Kritik: Politikere skaber overfladisk kultur med modelbilleder

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti er blandt de politikere, der optræder i bogen ”Magt og mode”. Klik på pilen for at se flere billeder. - Foto fra bogen/Elona Sjøgren.

I en ny bog poserer danske politikere på Christiansborg, som var de topmodeller i de fineste skrud. Det fjerner fokus fra politisk indhold, mener eksperter

Pia Kjærsgaard (DF), der slanger sig på en divan i stiletter. Per Stig Møller (K) i et jakkesæt, der skinner af håndvævet luksus. Og Mette Bock (LA) i en rød kniplingekjole, der kun overlader lidt til fantasien.

I en ny bog, ”Magt og mode”, der netop er udkommet på Forlaget Historia, kan man se de danske folketingspolitikere i et lidt andet lys, end man er vant til. Et ganske flatterende lys, for på siderne optræder politikerne som modeller for dansk designertøj med knald på sminken og højt hår.

I bogen fortæller de desuden den danske modejournalist Lotte Freddie om deres eget forhold til mode, og stylisten bag billederne er Folketingets egen stylist, Pari Khadem.

En undersøgelse foretaget for det politiske medie Altinget.dk viste tidligere på året, at politikerleden trives historisk godt i Danmark, og at tilliden til politikerne er den laveste siden 1994. Men skulle det her nu hjælpe? Det styrker i hvert fald ikke respekten for det politiske arbejde, mener Peter Kurrild Klitgaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

”Det er med til at flytte fokus væk fra det politiske indhold og hen på personen som kendis. Og derfor skal politikerne heller ikke blive overraskede, hvis vælgerne interesserer sig mere for det overfladiske frem for politisk substans,” siger han.

Michael Bruun Andersen, lektor i journalistik og kommunikation ved Roskilde Universitet, mener, man kan se bogen som en gimmick, der skal blødgøre politikeres hårde image.

”Det er en måde at forsøge at menneskeliggøre den politiske maskine og vinde terræn. I moderne, dansk politik spiller udseendet en tiltagende rolle i forhold til politisk og moralsk habitus. Der er nok nogle blandt publikum, som vil synes, det er latterligt. Og som mener, de skal passe deres arbejde som politikere. Men meningen er at forsøge at give et mere menneskeligt ansigt, og det virker sikkert til en vis grad. Nogen vil tænke, det er modigt af Pia Kjærsgaard, der er ved at være en ældre kvinde, at udstille sig i modetøj.”

Christina Fiig, lektor i køn og europæisk politik ved Aarhus Universitet, synes godt, man kan undre sig over, at politikerne finder det nødvendigt at posere foran kameraet i de helt store skrud.

”Jeg tror, man gør det for at fremstå som en smuk figur og som et helt menneske. Vi ved fra internationale undersøgelser, at især kvindelige politikere bliver bedømt på andre parametre end ren politisk formåen, for eksempel deres familiemæssige baggrund og udseende. Det interessante her er, at de stiller op til den bedømmelse fuldstændig frivilligt. Måske håber man at profilere nogle bløde værdier og på den måde nå ud til andre vælgere.”

Det er svært at svare på, hvordan modelfotos virker på politikernes ry, mener Christina Fiig.

”Tøj og udseende er ren form uden politisk indhold, og det, tror jeg, kan få vælgere til at stå af. Spin er også ren form uden indhold, og det er et træk ved moderne politik, der har fået megen kritik,” siger hun.

Jon Kiellberg, selvstændig politisk analytiker og rådgiver, mener, det er noget andet, der afgør, om vi tør overlade politikerne ansvaret for kongeriget.

”Partiskift, karrierefiksering, at de allesammen lyder ens, taler ens og ikke svarer på de spørgsmål, der bliver stillet. Det er det, der skaber mistilliden. En enkelt modebog eller optræden i 'Vild med Dans' gør ikke forskellen,” siger han.

Mette Bock, kirkeordfører for Liberal Alliance, fortæller, at hun sagde ja til at være med i bogen, fordi hun gerne vil promovere dansk design.

”Det er bare en sjov lille ting. Så kan man sige, at vi agerer tøjstativer i stedet for at være politikere, og det er da rigtigt, at det fjerner fokus fra politisk indhold. Men jeg bruger trods alt så mange af døgnets timer på at være politiker, at det her skulle der være plads til.”

Ulla Tørnæs fra Venstre. Klik på pilen for at se flere billeder. - Foto fra bogen/Elona Sjøgren.
Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokraterne. - Foto fra bogen/Elona Sjøgren.
Kristian Thulesen-Dahl (DF) i bogen 'Magt og Mode - dansk magt i dansk mode'. Foto: Elona Sjøgren