Er kampen mod røgen gået over gevind?

På to årtier er muligheden for at ryge i både det offentlige og private rum blevet begrænset med en række politiske forbud. En ryger og en historiker ser tilbage på, hvordan forbuddene har påvirket den danske rygekultur og den enkelte rygers mulighed for at nyde sin last

I april 2014 så 61-årige Frank Pedersen sig nødsaget til at gå på efterløn. Han var egentlig glad for sit job som it-konsulent og projektleder i Holbæk Kommune, men kunne som lovlydig borger ikke fortsætte med at handle mod arbejdspladsens regler.

Fra den 1. januar 2014 havde kommunen indført totalt rygeforbud i arbejdstiden. For en fast ryger, der typisk fik asket 15 cigaretter i løbet af sin arbejdsdag alene, blev dette et hårdt slag. I årets tre første måneder havde Frank Pedersen derfor sneget sig ud til sin bil flere gange dagligt, sat sig ind og tændt for en cigaret.

”Jeg følte mig kriminel, når jeg gjorde det, og kunne godt se, at det ikke ville holde i længden,” siger han.

I denne måned er det 20 år siden, at den første lov om røgfri miljøer blev indført i Danmark. Hvor det i begyndelsen drejede sig om specifikke steder i offentlige bygninger, kom der senere forbud mod at ryge på caféer og enmandskontorer, og i dag findes der udendørsarealer, hvor rygere ikke kan nyde deres last.

Da Frank Pedersen som 15-årig fik smag for cigaretter, var rammerne mere frie, og han kunne stort set ryge overalt, uden at der blev sagt noget til det. I dag ryges de fleste af hans 25 til 30 daglige cigaretter i hjemmet eller bilen.

”Jeg synes, at rygere er blevet et jaget folkefærd, og de nye forbud føles tit som en personlig hetz og et indgreb i min personlige frihed. For mig at se er rygere i forvejen gode til at vise hensyn til dem, der ikke kan lide røg.”

Allerede i 1993 stiftede Frank Pedersen Danmarks Rygerforening, i dag kaldet Foreningen for Hensynsfulde Rygere og Tolerante Ikke-rygere. Han havde en fornemmelse af, at noget var i gære, da nogle flyselskaber årene forinden - og under stor kritik - var begyndt at forbyde rygning på deres rejser. Siden 1994 har Frank Pedersen ikke sat sine ben i et fly, ligesom han også undgår busser og tog i dag.

Den første lov om røgfri miljøer blev vedtaget den 14. juni 1995 og handlede primært om rygning på offentlige arbejdspladser og i statslige lokaler, som offentligheden havde adgang til. I lokaler, hvor flere end én person arbejdede, måtte der som udgangspunkt ikke ryges.

Lovgivningen kom i kølvandet på undersøgelser, der viste, at rygning var en væsentlig årsag til, at den danske middellevetid var kortere end i andre lande, samt et pres fra EU og Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Blandt danskerne selv var der ikke noget særligt ønske om deciderede forbud, siger Sidsel Eriksen, der er historiker ved Saxo-Instituttet i København og har fulgt udviklingen i den danske rusmiddel- og rygekultur.

”Selvom man før de første rygelove godt vidste, at rygning var skadeligt, var holdningen, at Danmark ikke var et forbudsland, og at det var legitimt selv at bestemme. Den holdning ændrede sig først for alvor, efter de første rygeforbud var indført, da mange opdagede, hvor rart det var at kunne trække vejret ved frokostbordet i kantinen eller i undervisningslokalet,” siger hun og tilføjer, at dette har gjort det mere acceptabelt at stramme lovgivningen yderligere.

Loven om røgfri miljøer blev i sit første årti skærpet to gange. I 2000 blev det forbudt for elever at ryge på folke- og ungdomsskoler, og fra 2005 blev caféer og restauranter pålagt at skilte tydeligt med, hvorvidt man måtte ryge på stedet eller ej.

I august 2007 blev situationen mere alvorlig for de danske rygere. Herfra måtte der ikke ryges indendørs, hvis det betød, at ikke-rygere dermed blev udsat for passiv rygning. Det gjaldt blandt andet arbejdspladser, storcentre, biografer og restauranter.

Rundtom i landet medførte loven protester fra blandt andet værtshuse, der arrangerede underskriftsindsamlinger, og bankohaller, der frygtede at miste deltagere.

Protesterne hjalp dog ingenting, og i sommeren 2012 blev rygeloven skærpet endnu en gang. Her blev det blandt andet forbudt at ryge på enkeltmandskontorer, hvilket Frank Pedersens daværende arbejdsplads allerede havde indført i 2006.

”Jeg fik min første cigaret en halv time efter at være mødt ind på kontoret, og for mig styrkede det min koncentration at ryge. Efter forbuddet blev jeg nødt til at holde mange pauser i arbejdet for at gå udenfor. Det var død-irriterende,” siger han og tilføjer, at han dog affandt sig med de nye rygevilkår.

Først med forbuddet mod helt at ryge i arbejdstiden i 2014 gav han tabt. Samme år indførte flere andre kommuner også delvist eller totalt rygeforbud for de kommunalt ansatte, og også private firmaer har fulgt eksemplet. Det seneste år er der også dukket røgfri boliger op herhjemme, DSB's perroner har været røgfri siden juli 2014, og i maj i år meldte Aalborg Kommune, at de vil have landets første røgfri park.

Ifølge historiker Sidsel Eriksen er der ikke meget, der tyder på, at den lavstatus, rygere har fået i dag, kommer til at ændre sig i fremtiden.

”Der var en cigaretbølge efter Første Verdenskrig og en igen i 1950'erne og 1960'erne, hvor rygning var moderne blandt unge mennesker. Men siden 1980'erne er rygernes status kun faldet, hvilket der er flere forklaringer på. En er, at danskerne på grund af de mange forbud helt har vænnet sig til røgfri miljøer, en anden er, at de unge, der røg under den seneste store bølge, er dem, der i dag har rygerlunger eller dør af kræft. Dermed ser vi for alvor de skadelige virkninger af det høje cigaretforbrug.”

Trods forbuddene har Frank Pedersens forbrug ikke ændret sig synderligt, og han har ikke planer om at stoppe.

”Jeg godt kan lide at ryge, og det kan forbuddene ikke ændre på.”