Flere lande har svært ved at begrænse aktiv dødshjælp

Det Etiske Råd vil for første gang siden 2003 komme med en samlet udtalelse om emnet aktiv dødshjælp, ...

Vi ved fra undersøgelser, at aktiv dødshjælp foregår i Danmark, men da vi ikke har nogen regler, sker det i det skjulte, siger formand for Landsforeningen En Værdig Død. Iris

I lande, som tillader aktiv dødshjælp, udvides grænserne løbende for, hvem der får hjælp til at dø

I år fik en 24-årig belgisk kvinde med selvmordstanker godkendt sin anmodning om aktiv dødshjælp. Kvinden er ikke dødeligt syg, men har siden barndommen ønsket at dø, og det ønske kan hun nu forvente går i opfyldelse allerede denne sommer.

”Livet er bare ikke for mig,” sagde hun til den flamske avis De Morgen i denne måned.

Den 24-årige kvinde er endnu et eksempel på, hvordan grænserne for, hvem der kan få hjælp til at dø, rykker sig i de lande, der har indført aktiv dødshjælp. Hvor kriteriet tidligere var smertefulde og dødelige sygdomme, ser man nu eksempler på demente, deprimerede og anorektikere, der har fået hjælp til at dø, siger Raphael Cohen-Almagor, professor i politisk filosofi og etik ved University of Hull i England og forfatter til to bøger om dødshjælp.

”I både Belgien og Holland var den egentlige idé med at indføre dødshjælp, at kompetente voksne frivilligt kunne vælge at fremskynde døden, hvis de stod i en situation, hvor de fandt det nødvendigt. Men vi ser nu, at patienter får dødshjælp, uden at det potentielt set var den bedste løsning for dem og deres ønske. Samtidig gives det ikke kun til de selvstændige voksne, men også mindreårige, mennesker i koma, og mennesker med demens.”

Samme udvikling ser Kevin Yuill, lektor i historie på University of Sunderland i England og forfatter til en bog om assisteret selvmord. Ifølge ham er Belgien og Holland i dag i kapløb om at være mest liberal på området.

”Kategorierne, for hvem der kan søge om dødshjælp, er blevet udvidet, hvilket afspejler det faktum, at læger må imødekomme flere og flere anmodninger. Lidelse er, naturligvis, helt subjektivt, så det er ikke overraskende, at lande, hvor aktiv dødshjælp er accepteret som medicinsk behandling, også vil få anmodninger fra mennesker, der lider af depression, ensomhed og endda tinitus.”

I Danmark går cirka 70 procent af befolkningen ind for aktiv dødshjælp, og flere politikere har også åbnet op for at diskutere emnet. Men risikoen vil være at se samme glidebane som i udlandet, siger overlæge på Vejle Sygehus og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole Hartling.

”Når man først har fjernet en barriere, så er det svært at sige, hvor højt bommen skal sættes. Det er en konsekvens af, at det tragiske tilsidesætter det etiske. Vi kan godt rationelt se de etiske dilemmaer inden for aktiv dødshjælp, men lige så snart vi hører en tragisk historie, skubber det anden tankevirksomhed til side. Har vi først lovliggjort aktiv dødshjælp, bliver det svært for etikken at få plads.”

I Holland steg antallet af tilfælde, hvor mennesker fik aktiv dødshjælp grundet demens og psykiske lidelser i 2013. Her fik 97 aktiv dødshjælp på grund af demens mod 42 i 2012, og 42 fik for psykiske lidelser mod 14 i 2012.

Læge og filosof Gerrit Kimsma, som er tilknyttet center for medicinsk etik og filosofi på RadMedical Center i Nijmegen, har selv fulgt udviklingen og ser dog ikke nogen glidebane.

”Den udvikling, vi ser i eksempelvis Holland, sker inden for lovens grænser og under grundig kontrol. Men lovens formuleringer er brede og åbne for fortolkning, og vi ser nu, at flere mennesker og læger er begyndt at undersøge, hvad lovens begrænsninger i virkeligheden er. De seneste år har vi set, at nye grupper mennesker med andre komplekse sygdomme end kræft også indfrier kriterierne for dødshjælp.”

Ifølge Gerrit Kimsma er de store debatter i Holland lige nu, hvornår mennesker med demens har ret til dødshjælp, og om mennesker uden uhelbredelige sygdomme eller alvorlige smerter har det, hvis de har mistet livslysten.

Flemming Schollaart, formand for Landsforeningen En Værdig Død, der arbejder for legalisering af aktiv dødshjælp, mener ikke, at man får en glidebane ved at lovliggøre dødshjælp.

”Vi ved fra undersøgelser, at aktiv dødshjælp foregår i Danmark, men da vi ikke har nogen regler, sker det i det skjulte. Dermed er der risiko for en glidebane så bred som en motorvej. Derfor bør vi hellere få sat dødshjælpen ordentligt i system. I alle mennesker er der en iboende aversion mod døden - det er det allersidste, der skal ske. Derfor kommer vi ikke til at opleve, at aktiv dødshjælp bare er noget, der sker.”