Livskvalitet er en flygtig størrelse, mens dødshjælp er uigenkaldelig

En sygeplejerske holder patientens hånd på et hospital.

Ældre demente borgere skal ikke tilbydes dødshjælp, men lindrende og omsorgsfuld pleje frem til døden, mener praktiserende læge Hans Holmsgaard. - Foto: Arkiv

Det er svært nok at vurdere sin egen livskvalitet, men helt umuligt at vurdere andres, lyder det fra iagttagere, der minder om, at livskvalitet altid kan forandre sig. Så hvem skal bestemme, om livet er værd at leve?

I foråret fortalte en kendt kvindelig forfatter, at hun ikke længere ønskede at leve. En kronisk sygdom gav hende ulidelige smerter og forkrøblede hendes sociale og faglige liv i en sådan grad, at hun ikke så sig i stand til at vælge andet end døden. Derfor gjorde hun sig i flere danske medier til talsmand for en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Få måneder senere skiftede hun imidlertid mening. Smerterne var for en stund knap så skarpe, hun var rykket tættere på familien og livet var igen værd at leve.

For praktiserende læge og dødshjælpmodstander, Hans Holmsgaard, er eksemplet med den danske forfatter en god illustration af, hvor svært det kan være at vurdere og værdisætte livskvalitet - og hvor flygtig en størrelse, livskvaliteten egentlig er.

”Når det er så svært at vurdere selv vores egen livskvalitet, så giver det sig selv, at det er helt umuligt at vurdere andres. Og det er det, der er den helt centrale udfordring i debatten om legalisering af dødshjælp. En lovliggørelse af dødshjælp lægger ikke bare pres på de svage i et samfundet, men lægger også op til, at andre må tage valget for dem, der ikke selv kan tage beslutningen - for eksempel demente, udviklingshæmmede eller børn. Og det er en umulig opgave. Vi kan ikke vurdere, hvornår livet er værd at leve for andre,” siger Hans Holmsgaard.

Gennem sine 27 år som praktiserende læge har han mødt adskillige svært syge og handicappede mennesker, hvis liv ved første øjekast måske ser både små og indskrænkede ud, men som ved nærmere bekendtskab viser sig at være både indholdsrige og meningsfulde.

”Det er svært for sunde, raske og fuldt funktionsdygtige mennesker at forstå, at livet kan være værd at leve, når man er alvorligt syg eller handicappet, men livskvalitet er en meget individuel - og ikke mindst meget flygtig - størrelse, der forandrer sig gennem livet og tager form efter de vilkår, man bliver givet. At livet er anderledes - og måske svært og til tider smertefuldt - er ikke ensbetydende med, at det ikke er værd at leve,” siger Hans Holmsgaard.

Som nærmeste pårørende til to demenssyge kvinder - den ene hans mor og den anden hans kone - taler Hans Holmsgaard også af personlig erfaring. Han har set, hvordan sygdom kan forandre et menneske og vende op og ned på livet - også for de nærmeste. Og han er da heller ikke uden forståelse for, at nogle mennesker oplever livet som så ubærligt, at de ønsker at afslutte det. Men det er ikke ensbetydende med, at det ønske bør imødekommes, siger han.

”Jeg tror ikke, at der findes en læge, der ikke har haft forståelse for en patients ønske om at dø. Alt andet ville være mangel på empati. Personligt gjorde mødet med en jævnaldrende ALS-syg mand stort indtryk på mig. Vi vidste begge, at han ville dø, og at han i tiden frem til sin død ville miste alle sine funktioner. Jeg forstod godt hans ønske, men jeg mener ikke, vi skal efterkomme det. I stedet skal vi gøre alt for at lindre og hjælpe. Og vi kan gøre meget i dag. Vi har en bred vifte af palliative behandlingsmetoder, der kan sikre et værdigt liv frem til døden,” siger Hans Holmsgaard.

Han bakkes op af overlæge og næstformand i Det Etiske Råd, Gorm Greisen:

”Idéen om aktiv dødshjælp - eller medlidenhedsdrab - er måske båret af ønsket om at handle ud fra medlidenhed. Men der er en risiko for, at man i stedet for at handle i medlidenhed handler i foragt og i samfundets interesse fremfor i de svages. Dermed kan det i yderste konsekvens komme til at ligne nazisternes eutanasi-program. Det er en hård sammenligning, men nogle gange kan det være nødvendigt at holde tabuer op for fuldt at forstå, hvor alvorligt en legalisering kan udvikle sig,” siger Gorm Greisen.

Men den sammenligning er ikke rimelig, lyder det fra professor i etik ved Roskilde Universitet, Thomas Søbirk Petersen, der ikke køber præmissen om, at en legalisering af dødshjælp nødvendigvis vil føre en bølge af medlidenhedsdrab og udrensning af svage og skæve eksistenser med sig. Hvis aktiv dødshjælp etableres som et nøje reguleret tilbud, vil det tværtimod kunne hjælpe nogle af samfundets allersvageste - nemlig de uhelbredeligt syge og kronisk smertelidende patienter.

”At spille nazi-kortet her er i sig selv en hån mod ofrene for nazitiden og en direkte fejlopfattelse af, hvad der foregår i lande som Holland, Belgien og Luxemburg - hvor dødshjælp er tilladt. Der kan være gode grunde til at afslutte livet for mennesker, der er uhelbredelige syge og har ekstreme smerter, og jeg tror faktisk, at de fleste vil sige, at det er en god ting at dø, hvis man ligger og har ekstreme smerter. Også selvom det betyder, at vi har pligt til at hjælpe folk herfra, hvis de ikke selv kan give udtryk for det. Man kan måle, om folk lider,” siger Thomas Søbirk Petersen.

Praktiserende læge Hans Holmgaard vil heller ikke se på, mens patienter lider. Og han er villig til at smertelindre, også selvom det betyder at livet forkortes. Men det handler om, i hvilken hensigt medicinen bliver givet, siger han.

”Vi skal lindre og hjælpe, men vi må ikke slå ihjel. Livskvaliteten er en flygtig og foranderlig størrelse, og i den sidste tid bliver selv de meget små gode stunder meget værdifulde. Dødshjælp er derimod uigenkaldelig. Døden er for altid,” siger Hans Holmsgaard.