Sygdomsprognoser kan skabe frygt

Læger sættes i et vanskeligt dilemma, når de på grund af gentest besidder viden, som patienten ikke ønsker at få. Foto: Iris

Risikoprognoser, der fortæller om sandsynligheden for at få visse alvorlige sygdomme, bliver stadigt mere udbredte i sundhedssystemet, men ikke alle patienter kan klare informationen

Du bliver måske alvorligt syg. Vil du vide det?

Det spørgsmål bliver stadigt mere aktuelt i takt med, at sundhedsforskningen bliver bedre til at bruge gen- og blodanalyser til at lave risikoprofiler, så den enkelte kan få at vide, hvor stor sandsynlighed der er for at udvikle forskellige sygdomme, siger Thomas Ploug, professor i filosofi ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd:

”Der er ingen tvivl om, at det vil blive mere og mere udbredt at lave risikoprofiler i sundhedssystemet, blandt andet i form af gentest.”

Senest har forskere på blandt andet Københavns Universitet opdaget en sammenhæng mellem et lavt niveau af det såkaldte apolipoprotein E i blodet og demens. De håber, at det kan føre til, at læger via en simpel blodprøve kan fortælle deres patienter, hvor stor risikoen er for at udvikle demens - en sygdom, som 80.000 danskere lider af, og som stadig flere får i takt med, at vi lever længere.

Demenstesten er kun på trapperne, men det er allerede nu muligt at bruge gen- eller blodtest til at give en risikovurdering i forhold til andre sygdomme, blandt andet brystkræft.

Stadigt flere kvinder får for eksempel bortopereret tilsyneladende raske bryster, fordi de ligesom den amerikanske skuespiller Angelina Jolie har fået påvist en genmutation, der øger deres risiko for at få brystkræft.

Men det er ikke alle, der kan håndtere information om, at de måske bliver ramt af demens eller brystkræft, og det stiller store krav til sundhedssystemet, siger Thomas Ploug:

”Til et langt godt liv hører også, at man ikke skal bekymre sig. Vi ved fra undersøgelser, at folk reagerer meget forskelligt på at få at vide, at der er risiko for, at de udvikler en sygdom. Nogen bruger det til at indrette deres liv anderledes, andre bliver bange. Det er vigtigt, at sundhedssystemet involverer borgerne og spørger, om de vil kende risikoen. Måske skal man starte med at spørge, om de let bliver bange for sygdom.”

Fatima Sabir, ph.d.-stude-rende i anvendt etik ved Roskilde Universitet, oplever også, at risikovurderinger vinder stadig mere indpas i sundhedssystemet:

”Der er en tendens til, at man screener og risikovurderer mere end tidligere, og den medicinske teknologi udvikler sig i rivende hast, så det er også noget, vi vil se mere af i fremtiden. Vi er vant til at sige, at 'ingen kender dagen i morgen', men det bliver stadigt mere udbredt at give en sundhedsmæssig prognose på den.”

Men der er en fin balance mellem at oplyse og skræmme, siger Fatima Sabir:

”Det er selvfølgelig et dilemma, for en risikoanalyse kan skræmme, og det er uhensigtsmæssigt, hvis en borger skal leve i frygt på grund af noget, som måske-måske ikke bliver en realitet. På den anden side kan en risikoanalyse give en person mulighed for at ændre sin livsstil for at forebygge, eller for at leve sit liv anderledes.”

Ruth Frikke-Schmidt - klinisk forskningslektor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet, der er en af forskerne bag demensundersøgelsen - er opmærksom på, at der kan være et etisk dilemma i forhold til risikoprognoser:

”Vi skal selvfølgelig ikke forskrække, men man skal heller ikke gemme vigtig viden, hvis man kan hjælpe folk, og vi håber at bidrage til en bedre risikovurdering, så vi kan hjælpe folk hurtigere,” siger hun.