Flere og flere får hjælp til at dø

Kjeld Rasmussen fik i 2013 hjælp til selvmord på en klinik i Schweiz. Kristeligt Dagblad fulgte ham på ...

Kjeld Rasmussen fik i 2013 hjælp til selvmord på en klinik i Schweiz. Kristeligt Dagblad fulgte ham på hans livs sidste rejse. Foto: Leif Tuxen

I et væddemål ville jeg ikke sætte mine penge på, at England ikke har lægeassisteret selvmord inden for de næste fem til ti år. For det ser jeg som ganske sandsynligt.
Søren HolmUniversity of Manchester

Flere lande har de seneste år lovliggjort aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, og andre steder spidser diskussionerne om det til. Samtidig skubbes grænserne for, hvilke lidelser der gør det uværdigt at leve, siger iagttagere

Det skal kun handle om at hjælpe uhelbredeligt syge mennesker, som virkelig ønsker og har behov for hjælp til at dø. Det er udgangspunktet for de lovforslag, der præsenteres i både England og Tyskland i den kommende måned, om at legalisere dødshjælp i landene.

Læs specialhistorien "Enkeltbillet til Zürich" her

Legalisering af aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord har længe været til debat i begge lande, hvis befolkninger er dem, der oftest tager til den schweiziske klinik Dignitas for at få hjælp til at begå assisteret selvmord. I 2014 var 80 af de 204 mennesker, der fik hjælp til assisteret selvmord på Dignitas, eksempelvis fra Tyskland, og i alt 920 tyskere har begået assisteret selvmord på klinikken, siden den åbnede i 1998.

Men selvom målet i Tyskland og England kun er at hjælpe de uhelbredeligt syge voksne, der er døden nær og stadig i stand til selv at kunne træffe beslutningen på egen hånd, så peger erfaringerne fra udlandet på, at en lovliggørelse af dødshjælp medfører en glidebane. I flere af de lande, der allerede har indført aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, er der i dag flere og flere, der får hjælp til at dø, og hvor det tidligere primært handlede om terminalpatienter, får flere med psykiske lidelser, aldersbetingede sygdomme eller manglende lyst til livet i dag også hjælp.

Forbundsdagen i Tyskland satser lige nu på at godkende en ny lovgivning om assisteret selvmord i efteråret. Hvis denne skulle tillade læger at hjælpe tyskere med at dø, er det uundgåeligt, at den danske lovgivning kommer under langt større pres, end den er i dag, siger tidligere medlem af Det Etiske Råd Søren Holm, der er professor i bioetik og adjungeret professor ved Aalborg Universitet.

”Nærhed betyder meget for debatten om dødshjælp, og hvis mange af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, tillader aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, bliver det sværere at argumentere imod. Derudover åbner en lovliggørelse i Tyskland måske for, at danskere vil kunne tage til et nærtliggende land og få hjælp til at dø. Det ville være guf for medierne at skrive om dem, der har følt sig tvunget til at køre til Flensborg for at få hjælp til at begå selvmord, fordi de ikke må i Danmark,” siger han.

Selvom scenariet selvfølgelig ikke er til at spå om, ser Søren Holm det som en klar tendens i dag, at der fremsættes flere forslag om at indføre aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, og at det bliver mere sandsynligt, at de forslag også bliver vedtaget.

”Det er i hvert fald det, vi ser ske i de her år. Dermed bliver det sværere at bruge argumentet om, at næsten ingen andre lande har det, til at tale imod dødshjælp,” siger professoren, som ikke selv ønsker aktiv dødshjælp indført i Danmark.

Og lovliggørelsen af dødshjælp rykker ganske rigtigt på sig globalt set. I februar i år omstødte Canadas højesteret et forbud mod assisteret selvmord, og også Colombia har netop ændret sine retningslinjer, så de, der ønsker det, har krav på at få hjælp til at dø. Inden for de seneste otte år har de amerikanske delstater Washington, Vermont, Montana og New Mexico sikret uhelbredeligt syge patienter med højst seks måneders levetid tilbage ret til dødbringende medicin, mens lægeassisteret selvmord blev lovliggjort i Oregon allerede i 1997.

Tilbage i Europa har assisteret selvmord været lovligt i Schweiz siden 1942, mens Holland, Belgien og Luxembourg indførte aktiv dødshjælp, også kaldet eutanasi, i henholdsvis 2001, 2002 og 2009. Samtidig kan flere lande være på vej i samme retning. I USA overvejer Californien, Maryland, New York og Colorado eksempelvis at lovliggøre lægeassisteret selvmord, og i Europa er debatten særligt varm i Storbritannien, Tyskland og Frankrig.

Artiklen fortsætter efter grafikken 


Søren Holm, der arbejder på University of Manchester, har fulgt den engelske debat, som blussede op igen, da et medlem af det britiske underhus i år fremsatte et lovforslag om lægeassisteret selvmord til mennesker med mindre end seks måneders levetid tilbage. Samme forslag er præsenteret i landets overhus, hvilket ifølge Søren Holm øger sandsynligheden for, at det kommer til behandling.

