Debat

Det, nogle kalder en flygtningekrise, kalder jeg en værdikrise

"Flere og flere reducerer gladeligt mennesker i nød til alt muligt andet end netop det, de er: Mennesker, der er blevet tvunget på flugt, mennesker, der har mistet deres kære, mennesker, der har mistet alt, de ejer og har. Bare mennesker faktisk, vores næste," skriver Ulla Sandbæk, der er Folketingsmedlem for Alternativet. Arkivfoto. Foto: Bax Lindhardt

Forråelsen af debatten i Danmark kalder på et modsvar, der bygger på humanistiske og faktisk også kristne værdier, skriver Alternativets Ulla Sandbæk

Du skal elske din næste som dig selv. Det er en leveregel, som har trange kår i disse måneder og år. Flere og flere reducerer gladeligt mennesker i nød til alt muligt andet end netop det, de er: Mennesker, der er blevet tvunget på flugt, mennesker, der har mistet deres kære, mennesker, der har mistet alt, de ejer og har. Bare mennesker faktisk, vores næste.

Det er svært præcist at fastslå, hvornår skredet skete. Men det er utvivlsomt, at det er sket. Jeg vil ikke kalde det en flygtningekrise, jeg vil kalde det en værdikrise eller en empatikrise.

Skredet kommer blandt andet til udtryk ved, at flygtninge i den offentlige debat fremstilles som en pinsel eller en plage, en trussel mod Danmark, et uvelkomment element, der skal skræmmes væk – helst før de overhovedet kommer i nærheden af Danmark.

Nogle fremfører, at situationen er så ekstrem, at den kræver ekstreme svar, men som jeg ser det, består det ekstreme i vores reaktion. Asylpresset mod Danmark er nemlig ikke højere, end det nogensinde har været, som vi ellers hører så tit.

Under Balkan-krigen var tallene højere, end de er i dag. Det gik Danmark som bekendt ikke i stykker af. Nej, vi har faktisk oplevet masser af vækst siden, samtalekøkkener og friværdi. Vi har integreret både de kristne og muslimske og de ikke-troende flygtninge fra Bosnien, Serbien, Kroatien i Danmark. Jeg synes, det har gjort vores samfund rigere - ikke fattigere. 

Det er rigtigt, at integrationsindsatsen og udgifter til asylansøgere eksisterer. Selvfølgelig gør de det. Men på sigt er flygtninge, der bliver i Danmark, en ressource, der også bidrager til væksten, viser flere undersøgelser. Faktisk passer flygtningenes demografi perfekt til de udfordringer, vi har i Danmark, hvor befolkningen bliver ældre og ældre og vi får færre børn, fastslog tænketanken CEVEA forleden. Hvor meget flygtningene bidrager med i en snæver økonomisk forstand, beror på, hvor alvorligt og højt vi vil prioritere at møde dem som mennesker, hjælpe dem med dansk, byde den indenfor – i vores liv og i vores land. 

Desuden vil jeg gerne anfægte den hastigt voksende overbevisning om, at vi ikke kan integrere mennesker med ikke-vestlig baggrund i vores samfund. Det er simpelthen ikke rigtigt. Ja, vi har historisk været for dårlige til det, men vi er et af verdens rigeste og lykkeligste lande, så vi har alle forudsætninger for at levere en god integration, hvis vi vil. Og det er der heldigvis rigtig mange, der vil. Og det gør mig så glad.

Civilsamfundet, erhvervslivet, kommunerne og frivillige borgere rykker lige nu, så det basker, og det kan allerede ses på integrationen. Antallet af flygtninge, der kommer i praktik eller løntilskud, er mere end fordoblet på bare et år, kriminaliteten blandt asylansøgere er styrtdykket på få år, og mange kommuner har udviklet deres indsatser for flygtninge i et imponerende tempo.

 I Vejle Kommune er man på bare to år gået fra at få godt 10 procent af flygtningene i arbejde til mere end 33 pct. i dag. Og det er ikke kun på arbejdsmarkedet, at det går bedre. Langt flere flygtninge bliver også i dag involveret meget mere i civilsamfundet og det frivillige arbejde – ikke mindst takket være de mange frivillige, der lægger adskillige timer i at sætte gode rammer op. Så vi er allerede godt på vej, og vi er kun lige begyndt. Det er naivt og uambitiøst at sige, at Danmark ikke skulle kunne, og det er uden respekt for alle de kommuner, virksomheder og frivillige, der i den grad leverer i en tid, hvor Christiansborgpolitikken svigter integrationsindsatsen.

Hvis vi anskuede vore egne børn i samme snævre økonomisk forstand, som for mange anskuer flygtninge, så gælder det jo, at de i deres første cirka 20 år, er den største underskudsforretning, der eksisterer. Ingen bruger dog det faktum som argument for at stoppe med at føde børn, droppe uddannelsesindsatsen eller sende børnene i lejre.

Herudover mister vi jo heller ikke interessen for pensionister, når de efter et langt arbejdsliv igen begynder at give underskud ud fra den snævre økonomisk forstand. Men nok om det. For jeg synes egentlig, at vi ved at sidestille menneskelig værdi med økonomisk værdi, er ude på et skråplan. Et skråplan, hvor anskuelsen er, at mennesker først bidrager og har værdi, når de giver økonomisk overskud.

Det er rigtigt, at vores velfærd de seneste mange år er blevet forringet. Det er jo ikke sket inden for de seneste otte måneder, hvor vi så opildnet har diskuteret den humanitære krise, der udspringer af tørken og krigen i Syrien. Nej, det er sket på grund af politiske fra- og tilvalg. Fravalg af et stærkt sikkerhedsnet under marginaliserede borgere for et tilvalg af virksomhedsskattelettelser, topskattelettelser – samt fx en uvilje til at gøre op med de mange milliarder kroner i skattely. Det er blot politiske valg.

Det er således et politisk valg, hvordan vi vil finansiere at behandle nytilkomne med humanistiske og kristne værdier. Her har den nuværende regering valgt at udhule kontanthjælpen, hvilket de sådan set havde bebudet allerede før valget, samt at benytte udviklingsbistanden, der burde gå til verdens fattigste lande, herhjemme. Når det kommer til udviklingsbistanden er det i dag sådan, at Danmark er den største modtager af dansk udviklingsbistand.

Og det er måske det mest ulykkelige. Det ryk, der er sket i samfundet, den der fremstilling af, at vi undergraver velfærdsstaten, når vi tager imod flygtninge, passer simpelthen ikke. Den passer måske, hvis vi har de helt kortsigtede briller på, men hvis vi altid havde haft kortsigtede briller på, var der mange ting vi i dag skatter højt, der aldrig var blevet til noget: Kvinder på arbejdsmarkedet, sundhedssystemet, andelsbevægelsen, selve velfærdsstaten. Der er forskel på investering og en udgift. Jeg nægter at se humanisme og næstekærlighed som en udgift, vi ikke har råd til.

Vi kunne se, at det bragte værdi på lang sigt. Derfor gjorde vi det. Og fordi det var rigtigt at gøre.