Syrien-krigere skal hjælpes tilbage til samfundet

TOPSHOTS Kurdish people wach from atop a hill near the Turkish-Syrian border in the southeastern village of ...

Straf eller rehabilitering til hjemvendte Syrien-krigere? Dette billede er fra den tyrkiske side af Syrien-konflikten. Foto: Aris Messinis/AFP/Scanpix

Min bekymring er, at en for skarp retorik på lang sigt vil forhindre os i finde frem til en politisk, religiøs, social og psykologisk forståelse af årsagerne til, at unge vælger at tage til en krigszone.
Preben Bertelsen

Hvis ikke vi forsøger at få de unge Syrien-farere tilbage til samfundet, risikerer vi at skubbe de unge ud i yderligere ekstremisme og kriminalitet, siger professor

Den unge mand var vendt hjem fra kampene i Syrien. Han havde fået et chok, da han indså, at den hellige krig, han betragtede som ren og retfærdig i virkeligheden var et stort kaos, hvor muslimske brødre skød på hinanden i stedet for at nedkæmpe præsident Assad.

”Han havde set kamphandlinger og lemlæstelser. Det, der virkelig skader de unge, er at se mennesker begå ting, som de ikke troede muligt, overgreb mod civile for eksempel. Eller at de selv bliver tvunget til at udføre handlinger, som de aldrig tidligere havde troet, de skulle begå. Det giver ar på de menneskelige grundværdier og kan forårsage moralsk skade, og det skal vi tage dybt alvorligt,” fortæller professor i psykolog ved Aarhus Universitet Preben Bertelsen.

Preben Bertelsen indgår i et partnerskab med Aarhus Kommune og Østjyllands Politi og leder et særligt exit-team, der hjælper hjemvendte syrien-krigere. Desuden hjælper han forældrene under og efter deres børns rejse til det borgerkrigsramte land.

Den såkaldte Aarhus-model har vakt international opsigt og er en del af den strategi, som er blevet en succes i Østjylland. Mens der i 2013 rejste mindst 27 personer fra Østjylland til Syrien, så vurderer politiet, at kun en enkelt er taget af sted siden januar 2014.

I sit arbejde med de unge bruger Preben Bertelsen den såkaldte tilværelsespsykologi. Metoden satser på at gøre den unge bevidst om de positive tilvalg, der stadig er åbne forude. Om job, boligdrømme, sociale oplevelser og andre fællesskaber end det fundamentalistiske. For skal samfundet imødegå radikalisering, er det ifølge Preben Bertelsen afgørende ikke at dæmonisere de unge, der drager i krig.

Farer samfundet for hårdt frem med en retorik præget af afvisning og fordømmelse er risikoen, at de unge bliver skubbet ud i yderlige ekstremisme eller kriminalitet, mener Preben Bertelsen, der af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan oplyse, hvor mange programmet har hjulpet.

”Selvfølgelig skal vi tage afstand fra kriminelle handlinger, og de kriminelle skal retsforfølges, hvis det er muligt. På den korte bane tjener dæmoniseringen muligvis det formål at legitimere hårde og kontante modforholdsregler, som kan være nødvendige for at imødegå den livsfarlige fødekæde af unge mænd til krigszoner og terrortræning,” siger Preben Bertelsen.

Han sammenligner med situationen lige efter 11. september 2001. Efter tvillingetårnenes kollaps var der en skarp retorik vendt mod terroristerne, og samfundet beskæftigede sig knap nok med radikalisering. Efterhånden blødte stemningen op, og i midten af nullerne begyndte de vestlige lande i stigende grad at forsøge at forstå baggrunden for ekstremisme og terrorisme.

”På det seneste har politikere i forbindelse med kampen mod Islamisk Stat brugt lidt af den samme skarpe retorik som for 13 år siden. Man taler om Islamisk Stat-sympatisører som nogle, der er uden for rækkevidde og fornuft. Jeg forstår fordømmelsen. Men min bekymring er, at en for skarp retorik på lang sigt vil forhindre os i finde frem til en politisk, religiøs, social og psykologisk forståelse af årsagerne til, at unge vælger at tage til en krigszone,” siger Preben Bertelsen.

Preben Bertelsen forklarer, at der er meget sammensatte grunde til, at unge vælger at drage til Syrien.

