Big Brother. Hvorfor finder vi os i overvågning?

Tegning: Peter M. Jensen.

Bortset fra særligt engagerede grupperinger af venstreorienterede, libertarianere og internetanarkister er der ikke nogen, der protesterer

Der findes historier, som behandles indgående, omfattende og med slet skjult forargelse af pressen, uden at det udløser andet end et skuldertræk hos den brede befolkning.

I disse uger er det afsløringerne af USAs og Storbritanniens omfattende udspionering af egne og andre landes borgere, der får journalister og politiske kommentatorer til tastaturet. Dokumenterne, som den tidligere ansatte i USAs sikkerhedstjeneste NSA Edward Snowden har lækket, viser blandt andet, at NSA aflytter vores telefonopkald, SMSer og internettrafik, og at tjenesten har direkte adgang til ni af verdens største internetselskabers servere Google, Apple, Microsoft, Facebook et cetera. I en række lande overvåges stort set al elektronisk kommunikation mellem både almindelige borgere, toppolitikere og diplomater.

I amerikanske The Washington Post, britiske The Guardian og tyske Der Spiegel er indignationen til at tage og føle på. Men blandt de borgere, hvis mindste klik på internettet bliver registreret, er der påfaldende stille. Bortset fra særligt engagerede grupperinger af venstreorienterede, libertarianere og internetanarkister er der ikke nogen, der protesterer. Privatlivets fred er blevet en sag for paranoide principryttere og politiske idealister. Nogen folkesag er det i hvert fald ikke.

Det er der flere forklaringer på. Dels handler det om vores forhold til de digitale spor, vi efterlader os. Mens vi formentlig ville blive urolige, hvis nogen begyndte at åbne vores breve, så accepterer vi som udgangspunkt, at brevhemmeligheden ikke gælder det, vi foretager os på mobiltelefonen, med vores kreditkort eller på internettet. Hvis det er digitalt, er det offentligt (medmindre vi gør os umage med at kryptere og skjule det og så er vi sandsynligvis enten forbrydere eller tilhører en af ovennævnte særligt engagerede grupperinger).

Dels handler det om, at intet af det, som Snowden har afsløret, kommer som en overraskelse. Vi vidste det jo godt i forvejen. I spionromaner, film og tv-serier som The Bourne Identity, 24 Timer og Homeland har vi set, hvordan de amerikanske efterretningstjenester fanger den flygtende i et uigennemtrængeligt, elektronisk net, som kun de allermest snarrådige er i stand til at bryde ud af. Satellitfotos, overvågningskameraer og triangulering af mobilsignaler går op i en højere enhed med tortur og likvideringer. Vi har fået udvisket grænsen, ikke kun mellem fiktion og virkelighed, men også mellem lovligt og ulovligt, etisk og uetisk.

Men først og fremmest handler de manglende protester mod overvågningen om, at vi accepterer argumentet om, at den er til vores eget bedste. Efter den 11. september 2001 er forebyggelsen af terror blevet et argument, som er stærkere end alle andre. De relativt sjældne terrorhandlinger på amerikansk og europæisk jord bomberne ved maratonløbet i Boston og machetemordet på soldaten i London vækker langt mere frygt end tanken om, at Big Brother holder øje med os. Eftersom vi ikke har noget at skjule, kan det ikke skade os, at sikkerhedstjenesterne overvåger, hvem der snakker med hvem og hvornår.

LÆS OGSÅ: Snowden har sat USA i forlegenhed

Argumenterne om, at terroristerne netop har vundet, når vi sælger ud af vores personlige frihed, forekommer abstrakte og teoretiske. Måske har vi ikke ligefrem blind tillid til NSA, men der er noget andet, vi er mere bange for. Ligesom vi villigt accepterer at blive kropsvisiteret og få vores bagage scannet, hver gang vi skal ombord på et fly, føler vi heller ikke, at scanningen af vores private kommunikation er et problem. Det er jo for vores egen og statens sikkerheds skyld.

Da DDR-styrets efterretningstjeneste i sin tid opbyggede den præ-digitale æras mest effektive overvågningssystem, handlede det også om at beskytte statens og borgernes sikkerhed. De langt mere effektive muligheder, som den moderne kommunikationsteknologi åbner, ligner enhver Stasi-agents ønskedrøm. Måske er det netop en af forklaringerne på, at NSAs overvågningsprogram er blevet så omfattende: Det er simpelthen fristende nemt, diskret og billigt.

Og nej, naturligvis kan man ikke sammenligne USA og de andre vestlige demokratier med politistaten DDR. En af de vigtigste forskelle er, at der findes en fri presse, som kan afsløre misbrug, kritisere staten og værne om demokratiet. Men ligesom vi har givet køb på privatlivets fred og brevhemmeligheden, er det heller ikke nogen selvfølge, at vi også i fremtiden vil have en ucensureret presse. Derfor burde protesterne mod den altomfattende overvågning være en folkesag.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus