Skal vi sætte grænser for livsforlængende behandling?

I dag tager vi alt for ofte dyre lægemidler i brug, selvom de kun forlænger patienters liv med få måneder, siger kræftlæge. Politikerne bør tage stilling til, hvornår det ikke kan betale sig at behandle, lyder det fra flere sider

Hvor mange uger, måneder eller år skal en patients liv forlænges, før det kan betale sig at bruge dyr medicin på vedkommende?

Det spørgsmål så professor og kræftlæge på Vejle Sygehus Anders Jakobsen gerne taget op til offentlig debat. Udgifterne til lægemidler på hospitalerne er på fem år steget fra knap seks til over otte milliarder kroner, og regionerne vurderer, at udgiften i 2020 kan være på over 13 milliarder kroner.

Trods opfordringer fra regioner, sygehuschefer og læger vil hverken regeringen eller Venstre begynde at prioritere, hvornår medicin bliver for dyr i forhold til effekten. Men dette skaber en misforstået idé om, at medicin altid gavner, mener Anders Jakobsen.

Han så gerne, at man diskuterede brugen af livsforlængende medicin, som ifølge ham udgør langt størstedelen af medicinudgifterne til kræftpatienter.

”Som det er i dag, er det altid bedst at tage det dyreste lægemiddel ned fra hylden og bruge skrækkeligt mange penge på at forlænge kræftpatienters liv med få måneder. Men dermed bliver medicin en undskyldning for ikke at få talt med patienten om, hvad vedkommende virkelig ønsker. På Vejle Sygehus forsøger vi at inddrage patienterne i overvejelserne om, hvad der gavner dem bedst, og min oplevelse er, at flere fravælger den livsforlængende, dyre behandling.”

I Norge har man valgt ikke at tilbyde livsforlængende medicin på landets offentlige hospitaler, hvis behandlingen pr. patient overstiger 800.000 kroner om året. Anders Jakobsen ønsker ikke at gøre muligheden for behandling op i pris, men foreslår, at man sætter et minimumskrav for, hvor meget medicinen skal kunne forlænge ens liv.

”Man kunne for eksempel sige, at man ikke er interesseret i medicin, der forlænger patientens liv med mindre end tre måneder. Vi ved med meget stor sikkerhed, at vores livsforlængende medicin ikke altid virker, og vi skal være glade, hvis 20 procent oplever andet end bivirkningerne. De penge, der bruges på dyr medicin, kan i stedet bruges på at give patienterne en bedre sidste levetid.”

Administrerende direktør fra Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, giver Anders Jakobsen ret i, at overvejelserne om brugen af livsforlængende medicin skal drøftes meget nøje mellem læge og patient.

”I for mange situationer griber vi til den nemme løsning, når en slags medicin ikke virker, og giver bare patienten noget andet. Men bare fordi et lægemiddel findes på hylden, skal man ikke nødvendigvis spise det. Vi skal tage fat i, at kræftlægemidler både har en positiv og en negativ effekt. Vi oplever, at patienter, der lærer om fordele og ulemper, ofte vælger den livsforlængende behandling fra.”

Overlæge på Rigshospitalet og næstformand i Det Etiske Råd, Gorm Greisen, ser prioritering i sundhedsvæsenet som det største etiske problem i vores tid og forstår også politikernes berøringsangst med emnet.

”Det er en god fortælling, at vi er et solidarisk samfund, hvor man kan forvente, at vi kan stå sammen og give mennesker længere tid sammen, hvis et familiemedlem lider af en dødelig sygdom. Med en rationel, nytteetisk tankegang om at prioritere skaber vi en anden og mere kynisk fortælling. Men med de stigende medicinpriser bliver der mere og mere brug for en eksplicit prioritering, for ellers spares plejen væk.”

Lægefaglig direktør for Aarhus Universitetshospital, Claus Thomsen, mener også, at der er behov for at have nogen til at vurdere de dyre lægemidlers nytte- og merværdi for patienterne. Dog påpeger han, at meget ny og dyr medicin ikke kun går til uhelbredelige, men også kroniske sygdomme.