Overlæge: Med aktiv dødshjælp tager vi magt over mere, end vi kan magte

Det er en illusion at tro, at aktiv dødshjælp vil være et svar på menneskelig lidelse, siger overlæge Ole Hartling, der er aktuel med en ny bog om aktiv dødshjælp

Da Ole Hartlings kone, Katrine, i 2012 var dødeligt syg og i behandling, overvejede hun selv at gøre en ende på sit liv. Hun ville åbne det kateter, der førte blod til og fra hendes krop, lade blodet dryppe langsomt ud og så falde i søvn.

Det fortalte hun sin mand. Så snart hun så hans reaktion, skiftede hun dog mening. ”Nej nej -når du ser sådan på mig, gør jeg det ikke.”

Historien om Katrine fortæller overlæge på Vejle Sygehus Ole Hartlings i sin bog ”Aktiv Dødshjælp - kan vi mere end vi kan magte?”, som udkommer i dag. Den er taget med for at sætte flere nuancer på debatten om aktiv dødshjælp, også kaldet eutanasi, og vise, at døende patienter altid træffer valg midt i den relation, de er i.

Læs et uddrag af Ole Hartlings bog her:

”Min forfærdelse over hendes overvejelser blev på en måde en styrke for hende og betød, at hun ikke gjorde det. Hvis aktiv dødshjælp var lovligt, ville den læge, hun skulle bede om det, komme til at vurdere, om hun nu var blevet så sølle, at man kunne skille sig af med hende. Er det selvbestemmelse? I så fald er det en form selvbestemmelse, som indeholder den dybeste ensomhed. Alt det er ikke med i den almindelige meningsmålingsdebat, som vi har i dag. Men det bør det være.”

Udover at have haft temaet aktiv dødshjælp tæt på livet som privatperson, har Ole Hartling også drøftet emnet som læge og som tidligere formand for Det Etiske Råd.

”Jeg har længe tænkt på, om jeg også skulle skrive en bog, da det for mig er vigtigt at punktere den tanke, at aktiv dødshjælp må være det selvfølgelige svar på lidelser, og at det er udtryk for selvbestemmelse,” siger han.

Selvom aktiv dødshjælp har været debatteret i mange år, er der ifølge Ole Hartling ikke sket nogen udvikling i debattens indhold. Argumenterne er de samme, og nuancerne mangler fortsat.

”Man vender igen og igen tilbage til de samme emner om lidelse og om at respektere den enkeltes selvbestemmelse. Det er fortalernes to trumfkort, og hver gang emnet tages op i medierne, er der nogen, der spørger, om vi egentlig ikke skal have en ny lovgivning i Danmark. Men vi glemmer at se på nuancerne,” siger Ole Hartling og tilføjer, at det at træffe beslutning om aktiv dødshjælp dermed kommer til at lyde lettere, end det er.

”Ingen af os går ind for lidelse, og derfor tænker man, at det vil være rart at have lidt magt over en situation så fyldt med magtesløshed. Men med aktiv dødshjælp tager vi magt over mere, end vi kan magte.”

Flere meningsmålinger har de seneste år vist, at størstedelen af danskerne støtter legaliseringen af aktiv dødshjælp. Men de målinger kan ikke bruges til meget, mener Ole Hartling. For noget tyder på, at mange svarer anderledes, når de har problemstillingen helt tæt på sig.

Som eksempel nævner han USA, hvor man for nogle år siden stillede spørgsmålet om aktiv dødshjælp til patienter på en kræftafdeling. I modsætning til befolkningen generelt var de fleste meget syge patienter imod aktiv dødshjælp. I undersøgelsen blev patienterne også spurgt, hvordan de ville have det, hvis den læge, de var tilknyttet, var tilhænger af aktiv dødshjælp. Her lød svaret, at de ville have en anden læge. 

”Vi har alle en idé om, at vi har en ubegrænset mulighed for fri vilje og selvbestemmelse, men når man havner i den situation, hvor man skal træffe det svære valg og måske i forvejen føler sig til besvær og til overs, så har vi ikke samme overskud som i andre valgsituationer.

Raske mennesker svarer på spørgsmålet om aktiv dødshjælp ud fra en forestilling, de har om en lidelsesfuld tilværelse. Det er ud fra oplevelser, de har mødt hos deres nærmeste eller hørt om i medierne. De svarer i sagens natur ikke ud fra erfaringer med selv at være i situationen. Dybest set kan det være deres egen dødsangst, der kommer til udtryk.”

Tidligere har Ole Hartling været pessimistisk og tænkt, at det var et spørgsmål om tid, før aktiv dødshjælp blev tilladt i Danmark. Men sådan ser han ikke på det længere, blandt andet på grund af den udvikling, der er sket inden for palliativ - lindrende - behandling i Danmark.

”Vi har fundet en anden udvej i Danmark, og det gør, at der er et alternativ til aktiv dødshjælp. Jeg hører tit fra folk, at vi nok alligevel får det engang og ligeså godt kan lave en god dansk model. Men jeg tror ikke, det behøver gå så galt. Jeg tror og håber, man vil besinde sig, tænke over hvad man som patient egentlig ønsker og også overveje, om det i virkeligheden er nødvendigt med den lovgivning, vi har i forvejen,” siger han og tilføjer, at erfaringer fra lande med aktiv dødshjælp ikke kun er opmuntrende.

”I lande som Holland og Schweiz er der for eksempel opstået en eutanasimentalitet, hvor man ser nærmere på mennesker med lidelser og handicap og vurderer, om deres liv er uværdigt. Men hvilke liv er leveværdige? Lande, der indfører aktiv dødshjælp, får altså problemer med at beslutte, hvor man sætter grænser for den definition.”

Hvis aktiv dødshjælp bliver tilladt i Danmark, vil det ifølge Ole Hartling føre til en drastisk kulturændring.

”Det ville føre til en kultur, hvor man slår ihjel, når mennesker ikke vurderes egnede til at leve. Det er at skabe et brutaliseret menneskesyn og sætte spørgsmålstegn ved menneskers værdi.”

Et andet vigtigt aspekt er, hvordan det påvirker lægens arbejde og relationen mellem lægen og patienten.

”Aktiv dødshjælp vil være en pligtpålæggelse, som går ud over lægens almindelige adfærd. Den gerning er at fjerne sig fra patienten i stedet for at være det professionelle medmenneske, der tør være der for den, der har det slemt.”