Nu kan bestemte kriterier sætte standard for, hvornår livet har værdi

Aktiv dødshjælp rykker livet og døden ud af Guds eller naturens hænder ved at gøre menneskets egen oplevelse af livet til målestok for, om man skal leve eller dø, skriver efterskoleforstander

Forleden kunne man her i avisen læse om den canadisk baserede, tyskfødte etikprofessor Udo Schüklenk, der for nylig til en medicinsk konference argumenterede for, at forældre til uhelbredeligt syge nyfødte, som er voldsomt hårdt ramt, skal kunne bede om at livet afsluttes på deres barns vegne. Ikke ved overmedicinering eller underforsyning af livsnødvendig næring, men ved et aktivt, dødbringende indgreb. Han beskriver det i The Journal of Thoracic and Cardiovascular Surgery som en ”postnatal abort”. Altså en abort efter fødslen.

Der er fremført tre hovedargumenter for det. For det første sikrer denne aktive dødshjælp, at forældrene ikke skal stå og se barnet dø langsomt. Det minimerer derfor deres lidelser. For det andet er det i barnets egen interesse, når det er så sygt, som det er. For det tredje bør hospitalsvæsenets ressourcer bruges netop der, hvor livskvaliteten kan forbedres, og det er ikke tilfældet med disse uhelbredeligt syge nyfødte, der her er tale om, for det går kun én vej.

Selvom den tyske professors forslag ved første øjekast virker grænseoverskridende, så kan det næppe overraske - ved nærmere eftertanke. Han er blot den første som konkret stiller et forslag om at tage det næste skridt i gråzonen mellem provokeret abort og aktiv dødshjælp. Begge dele er nemlig udtryk for det samme: At livet ikke i sig selv er ukrænkeligt og ikke i sig selv er et tilstrækkeligt godt argument for at opretholde livet. Det er med andre ord ikke Gud, men mennesket selv, der er livets herre.

Aktiv dødshjælp rykker livet og døden ud af Guds hænder (alternativt: ud af naturens hænder, hvis man ikke tror på Gud) ved at gøre menneskets egen oplevelse af livet til målestok for, om man skal leve eller dø. Argumentet lyder typisk, at det en rimelig ordning, når døden med sikkerhed er tæt på, og der er stor smerte involveret. Med andre ord, at man ud fra bestemte kriterier kan sætte standarder for, hvornår livet har værdi.

Aborten flytter på samme måde liv og død over i det enkelte menneskes hænder, så det bliver moderens egen vurdering af sin situation, der afgør, om barnet skal leve eller dø. Argumentet lyder typisk, at moderen har ret til sin egen krop, og at det også kan være til barnets bedste, for hvem ønsker at være uønsket eller vokse op under kumre kår?

Det næste skridt måtte derfor komme og ligger nu foran os i sin første spæde form i og med den tyske professors forslag. Hvis der er tale om et nyfødt liv, som kun er på vej til at slukkes, så skal det for dets egen og for omgivelsernes skyld afsluttes hurtigst muligt.

Det væsentlige, der skete med lovliggørelsen af aborten for over 40 år siden, var ikke, at man gav kvinder en rettighed, men at man sanktionerede, at nogle mennesker har mere ret til at leve end andre. Det fostrer skyld, skam og en dødskultur, som vi med garanti kun har set overfladen af indtil nu. For når man accepterer, at man kan slå den svageste ihjel, fordi han er til besvær, så er der ingen nedre grænse. Abort og aktiv dødshjælp har hidtil ligget i hver sin ende af livet, men kommer med dette forslag meget tættere på hinanden, hvorved sammenhængen bliver åbenlys.

I det øjeblik et samfund eller en gruppe mennesker sanktionerer retten til at tage andres liv, mister alt liv sin ret og værdi. Måske ikke på papiret, men dog de facto. For man kan ikke fastholde, at menneskelivet har nogen særlig værdi, hvis det ikke gælder for alt liv. Man har med den aktive dødshjælp, aborten eller halshugningen af vantro i Mellemøsten helt grundlæggende accepteret, at aflivning er en løsningsmodel, man gør brug af.

Jakob Carl Christensen, efterskoleforstander,Sortebrovej 19, Tommerup