Birkler: Besindighed er en dyd i dansk debatkultur

Uden besindelse er vi alle reduceret til brushoveder og bralderrøve, mener formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler. Han opfordrer folk til at besinde sig i den offentlige debatkultur

DELTAG I DEBATTEN på vores facebookside! Sådan lyder det stadig oftere i forlængelse af en debat i radio eller tv. Men det eneste, der står tilbage, er i reglen en ventil, hvor man kan få afløb for det, man allerede mener, synes og føler i forvejen.

Målet er dialoger, men det bliver sjældent til andet end korte monologer, hvor der etableres et elektronisk net af udtrykt irritation og frustration som alternaiv til den intenderede refleksion. Alle taler om vigtigheden af debat, hvorefter tusindvis står og råber ud i luften i hver sin retning. Dybt ironisk bliver det, når man efterfølgende hører følgende hyldest: ”Hvor var det godt, vi tog debatten.” Men debatten opstod aldrig.

Det er farligt at moralisere, hvilket heller ikke er mit ærinde. Men måske mangler der er smule besindighed som alternativ til den megen flygtighed. Besindighed er en dyd eller duelighed, som ofte ekskorteres ud af bagdøren som støvet fortid. Men den moderne nutid efterlader besindighed som nødvendighed.

Besindigheden er en vigtig egenskab, hvis demokratiet skal fungere. Skal besindigheden formuleres og defineres mindre højstemt, udtrykkes den i sin kerne som et: ”Jeg må hellere “”. Besindighed skaber besindelse, som er eftertanke.

JEG TÆNKER, FØR JEG HANDLER. Jeg trækker vejret. Jeg sover på det. Men besindighed angår ikke kun tanken. Det er også sanselighed, realitetssans og jordforbindelse, hvor vi får kontakt med os selv og vores omverden.

Besindighed bestemmer, hvad vi skal sige, hvad vi skal vælge, og hvad vi skal undgå. Besindighed er betingelsen for, at vi korrekt kan vurdere, hvad der er godt og skidt i en bestemt situation. Besindighed er kort sagt sund fornuft, handlingens visdom eller praktisk livskunst.

Moral er besindelsens kunst. Spidsfindigt formuleret er man ubesindig, hvis man udelukkende følger moralens regler og umoralsk, hvis man handler ubesindigt.

Men der er ikke altid tid til besindelse, lyder det ofte. Hvis vi pludselig kommer i fare eller nød, er der ikke tid til eftertanke. Det kan selvsagt ikke benægtes. Men pointen er modsat den at lade besindelse sikre, at faren ikke opstår. Besindelsen består derfor moderne forstået i forholdsregler og forbehold.

Men ren besindighed kan ende som spekulation, hvor man i andres øjne bliver udspekuleret og kan nære både mistro og mistillid. Det er meget lettere at elske det spontane, ligefremme og umiddelbare.

Men besindighed er ikke en nølen for egen skyld, men tager sigte mod at udtrykke sit bedste for alles bedste. Med besindelse er det ikke målet at forudse og gentænke sit eget bedste, men måske især at indtænke og medtænke andres bedste.

Aldrig har der været talt så meget om at ”leve i nuet”. Men hvis resultatet er en fladpandet stræben efter den korteste vej til nydelse, er besindelse måske et bedre alternativ. Virkeligheden påtvinger os en alenlang række af forhindringer, hvilket er livets betingelse.

Besindighed er kunsten at gebærde sig under denne præmis. Den besindige har indgået troskab med fremtiden og lægger samtidig afstand til dyret i os alle. Således er besindighed det, der lader instinktets indskydelse blive en viljesbåret handling. Uden besindelse er vi alle reduceret til brushoveder og bralderrøve.