Kønsceller kan snart skabes af hud: To mænd vil kunne få børn

Formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, kalder resultaterne for opsigtvækkende. Han er tilhænger af at forske mere i teknologien, og opfordrer til en lempelse af reglerne om forskning i befrugtede æg.

Forskere er på vej til at kunne danne kunstige æg- og sædceller. Dermed vil to mænd kunne få børn.

Forskere fra Cambridge University i England har lavet et gennembrud i stamcelleforskningen ved at fremstille forstadier til både æg- og sædceller i laboratoriet ud fra helt almindelige menneskelige hudceller.

Dermed har forskerne taget det første, men meget store, skridt i retning af i fremtiden at kunne behandle barnløshed hos både mænd og kvinder ved at skabe kunstige kønsceller ud fra for eksempel blod eller hud, skriver Jyllands-Posten.

Samtidig åbner teknologien mulighed for, at én person i princippet kan få børn med sig selv, at ældre kvinder kan blive biologiske mødre, og at to mænd kan få børn sammen.

- Der er et godt stykke vej endnu, men det har store perspektiver. På sigt er der udsigt til at komme ægmanglen til livs, ligesom perspektiverne kan være, at to homoseksuelle mænd bliver biologiske forældre til et barn, siger Thomas G. Jensen, professor i medicinsk genetik, Aarhus Universitet, til Jyllands-Posten.

Om vi så skal forske i teknologien herhjemme og i fremtiden lave børn ud fra den, kræver en etisk debat, påpeger han.

Formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, kalder resultaterne for opsigtvækkende. Han er tilhænger af at forske mere i teknologien, og opfordrer til en lempelse af reglerne om forskning i befrugtede æg.

Men han er modstander af at bruge teknologien til at lade to mænd få børn.

- Vi kender ikke den biologiske risiko. Det er en helt ny og grundlæggende form for manipulation med selve arvematerialet. Vi laver manden om til en teknisk kvinde, siger Jacob Birkler til Jyllands-Posten.