”Det er svært at sige, hvad resultatet så vil være, men i et væddemål ville jeg ikke sætte mine penge på, at England ikke har lægeassisteret selvmord inden for de næste 5-10 år. For det ser jeg som ganske sandsynligt.”

Mens debatten om dødshjælp spidser til i flere lande, rykkes der på grænserne de steder, hvor aktiv dødshjælp allerede er tilladt. Det siger Raphael Cohen-Almagor, som er professor i politisk filosofi og etik ved The University of Hull i England og forfatter til to bøger om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord.

”I eksempelvis Belgien har grænserne rykket sig væsentligt. Da landet introducerede loven om aktiv dødshjælp i 2002, lød det, at dødshjælp skulle være en frivillig beslutning, truffet af en kompetent voksen, som var i en håbløs medicinsk tilstand. Men 12 år efter, i 2014, valgte Belgien som det første land i verden, at udvide loven, så børn uanset alder nu også skulle have ret til aktiv dødshjælp,” siger han og tilføjer, at han samtidig finder det bekymrende, at flere forskellige grupper har fået mulighed for at få aktiv dødshjælp.

I Belgien ydes der i dag både aktiv dødshjælp til personer, som er dødeligt syge, og som lever med ubærlige smerter. Ifølge den seneste belgiske rapport fra 2014 om eutanasi havde 13 procent af de belgiere, der fik aktiv dødshjælp, ikke i forvejen kort tid tilbage at leve i. I nogle tilfælde var der tale om personer på et tidligt kræftstadium og i andre tilfælde om psykiske eller forskellige aldersrelaterede lidelser.

Derudover er der de seneste år også set eksempler på, at belgiere med autisme, anoreksi og svære depressioner har fået ydet aktiv dødshjælp. I efteråret 2014 fik en 52-årig fængselsindsat morder og voldtægtsforbryder for eksempel ret til at dø ved hjælp af aktiv dødshjælp. Han var ikke psykisk syg, men beskrev sine psykiske smerter som ubærlige, hvorfor han hellere ville dø end tilbringe resten af livet bag tremmer. Ligeledes fik den 44-årige transseksuelle belgier Nathan Verhelst - født Nancy - dødshjælp på et hospital i Bruxelles i 2013 på grund af en kønsoperation, der ikke gav de forventede resultater. Han var ramt af et psykisk sammenbrud, og ifølge lederen af det lægekollegium, der traf beslutningen, kunne man helt klart tale om uudholdelig psykisk smerte. I Holland fik en kvinde på 47 år sidste år dødbringende medicin på grund af voldsom tinnitus.

I både Belgien og Holland er antallet af personer, der får aktiv dødshjælp samtidig steget markant de seneste år. I Belgien er tallet næsten fordoblet fra 953 i 2010 til 1807 i 2013, hvormed aktiv dødshjælp udgør cirka 1,7 procent af alle dødsfald i landet. I Holland fik 4829 mennesker i 2013 aktiv dødshjælp, og heraf var et større antal end normalt ikke grundet dødelige sygdomme. I 97 tilfælde blev der ydet aktiv dødshjælp til mennesker med demens og i 42 tilfælde til mennesker med psykiske lidelser. Samtidig viser undersøgelser, at flere hollandske læger i dag er villige til at give aktiv dødshjælp til mennesker, som ikke har en livstruende sygdom, men er trætte af livet.

Denne udvikling, hvor flere får mulighed for aktiv dødshjælp, gør, at Raphael Cohen-Almagor selv advarer imod den belgiske og hollandske dødshjælpsmodel, hvor grænserne ifølge ham rykker sig alt for hurtigt. Til gengæld er han fortaler for assisteret selvmord.

”Det handler om, at kontrolmekanismen skal være hos patienten frem for lægen. Patienten skal stå med den sidste handling, for det er meget sværere at skubbe nogen til at dræbe sig selv. Men med lovene i Holland og Belgien kan man ikke undgå misbrug,” siger han og tilføjer, at det for mange lande bliver uundgåeligt ikke at få indført en eller anden form for dødshjælp i fremtiden.

”Hvis vi ser på de vestlige liberale demokratier, så er der i dag mere empati for menneskers selvstændighed og evne til at bestemme deres egen skæbne. Flere mennesker vil gerne have kontrollen og bestemme tidspunktet for deres egen død. Hvis deres eget land ikke vil hjælpe dem med det, vil flere føle sig nødsaget til at tage til andre lande og få hjælp.”

Ifølge Raphael Cohen-Almagor er selvmordturismen netop en af de problemstillinger, der fremskynder debatten om dødshjælp i England, hvor han forventer, at der træffes en beslutning på området inden for de næste to år. Siden 2002 har 273 englændere fået assisteret selvmord på Dignitas i Schweiz, og i dag er cirka hver femte Dignitas-bruger britisk, siger han.

