Økologisk aflad: Køb dig en portion god samvittighed for 29,95 kroner
Er jeg modstander af økologisk produktion? Ikke det fjerneste. Tværtimod er jeg stor fan, men jeg tror, miljøhensyn er mere end at købe øko-æg om søndagen og øko-mælk på tilbud
Vi har en stille husfejde hjemme hos mig, en kold krig i kollektivet. Det handler om indkøbsvaner. Længe har det været kutyme, at de, der køber ind, køber økologiske varer. Men på det seneste har der sneget sig en ny holdning ind i vores køkkenskabe og på badeværelset. Mærkevareøkologi.
Først var det den fælles balsam på badeværelset, så en pakke kiks i skabet, og nu synes det at have bredt sig som en søvndyssende virus til køleskabet og alle tørvarerne i køkkenet.
LÆS OGSÅ: Mere planlægning giver større bevidsthed om det, vi spiser
Visse kvinder sværger religiøst til særlige hud- og hårplejemærker, og fred være med det. Det er, når køleskabet bliver fyldt op med forbrugerismens afladsbreve, at jeg står af. Det, der får mig op af stolen, er, når min omgangskreds føler sig frelste over at købe sig god samvittighed igennem enkelte økologiske brands. Især når vi alligevel alle sammen tager bad om morgenen, drikker konventionelt dyrket kaffe og efterlader mobilopladeren i en tændt stikkontakt i dagevis.
Mad fra Urtekram, Änglamark og tilsvarende mærker har lige så mange food-miles på samvittigheden. Det dyrkes i monokulturelle landbrug og bliver transporteret halvdelen af verden rundt, præcis som konventionelle fødevarer. Af og til endda længere. Så hvad er det, vi køber? Vi køber os til en god samvittighed og en fortsættelse af den eksisterende fødevareindustri.
Jeg besøgte en af mine aarhusianske veninder i sommer. I hendes velindrettede køkken, hvor Aida-stellet står på lige rækker med servietter mellem tallerknerne, satte hun kaffe over i Bodum-stempelkanden og undskyldte: Jeg har ikke fået købt Urtekram-sukker, vil du alligevel have sukker i?
Min veninde er et glimrende eksempel på, at vores forbrug har lusket sig til en så central position i vores liv og identitet, at det har inficeret vores madindkøb, der ikke længere er et spørgsmål, om man har råd til grøntsager og rugbrød (i stedet for færdigretter og hvidt toastbrød), men et spørgsmål om at have råd til det rigtige mærke grønt og brød.
Det rette mærke synes at veje op for andre udskejelser; som en bankkonto, du sætter god klimakarma ind på, og så kan du trække, til den er i nul. Hjemme i kollektivet er der et tydeligt sammenfald mellem, hvem der går mest op i økologiske mærkevarer, og hvem der tænder først (og mest) for radiatorerne ej at forglemme som flyver mest.
Jeg er et barn af 1980ernes og 1990ernes køb og smid væk-samfund, og jeg kan godt tage mig selv i at idyllisere 1960ernes værdikampe. Dengang Preben Wilhjelm (VS) tog fat, og folk flyttede i kollektiver for at være sammen om at skåne miljøet ved at deles om et køleskab og minimere madspild. Dengang antiforbrug var noget at stræbe efter, modsat i dag, hvor vi har opgivet den kamp.
I dag er vi alle forbrugere ind til benet. Jeg forbruger ergo er jeg. Forbruget definerer vores egoer og vores familie; spelt, kernesund eller dårlig? Og det er forbruget, som skaber disputten i mit hjem, når det er blevet acceptabelt, at man kan købe sig til miljømæssigt aflad hos Urtekram og Änglamark.
Er jeg modstander af økologisk produktion? Ikke det fjerneste. Tværtimod er jeg stor fan, men jeg tror, miljøhensyn er mere end at købe øko-æg om søndagen og øko-mælk på tilbud. Miljøet er så essentielt for menneskeheden, og vores overdrevne forbrug har tvunget det i knæ. Så dybt i knæ, at ens yderligere forbrug af økologiske mærkevarer pakket ind i tyve lag af cellofan ikke vender skuden, men holder den i en stabil og konstant fart fremad.
Charlotte Heikendorf, cand.phil. i visuel antropologi,Svendelodden 2, 3., København NV