Etisk set

Det ansvarsløse samfund

"Hvad betyder det for Lofts politisk ansvarlige minister, Troels Lund Poulsen (V)? Er departementschefens dispositioner ikke ansvarspådragende for hans minister? Tilsyneladende ikke længere," skriver universitetslektor Klavs Birkholm. Foto: Sofie Amalie Klougart/Information

Klavs Birkholms eneste forventning til regeringsskiftet i 2011 var, at ministre ville begynde at tage ansvar for deres ministeriums fejltagelser. For under den tidligere VK-regering forsvandt ansvaret for de involverede, skriver universitetslektoren.

MANGE DANSKERE, der definerer sig selv som værende ”til venstre for midten” (hvad det så end skal betyde), er skuffede over Helle Thorning-Schmidts (S) regeringer. De havde åbenbart ventet sig noget mere. Selv forventede jeg ikke noget særligt ved regeringsskiftet i 2011, undtagen på et enkelt punkt: Jeg håbede, at den moralske erosion, der de foregående 10 år var begyndt at vise sig omkring en række ministerskandaler, nu ville blive bragt til ophør.

Ministerskandaler har der altid været. Det nye under regeringerne Fogh Rasmussen (V) og Løkke Rasmussen (V) var ikke skandalerne, men at de forblev uden konsekvenser for de involverede. Ansvaret forsvandt. Det klassiske krav om, at politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed skal være absolut pletfrie, gik tilsyneladende i glemmebogen.

Som bekendt gik min beskedne forhåbning ved regeringsskiftet i opfyldelse. Et eksempel blandt flere er Christian Friis Bach (R), der trådte af som udviklingsminister, da det viste sig, at han havde fejlinformeret et folketingsudvalg angående Lars Løkke Rasmussens luksuriøse GGGI-rejser. Ganske vist skyldtes fadæsen, at Friis Bach selv var blevet fejlorienteret af sine embedsmænd, men en ministers omdømme må være pletfrit. Det eneste foruroligende ved sagen var, at store dele af både pressen og det politiske landskab stillede sig uforstående over for, at en minister stod ved sit ansvar og ikke bare tørrede det af på de embedsmænd, der var ophav til fejlen.

Netop i denne attitude finder man måske forklaringen på det triste forløb omkring den endelige rapport fra Skattesagskommissionen i sidste måned. Rapporten fastslår, at tidligere departementschef Peter Loft i flere omgange overtrådte forvaltningsloven og tillige misinformerede Folketingets Ombudsmand. Hvad betyder det for Lofts politisk ansvarlige minister, Troels Lund Poulsen (V)? Er departementschefens dispositioner ikke ansvarspådragende for hans minister? Tilsyneladende ikke længere! Både før og efter rapportens offentliggørelse har Lund Poulsen erklæret sig ”pure frifundet”!

Det er udtryk for en dramatisk kulturændring i det politiske demokrati. Endnu tydeligere kom den samme ændring til udtryk efter Venstres ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i Odense den 3. juni, hvor de fleste havde forventet, at Lars Løkke Rasmussens seneste bilagsskandale ville føre til et formandsskifte. Da det forløb anderledes, gik der næppe to dage, førend de første medier begyndte at spørge, om vælgerne mon foretrak Løkke Rasmussen eller Thorning-Schmidt som statsminister!

Hvad er det for et værdisystem, journalisterne, de politiske rådgivere og hele den parlamentariske debatkultur her retter sig ind efter? Tilsyneladende det, der sammenfattes i princippet ”går den, så går den”.

I dansk folkestyre vælges man til en parlamentarisk forsamling for at varetage en idé om, hvor samfundet skal bevæge sig hen. Ikke for at rage til sig, hverken af penge eller af karriere. At være politiker er et ombud for det fælles bedste. Når denne grundsten i ethvert demokrati nu pludselig synes glemt af både journalister og af politikerne selv, skyldes det måske en tilsvarende forvitring i den underlæggende kultur, hvor netop dét at rage til sig efterhånden synes at være den eneste anerkendte bestræbelse. Ansvaret må Fanden tage!

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk