere som det modsatte køn end ens biologiske køn, mener medlem af Det Etiske Råd

Dette debatindlæg er skrevet af Christian Borrisholt Steen, medlem af Det Etiske Råd

I JANUAR 2013 nedsatte regeringen en arbejdsgruppe, der skulle undersøge mulighederne for såkaldt juridisk kønsskifte. Det vil sige kønsskifte, hvor man ikke som tilfældet er i dag skal gennemgå enten hormonbehandling eller en egentlig kønsskifteoperation for at kunne få lov til at skifte køn.

LÆS OGSÅ:Skal transseksuelle have ret til juridisk kønsskifte?

Der lægges således op til, at man blot ved skriftligt at erklære, at man oplever sig selv som det modsatte køn, kan få lov til juridisk at skifte køn.

Arbejdsgruppens rapport er netop offentliggjort og har allerede afstedkommet en del debat i medierne. For mig at se er det ikke overraskende. Det er muligt, at regeringen og arbejdsgruppen mener, at kønnet primært er noget, man oplever eller føler, men jeg tror, at kønnet for de fleste af os danskere i højere grad opleves som noget biologisk og naturgivent. Jeg anerkender selvfølgelig, at vores kønsidentitet ikke alene sidder i kønsorganerne, men den totale adskillelse af det biologiske køn og det juridiske køn er for mig problematisk.

JEG HAR den dybeste forståelse for, at mennesker kan føle sig fanget i den forkerte krop og derfor vælger at modtage hormonbehandling eller vælger at gennemgå en egentlig kønsskifteoperation. Jeg forestiller mig ikke, at det er nogen let beslutning.

Derfor tror jeg også, det er fornuftigt, at der som i dag går et længere observations- og udredningsforløb ved Sexologisk Klinik forud for den endelige gennemførelse af et så radikalt indgreb som en kønsskifteoperation må siges at være.

Men regeringen lægger med den såkaldte erklæringsmodel op til, at man skal kunne skifte køn ved blot at erklære, at man oplever sig selv mere som det modsatte køn end ens biologiske køn. Væk er således kravet om hormoner og operationer.

LÆS OGSÅ: Regeringen vil gøre det nemmere at skifte køn

For mig at se er regeringens erklæringsmodel problematisk af flere grunde.

For det første er der noget paradoksalt ved, at vi som samfund begynder at tildele hinanden juridiske rettigheder alene på baggrund af følelser og oplevelser.

For det andet er spørgsmålet om køn for mig andet og mere end blot en social konstruktion.

Hvis vi på denne måde fuldstændig ophæver sammenhængen mellem det biologiske og det juridiske køn, tror jeg, det kan medføre en række negative konsekvenser, som hverken er i de transkønnedes eller det øvrige samfunds interesse.

SELVOM regeringens forslag antagelig har til formål at mindske diskrimination af et mindretal i vores samfund, tror jeg, at gennemførelsen af erklæringsmodellen kan risikere at have den modsatte effekt.

Formanden for Ligebehandlingsnævnet, landsretsdommer Tuk Bagger, er her i avisen den 1. marts citeret for at sige, at det ikke er usandsynligt, at en lov om juridisk kønsskifte vil trække sager om blufærdighedskrænkelse og diskrimination med sig. Tænk blot på den situation, hvor en biologisk mand insisterer på at klæde om i kvindernes omklædningsrum med henvisning til, at han juridisk er en kvinde.

For det tredje ser jeg en helt åbenlys risiko for, at indførelsen af det juridiske kønsskifte vil medføre en tiltagende opløsning af normer og roller, som i sidste ende faktisk har grundlæggende betydning for familiernes og samfundets måde at fungere på. Tænk blot på de ændringer i fader- og moderbegreberne, som en vedtagelse af forslaget vil nødvendiggøre. Hvis vi således fuldt ud skal anerkende det juridiske kønsskifte, vil det også betyde en ændring af børneloven, således at en biologisk kvinde, der juridisk har skiftet køn til mand, ikke pr. definition kan eller skal opfattes som mor. Spørgsmålet er så, om den person, der føder barnet, faktisk skal regnes som barnets far, hvis der altså er tale om en biologisk kvinde, der juridisk har skiftet køn til mand.

Hvis man således i juridisk forstand er en mand og derfor må formodes at have et ønske om at blive opfattet som en mand, fungerer det selvsagt ikke, at man på samme tid rent lovgivningsmæssigt anses for at være mor til sine børn.

SOM EKSEMPLET her for mig at se klart illustrerer, så er det alt for snævert at reducere spørgsmålet om juridisk kønsskifte til blot at være et spørgsmål om, hvad den enkelte måtte føle eller opleve sig selv som værende. Det har tværtimod vidtrækkende konsekvenser for vores relationer til hinanden, og for hvordan vi skal forstå relationelle markører som far, mor, bror, søster og så videre.

Hvis man som jeg mener, at begreber som far og mor ud over at tildele en person bestemte juridiske rettigheder og pligter samtidig også fungerer som meningsgivende, kulturelt betingede værdimarkører med deraf følgende fordringer til den enkelte, er sådanne ændringer, som regeringen nu lægger op til, langt fra uproblematiske.

Jeg håber, at regeringen og Folketinget tænker sig grundigt om.