Læger vil bruge organer efter aktiv dødshjælp

Hvis organet er høstet, er det egentlig underordnet, om det skyldes aktiv dødshjælp eller trafikdrab, lyder forsvaret for at bruge organer fra folk, der har valgt aktiv dødshjælp. - Foto: highwaystarz/Iris

Hollandske læger vil redde menneskeliv ved at bruge organer fra personer, der modtager aktiv dødshjælp. Endnu et eksempel på, at grænserne skrider i spørgsmålet om dødshjælp, lyder det fra danske skeptikere

Mellem 250 og 500 hollandske liv kan reddes hvert år, hvis Hollands regering giver landets transplantations-læger lettere adgang til raske organer fra personer, der har valgt at dø ved hjælp af aktiv dødshjælp.

Det vurderer den hollandske lægeforening, The Royal Dutch Medical Association, der har skønnet, at fem til ti procent af de personer, der hvert år vælger at dø en lægeassisteret død, rent faktisk kunne komme i betragtning som organdonorer. Dermed vil disse patienter potentielt kunne hjælpe flere hundrede personer, der ellers venter forgæves på organer, som kan redde deres liv.

Det hollandske forslag vækker imidlertid bekymring blandt landets dødshjælpsmodstandere, der i forvejen mener, at presset for at vælge dødshjælp er voksende, og at udsigten til organdonation måske vil få flere til at overveje aktiv dødshjælp. Også blandt danske iagttagere giver forslaget anledning til debat.

”Hvis du parrer efterspørgsel på organer med muligheden for aktiv dødshjælp, får du en uheldig alliance, fordi så har man en åbenbar interesse i, at folk vælger aktiv dødshjælp, og det betyder, at man i samfundet som helhed kan forestille sig, at man skaber et pres for at vælge døden til i nogle bestemte situationer, hvor man ellers ikke ville vælge døden til. Det giver en anderledes kontant baggrund for den bekymring, der altid er omkring, at man lægger pres på mennesker i spørgsmålet om aktiv dødshjælp,” siger professor ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd Thomas Ploug og tilføjer:

”Vi kan alle forestille os en situation, hvor et menneske helt oprigtigt ønsker at donere sine organer, fordi personen alligevel skal dø med hjælp fra aktiv dødshjælp. Problemet er bare, at vi ikke kan sikre os, at det vil være tilfældet i alle situationer.”

Også Hans Holmsgaard, praktiserende læge og erklæret dødshjælpsmodstander, ser nogle klare dilemmaer i koblingen af organdonation og dødshjælp. Han mener som udgangspunkt, at det enkelte menneske aldrig må blive et middel for et andet - hverken hvis dødshjælpen handler om ikke at ligge samfundet til last eller handler om hjælpe andre til at leve.

”Men som læge bliver jeg nødt til at lade hensynet til livet vinde. Hvis organet er høstet, er det egentlig underordnet, om det skyldes aktiv dødshjælp eller trafikdrab. For så kan det redde et liv,” siger Hans Holmsgaard, der sammen med flere andre, deriblandt tidligere overrabbiner Bent Lexner, biskop Henrik Stubkjær og formand for Det Islamiske Trossamfund Hassan Neffaa, for nylig udsendte en erklæring mod aktiv dødshjælp.

Professor i etik ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen ser anderledes positivt på den hollandske udmelding. Han er ikke bekymret for, at mulighed for organdonation vil give anledning til et pres. Tværtimod ser han det som en regulær forringelse af den døendes rettigheder, hvis en person, der vælger dødshjælp, ikke skulle have lov at donere sine organer.

”Jeg kan slet ikke se det etiske dilemma i, at et menneske, der ønsker at dø, får mulighed for at redde andres liv. Der er børn og voksne, der går til grunde på ventelister verden over, fordi vi mangler organer. I stedet for at mistænkeliggøre den døendes ønsker og motiver kunne vi jo også vælge at tage dem for pålydende og som udtryk for en altruistisk handling. I virkeligheden er der jo blot tale om en rettighed, alle mennesker nyder, retten til at vælge at blive organdonor. Den rettighed skal de døende - af alle - vel ikke fratages,” siger Thomas Søbirk Petersen.