Er vi ved at oprette et godhedens kalifat?

Et samfund, der søger at udrydde ondskab, som den man for tiden ser hos Islamisk Stat, risikerer selv at blive totalitært, skriver højskoleforstander Jørgen Carlsen

Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-1975) fulgte på nærmeste hold retssagen mod nazibødlen Adolf Eichmann, der førte til hans domfældelse og henrettelse i begyndelsen af 1960'erne. Tilfældet Eichmann var gefundenes fressen for psykologerne. Han blev underkastet en lang række personlighedsanalyser. Formålet var selvfølgelig at gribe om ondets rod.

Det påfaldende var bare, at der intet dæmonisk eller satanisk var over Eichmann. Hans personlighed befandt sig inden for normalområdet. Han var ordinær, grænsende til det kedelige. Hans rædselsgerninger bestod snarere i hans bureaukratiske korrekthed og manglende evne til at indleve sig i konsekvenserne af sine handlinger. Det ”interessante” ved ham var, at han som person var så inderligt uinteressant. Denne pointe udmønter Hannah Arendt i udtrykket ”ondskabens banalitet”.

For tiden taler vi herhjemme om en anden ond person: Mohammad, en 25-årig dansk mand fra Ishøj. Hans skæbne er en helt anden end Eichmanns. Han kommer ikke fra et bedsteborgerligt miljø i Tyskland, men fra en indvandrerfamilie i dagens Danmark.

Nu befinder han sig i Mellemøsten som kriger i Islamisk Stat (IS) , der med uhørt brutalitet kæmper for et sunni-islamisk kalifat regeret af sharialov. Lige nu repræsenterer IS i verdensoffentligheden den ultimative ondskab med makabre halshugninger på YouTube.

For et par uger siden blev Mohammad landskendt, fordi han på nettet har lagt billeder af sig selv, hvor han storsmilende poserer i sin sorte IS-uniform, omgivet af hovedløse lig og afhuggede hoveder.

Det forlyder, at Mohammad forsvandt fra Ishøj i september sidste år. Ingen kan rigtig forstå, hvad der er sket. De fleste, der har kendt ham, er bestyrtede. De fortæller, at han var en ”god knægt”. Han gik på Strandgårdskolen i Ishøj - en almindelig dansk folkeskole. Han spillede gerne fodbold og levede et almindeligt drengeliv. Måske var der i de sene teenageår noget hashmisbrug - og muligvis også lidt depression. Men så var det heller ikke værre. Han har aldrig med sin opførsel været i politiets søgelys.

Ingen havde rigtig set det komme. Ikke engang i Mohammads egen familie. Alle spørger sig selv, hvor i hans livsbane skiftesporet befandt sig. Det skiftespor, der førte ham ud i en islamistisk radikalisering.

Naturligvis er det i samfundets interesse at forsøge at udrede årsagerne til radikaliseringen af unge. Meningen er selvsagt at forebygge radikaliseringen gennem en række præventive indsatser af socialpædagogisk karakter. PET har efter sigende udrettet meget på den front, og gudskelov for det.

Men én ting er givet: kampen kan aldrig føres til ende. Det ville forudsætte, at man kunne fjerne alle skiftespor, så folk var tvunget til at holde sig på godhedens obligatoriske hovedspor fra vugge til grav. Så snart og allerhelst inden en person skifter spor, står psykologerne og pædagogerne klar med deres værktøjskasser. Og formålet er såre ædelt: at bane vejen for det gode!

Humanismens evangelium er som bekendt troen på det gode i mennesket, og pædagogikken er dens helligånd. Fra at være en metafysisk-religiøs størrelse er ondskaben reduceret til et pædagogisk problem, der kalder på tekniske løsninger. Ondskaben er noget, der optræder som følge af uforudsete omstændigheder.

Al respekt for humanismen, psykologien og pædagogikken. Jeg tror afgjort, at det er muligt at nedbringe mængden af ondskab i verden. Men eliminere ondskaben kan man ikke. Og hvis man kunne, ville det medføre et samfund, hvor borgerne præventivt holdes på dydens smalle sti.

Et sådant samfund vil i sit totalitære tyranni bringe sig på omgangshøjde med Islamisk Stats hede drømme om et kalifat, gennemsyret af sharia. Det ville være som at uddrive djævelen med Belzebub. Måske er ondskaben ganske banal. Den er der bare og dukker op de mest uventede steder.