Sig nej til statsanerkendt selvmord

Folketinget bør aldrig give efter for folkeligt pres og ved lov indføre menneskers ret til statserkendt selvmord, mener debattør. For hvor længe vil der gå, før en "værdig død" bliver krævet af os som ansvarlige samfundsborgere?

DØDEN følges i den offentlige debat gerne med ordet ”værdig”. Mennesker ønsker en værdig død for sig selv og deres elskede. Nogle kræver den, andre køber den. En død, de selv bestemmer: et juridisk legalt, professionelt - statsligt eller privat - assisteret selvmord, udført ved udsigten til pinefuld, uhelbredelig eksistens med senere død til følge.

Det er ikke svært at forstå og føle med det menneske, som ønsker at spare sig selv eller andre for unødig lidelse og i stedet gå den visse død i møde med oprejst pande. Som en slags sejrherre over sygdommen i stedet for en dødssyg taber, nedbrudt til ukendelighed af et udsigtsløst behandlingsforløb.

Alligevel håber jeg, at Folketinget aldrig giver efter for folkeligt pres og ved lov indfører menneskers ret til statsanerkendt selvmord. For hvor meget mere end lidelse risikerer vi ikke at spare væk?

Hvem har ikke mærket strejfet af utilpashed og forlegen medskyld, når venner eller bekendte lader deres kæledyr leve lige lidt for længe? Når det bliver uværdigt at se kræet slæbe sig rundt eller ligge passivt hen. ”Se nu at få det overstået,” tænker man i sit stille sind og skammer sig det øjeblik, man ser hunden løfte hovedet og logre, når husets børn kommer hjem og falder dyret om halsen. Hvem er vi, der tør sætte dagen og timen?

Hvor længe vil det vare, inden vores syn på den menneskelige pligt til at aflive de dyr, vi holder af, kryber ind i vores samfunds syn på menneskers pligt over for hinanden? Før vores egen samvittighed forbyder os at ligge vores familier og samfundet til last med vores syge, uværdige liv?

Hvor længe før ”værdig død” bliver et samfundsanliggende - naturligvis ud fra eksperters gennemarbejdede definitioner og kriterier? I alles bedste interesse. Både privat og sundhedsøkonomisk. Som da vi gik fra hjerte- til hjernedød - færre levende patienter i koma, flere reservedele til patienter med behov for organtransplantation.

Vil skredet ske hurtigere i tider med offentlige besparelser, når flere medborgere bliver dyrere at pleje? Fordi medicinske fremskridt sikrer længere overlevelse af sygdomme, der tog livet af os tidligere? Fordi døden ikke er afskaffet, kun udskudtVi dør. I Danmark mest af sygdom, ulykker og af ”alderdom”. Men alderdom kan være dyr. Nogle gange også uskøn. Og er nogle gamle ikke meget ensomme, ulykkelige og ubehjælpsomme? Hvor værdigt er det? Og de multihandicappede? De hjerneskadede? Er det værdigt for dem og deres familier, at de skal leve - lange eller korte liv - på dyre døgninstitutionerMedlidenhedsdrab kaldte man det i Det Tredje Rige og satte det i system. Eutanasi, en god død, så meget mere værdigt end forkrøblede, udsigtsløse liv. I Belgien var loven om aktiv dødshjælp 12 år gammel, da den i år også kom til at gælde for børn. Definitioner forandres, grænser rykkes.

Indført ved lov er assisteret selvmord skræmmende. Stem aldrig for en lov, du ikke ville lade dine fjender håndhæve. En dag kunne ”fjenden” ligne en dygtig sundhedsøkonom til forveksling.

Lige nu påkalder mennesker sig samfundsretten til værdig død. Hvor længe ville der gå, før en ”værdig død” blev krævet af os som ansvarlige samfundsborgere? Aktivt eller passivt.

I, som har magt og myndighed: Bevar vores død uvis og dermed vores egen. Plejepersonale udøver allerede passiv, smertelindrende dødshjælp professionelt - og selvmordets private udvej findes.