Hver tredje borgerlige vælger går ind for dødsstraf

fængsel, dødsstraf, fange,

Cirka hver tredje af blå bloks vælgere går ind for at indføre dødsstraf. Men samtlige partier afviser tanken.

Mens samtlige partier blankt afviser enhver tanke om at indføre dødsstraf i Danmark, ser det anderledes ud hos de vælgere, der har stemt på politikerne.

En Megafon-undersøgelse foretaget for Politiken og TV2 viser, at 20 procent af danskerne ville stemme ja, hvis der blev holdt en folkeafstemning om indførelse af dødsstraf i Danmark.

Særligt blandt de vælgere, der ved valget i 2011 stemte på et borgerligt parti, er opbakningen stor.

Størst er den hos Dansk Folkeparti. Ud af de vælgere i undersøgelsen, der stemte på partiet ved sidste valg, siger 36 procent ja til dødsstraf. Blandt Liberal Alliances vælgere i undersøgelsen er det 34 procent, og blandt Venstre-vælgerne 32 procent.

22 procent af De Konservatives vælgerne og ni procent af Socialdemokraternes vælgere bakker også op om at genindføre den borgerlige dødsstraf, der ved lov blev ophævet i 1951.

Det skal tilføjes, at den statistiske usikkerhed bliver større, når man er nede og måle på relativt små vælgergrupper.

Eksempelvis er der 120 DF-vælgere, der har deltaget i Megafon-undersøgelsen, og det gør, at den statistiske usikkerhed er 8,6 procentpoint.

De tre nævnte borgerlige partier ryster dog ikke på hænderne på Christiansborg.

- Jeg mener, at dødsstraf er noget af det mest udanske, man overhovedet kan forestille sig. Der var en debat efter terrorangrebet i København, men jeg mener ikke, det er samfundets opgave at tage hævn - i hvert fald ikke så koldblodigt, siger Venstres Jakob Engel-Schmidt til Politiken.

Samme klare holdning kommer fra formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen.

- Vi kommer aldrig nogensinde til at gå ind for dødsstraf. Aldrig. Punktum, fastslår han.