Skal man sørge over en dræbt terrorist?

"Han var søn af nogen, og han var en del af vores samfund. Det har nogle haft behov for at anerkende," siger sognepræst i Stefanskirken, Thomas Høg Nørager, om, at folk har lagt blomster ved stedet, hvor den formodede terrorist blev skudt.

Weekendens terrorangreb i København har fået folk til at købe massevis af blomster, men ikke alle lægger dem ved gerningsstederne. På Svanevej, hvor den formodede terrorist blev skudt, ligger der flere buketter, og det har skabt debat

Siden lørdagens terrorangreb har den danske befolkning mindet ofrene. Foran gerningsstederne er mennesker flokkedes for at lægge blomster og hilsner, og den 16. februar var omkring 40.000 mennesker sammen med fakler foran Krudttønden, hvor det første angreb fandt sted.

Også på Nørrebro har en, omend lidt mindre, flok mennesker lagt blomster på Svanevej, hvor den formodede terrorist, Omar Abdel Hamid El-Hussein, natten til søndag blev skudt og dræbt af politiet.

Selvom en gruppe unge muslimer i mellemtiden har fjernet blomsterne, har det skabt debat på de sociale medier, hvor adskillige politikere, blandt andre Søren Pind (V), Jakob Engel-Schmidt (V) og Søren Pape (K), undrer sig over, hvorfor nogle har valgt at lægge blomster for en terrorist. 

Søren Pind (V): "Blomster for en fej usselryg på Svanevej. Dette er billedet, nogen ikke VIL se. Det viser, der desværre er et dem og os. Det afgørende er så hvem vi og de er. Det vil tiden og diskussionen vise."

Jakob Engel-Schmidt (V): "Forstår ikke de, der lægger blomster ved Svanevej. Hver stilk på jorden bidrager til at opdele "os og dem", og han handlede alene." 

Søren Pape (K): "Blomster lægges, hvor terroristen blev dræbt. Hvor dumt, respektløst og umenneskeligt at ære ham."

Der kan dog være flere årsager til, at man vil mindes en ung mand, selvom han har begået forbrydelser af den art, mener filosof og prodekan ved Aarhus Universitet, Anne Marie Pahuus, der forsker i moralfilosofi.

"Det kan være en markering af forældres, søskendes og venners sorg. De har jo mistet en kær, og det kan folk sagtens sympatisere med," siger hun.

Flere af de blomster, der lå på Svanevej, blev lagt af mennesker, der ikke kendte Omar Abdel Hamid El-Hussein eller hans familie.

"Det, synes jeg, imidlertid er en besynderlig form for medfølelse at give en mand, der få dage forinden forsøgte at tvinge sig ind i et fyldt medborgerhus med våben. Jeg synes, at det er hurtigt at tilgive ham, for noget, der i min optik er utilgiveligt," siger Anne Marie Pahuus. 

Ikke langt fra Svanevej ligger Stefanskirken på Nørrebro, hvor Thomas Høg Nørager er præst. Han mener, at det er vigtigt, at den brede befolkning holder tungen lige i munden. Man skal overveje, om det er mennesket eller terroristen, blomsterne er til.

"Han var søn af nogen, han var en del af vores samfund, og det har nogle haft et behov for at anerkende," siger han.

Ifølge Thomas Høg Nørager kan nogle tro, at systemet har noget af skylden for, at Omar Abdel Hanid El-Hussein blev drevet derud, hvor han gjorde. 

"De kan have det synspunkt, at samfundet og dets institutioner og fællesskaber har svigtet. De, der ikke kendte ham, og som alligevel har lagt blomster, har måske følt, at de også som en del af samfundet har et ansvar og derfor forsøgt at tilgive ved at lægge blomster," siger han. 

Tilgivelsen er ifølge ham en indgroet værdi i det danske samfund. I kristendommen er et grundlæggende budskab om fjendekærlighed, hvor vi skal tilgive på trods af al fornuft og logik. Derfor dømmer han ikke de mennesker, der har lagt blomster ved Svanevej.

"Jeg vil ikke gøre rede for mine handlinger som privatperson, men jeg kan godt se meningen i at lægge blomster for ham. Enhver morder er også et menneske," siger Thomas Høg Nørager. 

På trods af de forskellige årsager til at lægge blomster ved stedet, hvor Omar Abdel Hamid El-Hussein døde, ville Anne Marie Pahuus, filosof og prodekan ved Aarhus Universitet, ikke gøre det selv.

"Jeg synes, det er så sørgeligt, hvad der er sket, men nej, jeg ville ikke drømme om at lægge blomster der," siger hun.