Udsatte borgere anmelder ikke overgreb

Da 41-årige Peter Larsen blev slået med en kæp i hovedet, mistede han troen på, at gadens folk kan få hjælp af politiet. - Foto: Paw Gissel

Nogle har ikke tillid til politiet, andre har helt mistet evnen til at identificere en krænkelse

Fie er blevet voldtaget 13 gange. Hun er prostitueret, 34 år, og indtil for et år siden solgte hun sin krop til mænd fra et fortov i Skelbækgade på Vesterbro i København. Hun har kun anmeldt en af voldtægterne.

”Den første gang, jeg blev voldtaget, anmeldte jeg det til politiet. Betjenten sagde, at det var min egen skyld, fordi jeg var prostitueret. Siden dengang har jeg ikke kunnet lide at gå til politiet. Jeg ved godt, at jeg ikke har været en af Guds bedste børn, men jeg kan også have brug for hjælp,” siger Fie, der ønsker at være anonym.

Fies manglende lyst til at anmelde et groft overgreb til politiet er ikke noget særsyn, lyder det fra otte hjælpeorganisationer og væresteder, som Kristeligt Dagblad har talt med. Landets mest udsatte borgere undlader nemlig i langt de fleste tilfælde at anmelde selv grove forbrydelser som røveri, vold eller voldtægt, siger blandt andre Kirkens Korshær, Projekt Udenfor, Reden og Blå Kors.

”Der er mange udsatte, som ikke anmelder overfald, fordi de ikke føler, at det nytter, og vi har også set eksempler på, at politiet ikke har taget imod anmeldelser. Udsatte bliver ikke taget alvorligt i social- og sundhedsvæsenet, det har vi ofte sagt, og derfor er det også på sin plads at bede politiet om at lære at tage mennesker, der er anderledes, alvorligt,” siger Preben Brandt, stifter af Projekt Udenfor.

Det billede kan Michael Espensen, leder af morgencafeen Giv Din Hånd i København, der bespiser hjemløse og socialt udsatte, genkende:

”De melder det sjældent til politiet, hvis de har været udsat for vold. Mange har haft dårlige oplevelser med politiet. De har været anholdt, i fængsel, har fået en bøde for at drikke på en bænk eller er blevet smidt væk fra en,” siger han.

Samme melding kommer fra gadejurist Nanna Gotfredsen, der arbejder for at sikre udsattes rettigheder. Hun siger samtidig, at de fleste udsatte på et tidspunkt begynder at tro, at det er normalt at blive udsat for krænkelser og overgreb:

”De mister helt evnen til at identificere en krænkelse. De begynder at tænke, at det er normalt. Og den selvopfattelse ender jo med at smadre dem. Den æder deres selvfølelse op.”Sidste år registrerede Reden i København - et værested for prostituerede - 10 voldtægter mod kvinder, der bruger værestedet. Kun to af voldtægterne blev meldt til politiet. I samme periode registrerede Reden 57 voldelige overfald. Kun 10 af dem blev politianmeldt.

”Generelt er processen med at anmelde en voldtægt alt for lang og besværlig, til at kvinderne orker det. Man skal ud på Center for voldtægtsofre, hvor der generelt er ventetid, og bagefter skal man snakke med politiet. På politistationen kan man risikere at blive mødt af 25-årige politielever, der aldrig har mødt et socialt udsat menneske, og som joker med, om man overhovedet kan blive voldtaget, når man er prostitueret. Det er altså op ad bakke, og det holder vores kvinder ikke til. Derfor sker der også voldtægter, som ikke bliver anmeldt,” siger kommunikationskonsulent i KFUK's Sociale Arbejde, Pernille kjær Jessen og tilføjer:

”Det er vores opfattelse, at det er blevet sværere for vores brugere at blive mødt på en ordentlig måde i de forskellige offentlige systemer.”

Selv når en udsat borger vælger at anmelde et overfald, er det ikke sikkert, at der er hjælp at hente, lyder det fra Kirkens Korshær.

Sidste år blev en ældre hjemløs for eksempel overhældt med varmt vand fra et vindue over den trappesten, hvor han sad og sov. En medarbejder fra Kirkens Korshær overværede episoden og tog dagen efter den hjemløse med til politiet for at anmelde det. Medarbejderen havde set, hvor vandet kom fra og havde en god fornemmelse af, hvem der stod bag. Mandens anmeldelse blev imidlertid afvist.

Peter Larsen var hjemløs indtil for få år siden. Han ser stadig sig selv som en af gadens folk, kommer dagligt i en morgencafe for udsatte og drikker øl med de andre skæve eksistenser på Hulgårds Plads eller foran svømmehallen på Hillerødgade på Nørrebro.

En gang imellem er der slagsmål blandt de forskellige grupper, der holder til de to steder. Men Peter Larsen kunne ikke drømme om at tilkalde politiet, det batter ikke noget, synes han. For da han virkelig havde brug for hjælp, kom de godt nok, men gjorde ingenting, siger han.

I Nørrebroparken, en park, hvor hashsælgere, børnefamilier og udsatte borgere skiftevis kæmper om og lever sammen på det grønne græs, var der øretæver i luften en mørk sommeraften for et år siden, siger Peter Larsen.

De var en vennegruppe på tre, der var taget i parken for at grille. De havde øl med og hyggede sig, da en gruppe på otte unge indvandrerknægte dukkede op og sagde, at de skulle ”skride” fra parken.

Peter Larsen forsøgte at overbevise gruppen af indvandrerdrenge om, at de havde lige så meget ret til at være i parken. Men ordene blev ikke modtaget positivt, for kort efter begyndte drengegruppen at kaste sten efter Peter Larsen og hans venner. Peter Larsen følte sig så truet, at han fiskede en telefon op af lommen og trykkede 112. Han havde damen fra alarmcentralen i røret, da et hårdt slag ramte ham på siden af hovedet. En af drengene havde taget en kæp og klasket den i hovedet på ham bagfra, siger han.

Kort efter kom politiet, men gruppen af indvandrerdrenge var forsvundet, og selvom Peter Larsen havde synlige skader, gav politiet udtryk for, at de ikke rigtig kunne stille noget op, siger Peter Larsen.

”De sagde, at det ikke var deres problem. Jeg har det ad h til med, at politiet ikke ville hjælpe og bare kørte igen,” siger han.

Tidligere på året døde en hjemløs ude foran en 7-Eleven-kiosk i politiinspektør Michael Kristiansens politikreds.

Politiet og alarmcentralen blev beskyldt for ikke at yde den nødvendige hjælp. Michael Kristiansen siger dog, at der ikke bliver gjort forskel på folk, og at alle borgere uanset social status får en lige behandling, når de henvender sig eller ringer efter hjælp:

”Vores klare linje er den, at der ikke findes nogle kategorier af mennesker, som vi ikke rykker ud til, hvis vi vurderer, at der er behov for assistance.”

Han er ikke overrasket over, at flere organisationer siger, at de socialt udsatte ofte ikke søger politiets hjælp. Men forklaringen er ikke, at politiet ikke tager hjemløse, prostituerede og stofmisbrugere alvorligt, siger han:

”Det er min klare fornemmelse, at de, der føler sig udstødt af samfundet, i forvejen er godt og grundigt trætte af systemer og autoriteter og derfor ikke ringer til politiet i tide og utide. Men det er ikke ensbetydende med, at de er stemplede, når de går ind ad døren til en politistation, for her skal de selvfølgelig behandles som alle andre. Jeg ville blive meget ked af det, hvis jeg hørte, at andet var sket i vores distrikt.”