En gps er en god hjælp, men ikke svaret på alt
Debat om demens og hjælpemidler
I DEN SENESTE TIDS debat om brug af gps-udstyr til mennesker, der lider af demens, er vi blevet kritiseret for at være for tilbageholdende med at bruge gps-udstyr i kommunerne, angiveligt fordi det skulle være dyrt og bureaukratisk.
I Aarhus Kommune, hvor jeg arbejder, benytter vi de tekniske hjælpemidler, der er til rådighed på markedet. Vi har alarmarmbånd, alarmmåtter og gpser til rådighed. Vi har meget stor gavn af disse hjælpemidler, og vi bruger dem i det omfang, pårørende, medarbejdere og borgeren i samråd ønsker det.
En gps koster omkring 1200 kroner i anskaffelse, og der er ingen indviklede regler eller bureaukrati forbundet med at benytte den undtagen i de tilfælde, hvor borgeren ikke samtykker. Her skal man ansøge om at anvende den med magt. I udgangspunktet er det altså hverken dyrt eller besværligt at anvende gps.
Når vi alligevel ikke udstyrer alle med en gps, så er det, fordi det ikke er svaret på alt. En gps er nemlig aldrig en fuldstændig sikker løsning, men et hjælpemiddel. Eksempelvis findes gpser, som kan indbygges i sko eller undertøj. Sådan en kan både advisere personalet om, at den syge er gået uden for et tilladt område, og spore, hvis man kommer væk fra adressen, men det forudsætter, at man har skoen eller tøjet på. Ellers har systemet ingen effekt.
DERNÆST ER DER begrænsninger i de signalsystemer, som gps en er koblet op på. Ligesom det forudsætter, at batteriet er opladet og fungerer, og endelig kan enhederne være sårbare over for slag, stød og vand, hvilket hverken er uvæsentligt eller et urealistisk problem, når der er tale om mennesker med demens i fremskreden fase.
Hvis personen modsætter sig brugen af udstyret, vil det kræve, at man ansøger om at anvende magt, idet der er tale om en tilsidesættelse af personens selvbestemmelsesret. Problemet i den sammenhæng er, at man ikke kan lovgive om, at den demente person skal acceptere og forstå, at en gps skal blive siddende.
Og selv hvis personen indvilliger i brugen, kan man ikke forvente, at han eller hun forstår hensigten. Ofte vil den syge gøre alt for at fjerne en sådan genstand.
POINTEN ER ALTSÅ, at man ikke bare kan kræve gpser til alle med demens i en forventning om, at den hellige grav så er vel forvaret.
Derfor er der også brug for langt større indsats i udvikling af teknologien. Det skal være en teknologi, der ikke udfordrer, men understøtter de problematikker, som den demente har.
Den skal være bekvem og kunne håndtere personens individuelle behov i én enkelt genstand. Den skal kunne låse og åbne døre. Den skal kunne give besked, når en person forlader boligen/området. Den skal kunne spore personen, hvis det bliver nødvendigt. Den skal være fiks i sin udformning, let at betjene og sikker i sin funktionalitet.
En sådan teknologi findes endnu ikke. Det giver altså ikke mening at argumentere for en obligatorisk udlevering af gps til alle personer med demens. Både fordi den menneskelige faktor aldrig må tilsidesættes for den teknologiske, og fordi demenssygdommen udfordrer de bedste intentioner om at yde omsorg for personen, der modsætter sig hjælpen. Og det er et dilemma, som hverken teknologi eller lovgivning kan ændre på.
Men når det så er sagt, er de tekniske hjælpemidler helt uundværlige i det daglige arbejde, og de skal naturligvis benyttes i alle de situationer, hvor det er fagligt velovervejet og muligt.
Lissie la Cour er demenschef ved DemensCentrum Aarhus i Aarhus Kommune