Han understreger samtidig, at hver enkelt Syrien-farers historie er individuel. For flere af de unge gælder det, at de har en grundlæggende følelse af ikke at være ordentligt forankret i tilværelsen. De kan sagtens være i gang med uddannelse, komme fra en god social baggrund og på overfladen navigere fint. Men bag facaden er der en følelse af at være ekskluderet fra samfundet.

Nogle af de unge har en stærk oplevelse af, at de bliver stemplet negativt, fordi de er muslimer. Det kan være piger, der er blevet betegnet som tørklædeludere eller drenge, der føler, at lærerne på forhånd har opgivet dem på grund af deres etniske baggrund.

Andre har i deres opvækst haft svært ved at navigere mellem flere kulturer. Derfor finder de ro og tryghed i en fundamentalistisk tro med enkle svar på livets spørgsmål.

Preben Bertelsen fortæller, at en del af de unge, er præget af, hvad han betegner som en mangel på ”tvetydighedstolerance”. De deler verden op i ”os”, som er værdige til at blive behandlet som mennesker, fordi de lever efter de rette muslimske værdier. Og så ”dem”, som ikke er værdige til at blive behandlet som mennesker.

Altså i bund og grund den samme mangel på forståelse, som de selv føler, de er blevet mødt med.

Han har også erfaret, at en del af de unge har en tilbøjelighed til, hvad der psykologisk betegnes som ”jump to action”. Det vil sige, at de springer de nuancerede overvejelser over og skrider direkte til handling og i øvrigt accepterer, at målet helliger alle midler - også vold og terror.

Den tredje forklaring er, at en del af de unge søger efter social anerkendelse i grupper, der deler deres egen indignation over verdens uretfærdigheder og overgreb. I disse grupper foregår ofte en yderligere radikalisering. Gruppen lukker sig om sig selv, og den bliver stadig mere ekstrem i sin skelnen mellem ”os” og resten af verden. Endelig spiller det også en rolle, at en del af de unge Syrien-farere er blevet inspireret af familie eller venner, der er rejst til krigszonen.

De unges forældre føler stor magtesløshed, og et af de spørgsmål, der går igen hos psykologen, er, hvordan de skal snakke med deres søn, når han ringer fra Syrien.

”Hvordan skal de håndtere, at han kun vil snakke religion? Hvordan skal de forholde sig til, at han kun vil missionere og kun vil have med dem at gøre, hvis de konverterer til islam eller bliver fundamentalistiske,” siger Preben Bertelsen. Han fraråder forældre at gå ind i religiøse samtaler med deres børn. I stedet råder han forældrene til at vise de unge, hvilken hverdag de går glip af, og at familiens liv i Danmark går videre.

”Den store pointe er, at det er vigtigt, at de unge fyre ikke bare bliver mødt med bål og brand. Forældrene kan fortælle dem, at livet går videre, og at der rent faktisk er et liv, de kan vende tilbage til. Det kan være et liv, hvor familien griller ved stranden og besøger hinanden,” forklarer Preben Bertelsen.

Han mener, at risikoen ved ikke at hjælpe de hjemvendte kan blive uoverskuelig.

”Det er ikke altid PTSD (posttraumatisk stress), man skal holde øje med. Man er i stigende grad begyndt at blive opmærksom på konsekvenserne af at have lidt moralsk overlast. Rystes en person i de menneskelige grundværdier, kan reaktionen være en moralsk frakobling, og det kan føre til, at den pågældende ikke længere afholder sig fra at begå noget voldeligt,” siger Preben Bertelsen.

Kritikere vil mene, at din holdning til de unge, der er parate til at kæmpe for en brutal organisation som Islamisk Stat, er for blødsøden?

”Den samme debat har vi i forhold til kriminalitet. Skal samfundet straffe de unge hårdt, eller skal vi satse på rehabilitering? Jeg vil kalde vores indsats et avanceret rehabiliteringsprogram. Vi synes ikke bare, det er synd for de unge. De får at vide, at det de har lavet, ikke er i orden, og at de risikerer fængselstraf, hvis de har foretaget sig noget kriminelt. Men vi arbejder først og fremmest på at hjælpe dem tilbage til samfundet. Hvis ikke vi gør det, så risikerer vi at skabe, hvad jeg kalder kriminelle nomader, der flakker rundt i Danmark eller Europa og andre lande og prøver at ernære sig vi via kriminalitet eller slutte sig til radikale miljøer.”