”Det er rystende, at mange må forlade deres hjem, familie og børn for at tage til et fremmed land og bede fremmede mennesker om hjælp til at dø. Det er briterne oprørte over, og landets lovgivere forstår, at det ikke kan fortsætte som nu.”

Siden 1998 har klinikken Dignitas i Schweiz hjulpet 1905 personer med at begå assisteret selvmord. Blandt schweizerne selv begik 508 assisteret selvmord i 2012, og selvom de nyere tal endnu ikke kendes, er der en opadgående tendens. I hvert fald hjalp dødshjælpsforeningen Exit i Schweiz 583 patienter med at fremskynde døden i 2014, heraf flest med en dødelig sygdom. Fra schweizisk side lyder der dog også ønske om at rykke på lovgivningens nuværende grænser. Blandt andet har Exits vicepræsident, Bernhard Sutter, udtalt, at han gerne så, at patienter ældre end 85 år ikke skulle igennem den samme proces som andre, der ønsker assisteret selvmord, hvor de i timevis skal redegøre for deres motivation.

Overlæge på Vejle Sygehus og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole Hartling har dog svært ved at se det schweiziske forslag som ren filantropi.

”Man kan altid sige, at det er for patientens skyld, men der vil ligge andre hensyn bag. Grænserne udvides, når man får en eutanasi-mentalitet og tænker, at løsningen for dem, der har det svært, er at fjerne dem. Så handler det for mig at se ikke længere om den døende patient. Vi ser ikke kun den lidende som en, der har det svært, men som et menneske, vi kan undvære og hjælpe herfra.”

Hvor Belgien i februar 2014 blev det første land i verden til at legalisere aktiv dødshjælp for børn under 18 år, har en hollandsk lægeforening i denne måned også anbefalet, at Holland tillader aktiv dødshjælp til børn mellem 1 og 12 år. Dette ser Ole Hartling som et tydeligt eksempel på det skred, der sker i samfundet.

”Det er et symptom på, at der sker den glidning, som man netop advarer mod i forbindelse med dødshjælp. Forslaget afviger fra en af de oftest nævnte grundbetingelser for aktiv dødshjælp, nemlig at det skal være respekt for den enkeltes selvbestemmelse. Det har været en hjørnesten i lovgivningen ved dødshjælp, at det skal være frivillig eutanasi, men en et-årig har ikke livsindsigt og habilitet til at træffe den beslutning,” siger han og tilføjer, at glidebanen næppe kan undgås, når først dødshjælp er indført.

”Når vi gør det at slå ihjel til svaret på lidelse, bliver det et spørgsmål, om der skal være nogen grænser for at afhjælpe lidelse. Så længe vi fastholder en illusion om, at vi har magt over liv og død, så skal der vel næppe være grænser.”

I Danmark kan der dog gå tid år, før dødshjælp bliver indført, siger Flemming Schollaart, der er formand for Landsforeningen En Værdig Død. Inden for de seneste år har han ledsaget to danskere til Dignitas' klinik i Schweiz, hvor seks danskere i alt har begået assisteret selvmord.

”Jeg håber selvfølgelig, at det vil gå hurtigt med at få det indført herhjemme, for det er synd, at man som dansker skal rejse til Schweiz og ikke kan få lov at dø i egne hjemlige omgivelser. Men der har ikke været nogen rigtig politisk debat herhjemme endnu, ligesom den vi ser i Tyskland. Derfor tror jeg, det bliver en længere proces,” siger han og tilføjer, at han ikke tror, man i Danmark vil risikere nogen form for glidebane med en lovliggørelse af dødshjælp.

”Lige nu er der ikke tale om en glidebane i eksempelvis Holland, da man ved hver eneste sag kontrollerer og afprøver, om man har holdt sig til reglerne. Retten til dødshjælp vurderes ud fra mange samtaler og kræver, at lidelsen skal være nytteløs og ubærlig for personen, og at alle andre muligheder er blevet afprøvet. Derfor synes jeg ikke, man kan tale om en glidebane.”

Kevin Yuill, der er lektor i historie ved University of Sunderland i England og forfatter til en bog om assisteret selvmord, ser en glidebane i de lande, der allerede har indført dødshjælp, men oplever ikke, at flere og flere lande indfører aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord.

”Jeg tror, der er en dødvandesituation for tiden. I USA forudså mange en domino-effekt, da delstaten Oregon indførte assisteret selvmord. Men det er ikke sket. Jeg tror også, at regeringen i Canada vil afvise at tage imod omstødelsen fra højesteret og udskyde en ændring af loven,” siger han og tilføjer, at han også fornemmer, at forslaget om assisteret selvmord i England vil lide nederlag, ligesom det har gjort i Wales og Skotland.

”Jeg har tillid til, at når først man ser på assisteret selvmord uden at få de følelsesmæssige historier med, som bruges af fortalerne for det, så vil offentligheden forstå, at en lovliggørelse er en dårlig idé.”